DANSKERNE STOD STILLE PÅ MOVING DAY

DANSKERNE STOD STILLE PÅ MOVING DAY

Af Nicolai Jaquet
Jeff Winther og Thorbjørn Olesen leverede begge beskedne runder lørdag i Madrid.

I løbet af de første 36 huller havde Thorbjørn Olesen ikke lavede en eneste bogey ved Open de Espana på Centro Nacional de Golf i Madrid. Lørdag lavede han fire af slagsen, og da scorekortet ligeledes bød på fire birdies, kunne Thorbjørn notere en runde i par.

Det rakte ikke langt i et felt, hvor størstedelen af spillerne skød lavt. Olesen er fortsat otte under par for turneringen, men er nede på en delt 27. plads.

Jeff Winther lå inden dagen side om side med Olesen, men også han lavede lidt for mange bogeys lørdag. En birdie på sidste blev dog vekslet til en runde i en under par for Winther, der er ni under samlet. Det rækker til en delt 17. plads.

Selvom det ikke var det festfyrværkeri af lave danske scores, man kunne have håbet på, er der fortsat ikke langt til top ti, der lige nu ligger i 11 under par. Især for Jeff Winther kan et godt resultat være afgørende.

På mandag bliver spillerne i kategori 17 nemlig rangeret igen alt efter, hvor mange Race to Dubai point, de har i denne sæson indtil videre. Kategori 17 er de spillere, der kvalificerede sig gennem sidste års Q-school plus spillerne fra nummer 101-111 på sidste års Race to Dubai.

Som det er lige nu, ligger Winther nummer 7 på listen, og jo højere op han kommer, desto større bliver chancen for at få adgang til flere turneringer.

LÆS: Joachim B. Hansen i top tre inden finale

I front er det fortsat irske Paul Dunne (billedet), der er 17 under par efter en runde i fire under. Han er skarp efterfulgt af den langtslående Nacho Elvira, der er bedst placeret af spanierne. Elvira er 16 under par.

Verdens nummer fire, Jon Rahm, gik en flot runde i 66 slag – og er samlet i 15 under par. Han deler tredjepladsen med svenskeren Henric Sturehed, der noget overraskende blander sig i toppen.

Sturehed blev i sidste sæson nummer to på pengelisten på MENA Golf Tour, der primært spiller i Mellemøsten og Nordafrika. Det gav fuldt kort til denne sæson på den sydafrikanske Sunshine Tour og derigennem også spilleret i en række European Tour turneringer. Sturehed har spillet med seks gange denne sæson og misset cuttet alle gangene.

Australieren Brett Rumford ligger nummer fem i 14 under par.

Leaderboard fra Open De Espana.

Relaterede artikler

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

X