Himmerland golfophold
DEN DANSKE GOLFMÆCEN FYLDER 70: GOLF SOM TERAPI

DEN DANSKE GOLFMÆCEN FYLDER 70: GOLF SOM TERAPI

Af Frits Christensen.

Købmanden Lars Larsen ser golf som forretning, mens privatmanden Lars Larsen bruger golf som hobby og familieterapi. Den danske golfmæcen runder 70 år i samme måned som den femte udgave af Made in Denmark i hjembyen Silkeborg.

Lars Larsen har netop lukket et pressemøde med nyheden om en ny femårig Made in Denmark-kontrakt med European Tour og en fordoblet præmiesum, da han sætter sig ved bordet hos Golfavisens medarbejder og bestiller en kold drink med ordene: ”Skal vi ikke bare tage den snak nu.”

Imødekommende og tilgængelig som altid, når det drejer sig om den hobby, Lars Larsen har dyrket gennem snart 40 år, og som han gradvist har inddraget i sit verdensomspændende forretningsimperium Jysk-koncernen. Snakken med Golfavisen gælder mærkedagen den 6. august, når Lars Larsen fylder 70 år kun godt tre uger før den femte udgave af Made in Denmark, der afvikles 30. august på skovbanen i Silkeborg Ry Golfklub få kilometer fra Lars Larsens bopæl ved Silkeborg-søerne.

Uden dynekongens initiativ for fem år siden med at hente European Tour til Danmark og Himmerland Golf & Spa Resort med et budget på omkring 35 mio. årligt ville interessen for dansk golf ikke være, hvor den er i dag. Og med den nye kontrakt på fem år mere med European Tour er Made in Denmarks levetid forlænget frem til 2023 på forskellige danske topbaner. Og nok så væsentligt så er præmiesummen fordoblet fra 1,5 til 3 mio. euro (22,3 mio. kr.), hvilket er garanti for et klart stærkere felt end tidligere.

Fem fantastiske år
-Det har været fem fantastiske år med golf i verdensklasse i Danmark, og jeg glæder mig til fem år mere. Fra starten har det været vigtigt for mig, at Made in Denmark fik bred opbakning fra mange forskellige samarbejdspartnere. Med den nye aftale har vi fået flere nye sponsorer ombord, og sammen med de eksisterende gør de det muligt at sikre Made in Denmarks 10 års jubilæum i 2023, siger Lars Larsen.

Made in Denmark fik en effektfuld start i 2014, da dynekongen kunne præsentere en kongebold i pro-am-turneringen med Le Mans-kongen Tom Kristensen, Kronprins Frederik og i baggrunden Thomas Bjørn.

Da alle nødvendige sponsorer endnu ikke er sikret, har European Tour, som det også var tilfældet for fem år siden, i første omgang måttet stille sig tilfreds med den Jysk-garanti, som både nu og for fem år siden vurderes som mere sikker end en bankgaranti!

I den forbindelse må det være nærliggende at stille spørgsmålet til Lars Larsen, om han har et estimat på, hvad golfsporten har kostet ham og hans familie vel vidende, at det tager sin tid at indhente de store investeringer i bl.a. omkring 150 mio. kr. i Himmerland Golf & Spa Resort?

På den ene skulder sidder en lille passioneret golfspiller og hvisker mæcenen noget i øret om kærligheden til spillet, mens der på den anden skulder sidder en lille benhård forretningsmand og hvisker noget om sorte tal på regnskabets bundlinje. Men uanset hvem, der råber højest, så har Lars Larsen ingen planer om at ryste nogen af dem af sig:

Gave til familielivet
-Som svar på det plejer jeg at vende tingene på hovedet og så spørge mig selv, hvad golfsporten har givet mig – og det er fantastisk meget for både mig og familien. Da jeg begyndte at spille for 35-38 år siden, ville jeg ikke være til grin som begynder. Derfor trænede jeg ved at gå ud om morgenen ved 5-tiden og spille en 18 hullers runde med min søn Jacob, før han skulle i skole. Hvordan kan man få en 10-årig knægt med til sådan noget, hvis det ikke lige er golf, man er blevet bidt af. På den måde er det en god familiesport, som vi også har haft stor fornøjelse af på mange ferieture til Sydafrika, siger Lars Larsen, for hvem det dog ikke er lykkedes at få hele familien med ombord.

-Vores datter Mette (der er landmand, red.) er aldrig kommet i gang, men bare hun kan få sol på ferien, er hun tilfreds. Men nu er svigersønnen og deres barn også kommet i gang med golf, selv om drengen også er håndboldmålmand og drømmer om landsholdet. Kris (hustruen, red.) og jeg er glade for at have golfspillet sammen, og vi har nu i 35 år haft et sommerhus her ved søen tæt på Himmerland Golf & Spa Resort, og her tilbringer vi hvert år hele juli måned. Det tager mig ikke lang tid at køre til kontoret i Aarhus, hvis der bliver brug for det, siger Lars Larsen, der ofte kalder Made in Denmarks ”hjem” på Himmerland Golf & Spa Resort for ”mit himmerige.”

Internationalt kendt
-Med Made in Denmark er stedet her i Himmerland blevet internationalt kendt, og vi har efterhånden gæster fra hele verden. Det har betydet en masse for markedsføringen af stedet. Det har været en god investering, som jeg slet ikke har lyst til at sætte tal på. Det har da kostet penge, men så er det jo godt, at man har dem, for ellers var Made in Denmark jo nok aldrig blevet til noget.

Lars Larsen ved præmieoverrækkelsen efter Made in Denmark 2017, der blev vundet af det amerikanske stjerneskud Julian Suri.

-Jeg er stadig købmand og overbevist om, at mine investeringer kommer til at give afkast, for ellers gjorde jeg det ikke. Vi kan konstatere, at de fem første år med Made in Denmark har givet rigtig meget til Himmerlands Golf & Spa Resort fra både ind- og udland, siger Lars Larsen, der midt i interviewet har en samtale med en gæst, der gerne vil hilse på.

-Du så jo selv for lidt siden gæsten, der kom forbi her for at fortælle, at han var kommet til Himmerland med et selskab på 40 gæster fra hele Europa. Selv om han er sjællænder, havde han og de andre valgt Himmerland frem for andre steder, de har prøvet. Hvis vi ikke havde haft Made in Denmark, ville han næppe have vidst, at der var et golfresort på disse kanter, siger Lars Larsen, der også er af den opfattelse, at Made in Denmark fuldt ud har levet op til forventningerne.

-Så absolut! Jeg kan huske, at jeg i et af turneringens første år stod i lufthavnen i Malaga, hvor jeg faldt i snak med fire englændere, der have været på Solkysten for at spille golf og nu skulle til Danmark for at spille, fordi de havde hørt om en stor turnering på European Tour. Der er mange golfspillere, der tænker på den måde. Det gør jeg også selv, hvis jeg skal til udlandet med gutterne. Vi kigger efter European Tour-baner, fordi vi ved, at de er i orden.

Støtte er investering
Selv om golffolket i Danmark ikke er i tvivl om værdien af Made in Denmark, har det været sværere for Lars Larsen at overbevise de nordjyske regionspolitikere om, at det er en god forretning at støtte turneringen økonomisk – som det var tilfældet i de første par år.

-Jeg takker selvfølgelig politikerne for, at de med støtten de første år var medvirkende til at få Made in Denmark sparket i gang, og jeg håber da stadig, at de ombestemmer sig og igen vil være med i fremtiden. Vi har ikke lukket forhandlingerne, og det er vel et godt argument, at Made in Denmark har genereret 65 mio. kr. i meromsætning om året og skabt en masse nye arbejdspladser, siger Lars Larsen, der med Silkeborg Ry Golfklub som vært i år har bevist over for nordjyderne, at der findes mange andre muligheder i Danmark.

-Det er meget professionelle mennesker i Silkeborg, der har gode erfaringer med store arrangementer – som eksempelvis de årlige River Boat-festivaler. Vi har her mødt stor velvillighed hos både politikere og sponsorer, og jeg er overbevist om, at de bliver glade og tilfredse med arrangementet. Og måske kan vi heroppe i Nordjylland også lære en del af dem i Silkeborg, siger Lars Larsen, der i den nye kontrakt med European Tour har fået indføjet, at Made in Denmark skal afvikles på Himmerland Golf & Spa Resort mindst to gange på fem år.

Made in Denmarks hjem
-Himmerland er turneringens hjem, så kan vi skrabe pengene sammen, tager vi den også gerne tre gange ud af fem. Men omvendt er det nok godt for interessen at flytte lidt rundt, og vi er da også i kontakt med andre regioner i både Jylland og på Sjælland, siger Lars Larsen, der i første omgang blev konfronteret med et ønske fra European Tour om, at Made in Denmark skulle spilles i hovedstadsområdet.

Lars Larsen understreger ofte, at golf har betydet meget for familien. Han har god opbakning i sin golfspillende hustru Kris.

-Så måtte jeg fortælle dem, at det blev uden min deltagelse, for mit golfcenter ligger altså i Nordjylland. Det har de vist aldrig fortrudt, for turneringen er publikumsmæssigt blevet en af de tre-fire største på European Tour. Vi har løsnet meget op for de stive rammer og tilført noget helt nyt med turneringen som en folkefest, og det er de os taknemmelige for, siger Lars Larsen, der er spændt på at se udviklingen i de kommende år med en fordobling af præmiesummen, der gerne skulle lokke lidt bedre navne med.

-Så må vi jo se, om de tre millioner euro (22.3 mio. kr.) er nok, når vi skal konkurrere med de nye store turneringer i Rolex Series. Hvis de bedste spillere kommer, giver det større entreindtægter og flere sponsorpenge. Turneringen har allerede et godt ry hos spillerne, og vi er da godt på vej i år i Silkeborg med spillere som Lee Westwood og Danny Willett, der aldrig tidligere har været med – for slet ikke at tale om amerikaneren John Daly, der gjorde det godt både på banen og på scenen som musiker. Gennem vores egen lille undersøgelse hos publikum fandt vi ud af, at John Daly formentlig alene har trukket 6.000-8.000 tilskuere.

Inviteret til Ryder Cup
Så vidt fødselaren, der altså når at runde de 75 år samtidig med 10 års jubilæet for Made in Denmark. Men hvad med den forestående Ryder Cup og Thomas Bjørns rolle som kaptajn for det europæiske hold mod USA på Le Golf National i Paris?

-Jeg er da inviteret af European Tour, så måske tager jeg imod, hvis der bliver plads i min kalender. Jeg vil dog ikke lukke kalenderen på nuværende tidspunkt, for der er noget, der hedder ”business before golf.” Jeg har jo også en anden lille butik at tage vare på. Men på den anden side, så kan jeg vel forsvare min deltagelse med, at golf også er business for mig!

Lars Kristinus Larsen:
Født: 6. august 1948 i Arnborg og opvokset i Hurup, Thy.
Handelsuddannet i Thisted fra 1966.
Bopæl: Sejs ved Silkeborg
Startede i 1979 JYSK-koncernen, som han stadig ejer.
Ejer også Himmerland Golf & Spa Resort. Værtsbane for Made in Denmark på European Tour 2014-2017 og igen i 2019
Formanden for Made in Denmark-fonden siden stiftelsen 2014.
Lars Larsens formue anslås til 27 mia. kr.

 

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Gå ikke glip af de seneste nyheder fra golfens verden, nye konkurrencer og meget mere - og vi lover at 

Tak for din tilmelding!

X