DEN TYSKE SOLSKINS-Ø

DEN TYSKE SOLSKINS-Ø

Af Peter Nielsen

Den tyske ø Femern i Østersøen er særlig kendt for vandsportsaktiviteter. Øen kan dog også byde på en glimrende golfbane.

Mange kalder Femern for solskinsøen, og tyske turister valfarter dertil for at holde ferie. Her prøves kræfter med alverdens vandsportsaktiviteter, der er særligt populære på øen.

Selvom vand spiller en helt central rolle på øen, byder Femern på meget mere end det. Der er adskillige museer, flotte byer, grænsebutikker og ikke mindst Golfpark Fehmarn.

Fehmern ligger ved Slesvig-Holstens nordøstlige kyst og er 185 kvadratkilometer stor. Øen ligger cirka halvanden times kørsel fra den dansk-tyske grænse, mens man fra Sjælland kan sejle dertil via Rødby-Puttgarten. Der er ligeledes fast forbindelse til øen via Femernsund-broen. Fra Puttgarten er der ti minutters kørsel til golfbanen.

Med base i Camping og Ferienpark Wulfener Hals, er der kun et drive til golfbanen. Der er derfor rig mulighed for at holde en familieferie samtidig med, at der kan spilles et par runder golf på den udfordrende bane.

Aktiv ferie

Camping og Ferienpark Wulfener Hals ligger lige ved siden af golfbanen, som er den eneste på Femern. Ferieparken råder over en stor campingplads, mobile homes, hytter og ferielejligheder.

Det er muligt både at dykke, ride, svømme, surfe og meget andet i Ferieparken. Børnene har rig mulighed for at lege hele dagen, og der er masser af aktiviteter for de små, hvor swimmingpoolen og stranden spiller en central rolle. Om aftenen er der underholdning, forskellige temaaftener med mad i højsædet ledsaget af musik.

Det er derfor ikke nødvendigt at køre flere tusinde kilometer for at mærke den sydlandske stemning. Den findes også på Femern.

Bo ved golfbanen

Ferieparken råder over mange forskellige indkvarteringsmuligheder. Mens de fleste af campingpladserne er ret små, er der langt mere komfort i de nye feriehuse, der netop er blevet bygget.

Golfpark Fehmarn råder både over en ni hullers begynderbane og en sjov og udfordrende 18-hullers bane.  På de vejrmæssigt stille dage er en god score bestemt en mulighed, men på de mere blæsende er flere af hullerne ganske svære. Alt i alt er det en god bane, der skal spilles med omtanke.

Golfbanen måler 5.770 meter fra gul tee og byder på et par 5-hul til at starte med. Det er 450 meter langt og mere eller mindre op ad bakke hele vejen til greenen. Hul 2 er et svært par tre hul, men intet i forhold til hvad der nu venter. Hul 3 er nemlig en barsk omgang – og helt umuligt hvis det blæser. Det ligger helt ud til Østersøen med en ganske unik beliggenhed. Hullet er hele 538 meter langt, hvor man i drivet skal over en majsmark.

Den sidste del af hullet doglegger højre, hvor der også er en vandhasard i spil. Sikke en omgang der vil udfordre selv den bedste tourspiller. Det er naturligvis banens sværeste hul. Man fristes til at sige banens mest umulige hul.

En varieret bane 

Selvom starten er svær er banen rigtig god og varieret. Der er mange forskellige slags golfhuller og lidt for enhver smag. Der er både korte og lange huller. Eksempelvis er der flere par 4 huller på næsten 400 meter, mens der er andre, der kan drives.

Flere af hullerne ligger med udsigt over Østersøen, hvor skibe og sejlbåde er en fryd for øjet. Banen er lettere kuperet, men bestemt ikke svær at gå.

Hvis man ikke scorer i starten, er der mulighed for at indhente det tabte på de sidste fire huller. De er både nemme og korte. To korte par tre huller, et kort par fire og et forholdsvis nemt par 5 hul afslutter banen.

Banen kan sagtens spilles igen og igen, uden at den bliver triviel. Der opdages hele tiden nye måder at komme rundt på, og banens små finurligheder kommer i spil, hver gang man spiller den.

Femern er ganske enkelt en fantastisk dejlig ø med masser af muligheder for børn og voksne. Selvom vandsport er det primære, skal man ikke snyde sig selv for en runde golf. Ja, hvorfor ikke to?

FAKTABOKS
Golfpark Fehmarn:

Wulfener Hals Weg 80

23769 Fehmarn

www.golfpark-fehmarn.de

info@golfpark-fehmarn.de

Faciliteter:

18 hullersbane, par 72, 5.770 meter (gul) 5.088 meter (rød). 9 hullers begynderbane. Restaurant, proshop, golfskole, driving range og træningsanlæg.

Greenfee: 55 euro

GolfTyskland:

Via Golftyskland.dk kan der bookes forskellige golfpakker til Femern. Flere af dem er med ubegrænset spil på golfbanen.

Se mere på www.golftyskland.dk

 

 

 

 

Related posts

X