DET ER IKKE DINE ØJNE DER SER!

DET ER IKKE DINE ØJNE DER SER!

Af Anders Dahl Christiansen

Det er din hjerne, der ser! Øjnene lader lys komme ind til synscentrene i din hjerne. Her formes der billeder af din virkelighed. Din hjerne kan også skabe billeder på anden vis. Du kan f.eks. lukke øjnene og via dine tanker skabe billeder på din indre skærm. Disse billeder kan ændre din virkelighed.

”Ubevidst blindhed” handler ikke om, at der er noget galt med dine øjne. Vi ser bare ikke altid de muligheder, der er lige for næsen af os. Vi ser måske heller ikke, at der er en pil i logoet for firmaet FedEx!

Når først man er blevet gjort opmærksom på, at pilen findes i dette logo, og man har fundet pilen, vil man altid se den. Men man ser den først, når man er blevet bevidst om pilen, og den er blevet skabt inde i vores hjerne. Man kan altså kalde ”ubevidst blindhed” for en manglende evne til at se ting, som vores hjerner endnu ikke er programmeret til at se. Alt det lys, der kommer ind gennem dine øjne, og hvad din hjerne ser, går gennem filtre, der er opbygget i din hjerne i løbet af din levetid. Disse neurale filtre betinges i en vis grad af genetik, men i den grad af din opvækst og det miljø, du færdes i.

Forskellige historier

Har du nogensinde hørt, at to vidner til en ulykke aldrig nogensinde har givet præcis de samme oplysninger til politiet på ulykkesstedet? Det skyldes, at opfattelse af omstændigheder er ekstremt individualiserede – vidnerne har forskellige historier, fordi de bogstaveligt talt har set to forskellige begivenheder finde sted.

En særlig evne i forhold til at få succes i livet er at lære, at når en anden person har en anden opfattelse af en begivenhed eller en situation, end du har, så er der ingen af jer, der har ret. I er bare to forskellige individer. Bed dem om at vise dig eller forklare dig, hvad det er, de ser, og du vil få en mere nuanceret opfattelse af situationen.

Nu kan du tage hensyn til et andet synspunkt og drage fordel af en andens genetiske og miljømæssige programmeringer fra et andet liv. Du er måske lige blevet mere intelligent. Hvor værdifuldt kunne det vise sig at blive?

F.eks. er der mange af os, der er gode til at sætte begrænsninger for os selv. Jeg er nok for tyk, for gammel, for tynd, for lille eller lignende i forhold til at opnå mine mål. En sådan indre dialog vil sætte os i stand by.

Vi gør ikke noget for at udvikle os. Men hvad nu, hvis vi fik en ekspert/coach indenfor det område, vi gerne vil forbedre os i, til at give os sin uforbeholdne mening i forhold til vores potentiale over tid? Måske vil denne ekspert se en anden virkelighed end vores egne begrænsende overbevisninger. Måske vil denne ekspert give et mere nuanceret billede af, hvad du kan opnå?

En ny virkelighed

Nu har du dit eget billede af, hvad du kan opnå, og ekspertens billede af, hvad han tror, du kan opnå. Du har fået gavn af mere end et synspunkt, kan nu spørge dig selv “vil denne persons opfattelse hjælpe mig med at nå mit mål eller ikke?” Måske har den anden persons tro på dit potentiale tændt en ild i dig, en ny tro, og en ny virkelighed?

Selvom du igennem livet har hørt ting fra personer i din omgangskreds, som ”er det ikke også bare typisk, at det er mig, der skal være uheldig,” ”hvor er det typisk, at det lige kikser, når det virkeligt gælder.” Når sådanne ting gentages igen og igen, skaber det din virkelighed. Det vil være sådan, at du nu i dit indre ser dig selv som uheldig og ude af stand til at klare ting, når det virkeligt gælder.

Dette er en forfejlet virkelighed. Lad os skabe en ny virkelighed. Lad os være ærlige, succes kommer via arbejde, og gør man de rette ting i den rigtige rækkefølge, så kommer succesen eller forbedringerne, og det første step til en bedre virkelighed kan komme gennem visualisering.

Visualisering er et af nøglebegreberne i forhold til mentaltræning, og selvom det ikke er dine øjne, der ser, så er det super vigtigt, at man helst dagligt tager sig tid til at skabe billeder på sin indre skærm af, hvad man gerne vil opnå.

Visualiseringens kunst

I golf visualiserer man, eller bør man visualisere, sit slag før hvert eneste slag, man slår, da ens hjerne har meget større chance for at hjælpe en med at udføre, det ønskede slag, hvis den har fået en præcis information omkring hvilket slag, man ønsker at slå.

På samme måde vil ens hjerne også have nemmere ved at hjælpe os med at opnå vores mål, hvis man dagligt visualiserer det liv, man gerne vil have, eller visualiserer måden, hvorpå man opnår sine mål. Denne måde at få din hjerne til at se dig have succes eller skabe forbedringer kan være ”benzinen” til dit system, og skabe lysten til at arbejde for den kommende succes.

På denne måde, selvom det ikke er dine øjne, der ser, vil fem minutters daglig visualisering, hvor du skaber de rette billeder på din indre skærm, kunne ændre din virkelighed.

FAKTABOKS
Anders Dahl Christiansen:

Ejer af trainyourbrain.dk og landstræner i landsholdets mest succesrige sæson.

Eventyrlige golfrejser med ADC:

Masser af træning. Se her

Firma eller individuel træning med Trackman:

Rigtig gode muligheder på Nivå Golfcenter

Foredrag m.m.:

Gratis bestsellerbog om succes. Mere info på www.trainyourbrain.dk

 

Related posts

X