PING
ET STYK MODESHOW TAK

ET STYK MODESHOW TAK

Af Kim Henningsen.

Den nye restauratør i Søllerød Golfklub, Bettina Andreasen, har bragt klubbens restaurant op på et helt andet niveau end det, man normalt forbinder med en golfrestaurant.

I restauranten i en golfklub skal man kunne købe tre styk smørrebrød, en golfburger, måske dagens varme ret og lidt at drikke til. Slut, punktum, finale!

Sådan er det i hvert fald i rigtig mange golfklubber. Det står også på menuen i Søllerød Golfklubs restaurant, ”Made by Bettina”, men her kan man også købe billet til et modeshow, et foredrag eller en koncert.

Den nye restauratør, Bettina Andreasen, har bragt klubbens restaurant op på et helt andet niveau end det, man normalt forbinder med en golfrestaurant.

-Klubbens bestyrelse vidste godt, at de tog en chance ved at ansætte mig. At jeg på en positiv måde ville udfordre begrebet golfrestaurant. Jeg har da også mødt enkelte betænkelige medlemmer, som synes, der er kommet lidt for meget liv, men generelt har jeg fået en meget venlig modtagelse og mange krammere, fortæller Bettina Andreasen.

Stor arbejdsplads
Den 52-årige restauratør har en fortid som indkøber i Matas og Inspiration og har fra barnsben haft en stor interesse for mad og har i flere perioder drevet ”mad ud af huset” hjemmefra, inden hun i 2004 gik all in og etablerede sit eget cateringfirma. Det driver hun sideløbende med restauranten i golfklubben og har faktisk skabt en arbejdsplads med 18 ansatte.

Et modeshow med tøj og smykker fra lokale forretninger samlede 80 kvinder i restauranten – et tydeligt tegn på, at medlemmerne har taget godt imod de nye tiltag.

I løbet af det første år har hun fået udvidet restauranten betragteligt. Et mørkt lokale med gamle golfbilleder på væggene er blevet forandret til en lys, indbydende havestue med lette møbler, som giver det et café-agtigt præg.

På det oplevelsesmæssige menukort står i de kommende måneder bl.a. gin-smagning med den kendte forfatter Iben Diamant, dinnerkoncerter med Sko/Torp og Ida Corr – alle sammen topnavne på den danske underholdningsscene. Men der har også været stegt flæsk ad libitum – en klassiker i danske golfrestauranter.

-Jeg har åbnet restauranten for andre arrangementer og for folk udefra, men det er sket i dyb respekt for golfklubbens medlemmer. De er jo fundamentet her – men jeg vil da gerne rykke ved deres opfattelse af, hvad der kan foregå i en golfrestaurant, lyder det med et smil på læben fra Bettina Andreasen.

Det sociale ansvar
Meget tyder på, at hun har ramt rigtigt – eller i hvert fald er godt på vej. Der er stort set ikke en aften, hvor der ikke på forhånd er booket 50-70 pladser af klubmedlemmerne, efter at de har været ude at spille, og stort set samme antal er der til frokost.

Det er ikke bare i restauranten og over for klubmedlemmerne, Bettina Andreasen gør en forskel. Også i køkkenregionerne er der nye toner. Hun har f. eks. ansat tre syriske flygtninge og medarbejdere med særlige behov til at lave mad, gøre rent, vaske op og hvad der nu ellers er af opgaver.

-Jeg vil gerne påtage mig et socialt ansvar og hjælpe folk på vej. Ud over at det hjælper dem, giver det også mig indhold i tilværelsen at se dem udvikle sig. En af mine tidligere syriske ansatte driver i dag en købmandsbutik for at spare op til sin egen restaurant – så kan man da kun blive glad.

Bettina Andreasen kunne godt drive det endnu videre – hovedet er fyldt med spændende ideer, men der er lavpraktiske forhindringer:

-Det er næsten ikke til at opdrive kvalificerede kokke her i området. Vi kæmper mod Bakken og Tivoli, som tilbyder både bolig og bil oveni lønnen for at få de gode kokke, og vi kan ikke tilbyde samme gastronomiske udfordringer som Noma og de andre Michelin-restauranter. Til gengæld kan jeg love eventuelt interesserede meget frie rammer, hvor man kun får ros, hvis man tør prøve noget nyt – også at udfordre mig, siger Bettina Andreasen.

Søllerød Golfklubs restaurant:
Made by Bettina
Læs mere om de spændende tiltag og få inspiration til din golfklub på http://madebybettina.dk/

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Gå ikke glip af de seneste nyheder fra golfens verden, nye konkurrencer og meget mere - og vi lover at 

Tak for din tilmelding!

X