Af Peter Nielsen
Rømø har rigtig meget at byde på. Ikke mindst en fantastisk golfbane, der er mere end almindelig svær at hamle op med. Golfbanen er en del af Enjoy Resorts, der inviterer på wellness, gastronomi og golf i naturlige smukke omgivelser.
De lokale siger, at det blæser omkring 300 dage om året på Rømø. Øen er da også placeret så langt vest på, man overhovedet kan komme – og garant for voldsomme vinde.
Ecco-tour-feltet fik smagt lidt på blæsten, da det besøgte Rømøs linksbane i starten af maj. Her var der kun var to spillere under par, da scoren blev gjort op, hvoraf den ene var den danske Europatour-spiller Jeff Winther. Når Rømø Golf Links byder op til dans, handler det om at holde på golfhat og briller.
Rømø er en af de danske vadehavsøer og ligger omkring 10 kilometer ude i Nordsøen. Øen er forbundet med fastlandet via vadehavsdæmningen og har siden 2007 været en del af Tønder Kommune. Der er kun omkring 700 indbyggere på øen, men en hel del flere i højsæsonen, når turister fra Danmark, Tyskland og resten af Nordeuropa valfarter hertil.
Her kan de opleve den brede strand, den kendte dragefestival og ikke mindst en spektakulær natur. Omkring 90 procent af øen er ren natur, hvilket da også er helt tydeligt, hvis du besøger Enjoy Resorts Rømø.
Wellness for alle
De mange feriehuse i Enjoy Resorts Rømø er privatejede, men lejes ud til gæster. Mange af disse spiller naturligt nok golf, men resortet har også rigtig mange andet at byde på.
Husene er flot indrettet i to etager og topmoderne stil. Der hører terrasse til alle huse og en balkon på første sal. Her kan man nyde solen stå op, mens du fra nogle af husene kan kigge ud på den smukke golfbane. Det er noget af et syn at stå op til, mens fårene bræger i baggrunden og rådyrene tøffer rundt.
Resortet har en stor og luksuriøs wellness-afdeling, der er placeret i hovedbygningen. Her er der ikke mindre end 2.600 kvadratmeter forkælelse af enhver art. Der bydes på alverdens behandlinger, massage og kropspleje i de dertil indrettede kabiner. Mens det koster penge at modtage den ekstra forkælelse, er det gratis at benytte wellness afdelingen, når først man har købt et ophold på resortet.
Her er der forskellige pools, varmvandbassiner, dampbade og rigtig meget andet i de behagelige og afslappende omgivelser. Mens wellness-afdelinger flere steder er et lukket land for børn, er der på Rømø muligt at tage børn med i begrænsede tidsrum. Det er virkelig en fordel, hvis man er afsted som børnefamilie.
Børnene kan dog opholde sig i den store pool og børnepoolen i hele tidsrummet, men det er fedt for dem at opleve den form for wellness, Rømø Enjoy har at byde på. Og rart at der også er tænkt på de mindste.
Mange muligheder
I det hele taget, er der tænkt på det meste, når man vælger at holde ferie på Rømø Enjoy Resorts. Der er et hav af forskellige muligheder for en god ferie. Bowling, cocktailbar, biograf, spillemaskiner og et stort indendørs legeland. Ligesom der er forskellige muligheder som boldbaner, aktivitetsbaner og legepladser udenfor.
Derudover er der også den mulighed at gå en tur i den flotte natur, Rømø har at byde på. Med til historien hører, at vi ramte nogle af de dage, hvor der var helt vindstille. Ellers kan det ganske givet være en barsk oplevelse, hvorfor aktiviteterne indendørs er at foretrække, eller på golfbanen, hvor man som golfspiller nærmest ønsker at prøve kræfter med blæsten på linksbanen.
Levende gastronomi
Resortets restaurant, Le Gourmand, bestyres af Bjørn Kjær og hans kone, der tidligere har forpagtet restauranten på Royal Oak. Bjørn har derudover erfaring fra blandt andet Mols Kroen, og han er noget af en fortæller.
Det gør det til en behagelig oplevelse at spise på Le Gourmand, hvor det da også summede af liv og glade dage. Maden er pragtfuld til overkommelige priser, og den sidste finish blev klaret ved bordet, hvor Bjørn Kjær flamberede det lækre stykke kød. Der laves blandt andet fredags gourmet og lørdags tapas-buffet med mad af høj kvalitet.
Bjørn Kjær fortæller levende om maden, vinen og råvarerne, hvilket er en stor fornøjelse. En trerettes menu med aperitif og vinmenu koster kun 595 kroner, hvilket kan fås om fredagen.
Der køres med få ting på menukortet til gengæld er det af højeste kvalitet. Og så ved Bjørn Kjær stort set alt om vine og kan komme med anbefalinger til det meste.
Mens middagen nydes, kan man se ud på golfbanen og de udfordringer, der venter der.
Linkspræget golf
Links er den ældste type golfbane og stammer fra Skotland. Linksbanerne ligger ved kystområder blandt sandklitter med få vandhasarder og stort set ingen træer. Linksbanerne genspejler ofte naturen i landskabet, og da linksbanerne opstod, havde man få midler og blev nødt til at bruge naturen og holde omkostningerne til et minimum.
Golfbanen på Rømø har helt sikkert et strejf af links og er ganske enkelt en god oplevelse. Men hvad stort set alle kan skrive under på er, at banen har masser af vandhazarder. Der er vandhazarder på alle huller, hvilket da også er et stort samtaleemne, når man hører røsterne omkring banen. De fleste lo, da vi fortalte, at vi havde taget seks bolde med på runden. Den der ler sidst, ler bedst. Og det gjorde de lokale, for den eneste grund til, at vi havde bolde nok, var fordi vi fandt nogle undervejs i den tykke rough. Ellers var vi løbet tør halvvejs.
Golfbanen er svær, så husk at tage rigeligt med bolde, når du prøver kræfter med Rømø Golf Links.
Smukke golfhuller
Efter først hul tænker man, hvor svært kan det være. Et nemt par 4 hul på 315 meter fra gul tee. Der er vandhazard langs højre, men det burde ikke være et problem. Herefter bliver det dog svært, og man begynder at forstå hvorfor Ecco-tour-scores var i den høje ende. Hul 2 er en vaskeægte perle, men en svær én af slagsen. Flere hasarder og en stor sø til venstre for green.
Søer og hasarder går igen på alle huller. Der skal virkelig spilles med den indvendige side af hovedet, og course management er et must på banen. Når det er første gang, man spiller banen, er det en nødvendighed med en baneguide, ellers er det umuligt at komme rundt.
Det er rigtig svært at se på afstand, hvor brede hazarderne er – og som sagt meget nemt at miste bolde på den konto. På hul 6 slår man ud på banens højeste punkt. Et svært par 4 hul på 400 meter. Der er hasarder i venstre, højre og 255 meter ude. En svær forni, men hvilken oplevelse.
Flot afslutning
Mens forni er en udfordring, er de sidste ni mindst ligeså svære. Sværhedsgraden skal dog skubbes til side, for det handler om at nyde en god golfoplevelse. Og faktisk finder man ud af, at der flere steder kan skæres nogle meter af hullerne, hvis du har en god placeringsevne og ikke er bange for at skære en hasard.
Banen er ganske vist svær, men langt fra umulig. Der var besøg af damerne fra Vejen Golfklub den weekend, hvor vi også gæstede Enjoy Resorts Rømø, og de viste vejen. Ganske vist fra rød-tee, men flere af dem kunne fremvise nogle flotte scores. Fra rød tee undgår man flere af hullerne de værste hasarder, og det er slet ikke nogen dårlig idé, hvis man er nybegynder eller vandskræk – også for den mandlige golfspiller.
Hullerne 16 og 18 er to særdeles smukke golfhuller, hvor afslutningen er iøjefaldende. Greenen på hul 16 er omgivet af en sø og bygget flot op med sten hele vejen rundt. Efter at have forceret en hasard, der går på tværs af banen, står man med et svært indspil, hvor søen truer i højre og bunkers i venstre. Hul 18 er et svært og smukt afslutningshul, hvor man skal over en sø for at komme på green.
Efter den oplevelse fortjener man helt sikkert en rigtig gang wellness, en fantastisk middag og alt det, som Enjoy Resorts Rømø i øvrigt har at byde på. Et helt igennem fantastisk sted, og det er ikke sidste gang, at vi har mistet et hav af bolde på den linksprægede golfbane på den smukke ø.
FAKTABOKS |
Rømø Enjoy Resorts:
Golf-weekendophold: 2 overnatninger, 2 x greenfee, fri adgang til fitness og wellness:Fra 803 kr. pr. person v. 4 personer. Vestergade 31, 6792 Rømø. Tlf:74755655 Mail:info-rr@enjoyresorts.dk Rømø Golf Links: Faciliteter: 18 hullers bane par 72, 6.417 (hvid), 5.835 (gul), 5.423 (blå), 4.916 (rød). Baneartitekt: Michael Traasdahl Møller. 9 hullers pay & play, driving range, putting green, indspilsområde. Greenfee: 450 kr. Kontingent: 4.050 kr.
|