FRANSKE FRISTELSER

FRANSKE FRISTELSER

Af Frits Christensen.

Frankrig og fransk golf er meget mere end den traditionsrige Ryder Cup på Le Golf National i Paris. I denne artikel præsenterer vi også nogle af de muligheder, som danske Ryder Cup-turister og andre golfentusiaster har for selv at spille i Frankrig.

Et prestigearrangement som Ryder Cup-turneringen mellem Europa og USA på Le Golf National-banen syd for Paris vil altid resultere i en positiv afsmitning på resten af Frankrig og fransk golf generelt.

For danske golfentusiaster går turen for det meste til det sydlige Europa med Spanien og Portugal som de foretrukne destinationer, men også Sverige og Tyskland, når det gælder kør selv-golfferier.

Barriere-hotelkæden har golfresorts flere steder i Frankrig. Her er det Barriere-hotellet i Deauville i Normandiet.

I et Ryder Cup-år er det måske tid at bryde med traditioner og søge nye udfordringer i Frankrig, der kun ligger en dags bilkørsel væk til skønne baner i Paris-området, Normandiet og Bretagne. Eller suppleret med en enkelt overnatning, hvis man ønsker sig længere syd på til de kendte vindistrikter Bourgogne og Bordeaux.

Danske bureauer
Af flere danske bureauer, der opererer i det franske, har både Golf Plaisir, green2green og Mulligan Rejser aftaler med Ryder Cup-banen Le Golf National – dog ikke i ugen med den store turnering, der trækker flere hundrede tusinde tilskuere. Også Caddie Golfrejser opererer i Frankrig.

Nordic Golfers, der oprindelig slog sig op på kør selv-ferier til nabolandene Sverige og Tyskland, har nu også indtaget dele af det store franske marked og er i stand til at formidle golfophold på en lang række franske golfresorts. I det følgende vil Golfavisen kort beskrive nogle af de golfresorts, som har aftaler med de danske bureauer.

Juvelen i Paris
Som hjemsted for Ryder Cup-matchen er Le Golf National naturligvis hovedattraktionen i Frankrig for alle golfturister. Initiativet til banen blev taget i 1985, da præsidenten for det franske golfforbund, Claude-Roger Cartier, ønskede et nationalt golfcenter, der kunne være hjemsted for Open de France-turneringen på European Tour.

Opgaven blev lagt i hænderne på arkitekten Hubert Chesneau, der få år tidligere havde designet Saint Quentin en Yvelines-golfbanen. Han allierede sig senere med den amerikanske arkitekt Robert Von Hagge, og sammen udarbejdede de en skitse til to 18 hullersbaner (Albatros og Eagle) med det klare sigte at bygge en såkaldt stadionbane velegnet til mange tilskuere.

Chateau D’Augerville er et af de mange klassiske golfresorts i Frankrig.

Det franske forbund havde selv udpeget placeringen sydvest for Paris på det flade landbrugsareal, der engang hørte under Versailles-slottet og Solkongen Louis XIV. Man ønskede et golfcenter med hotel, træningscenter og hovedkvarter for det franske golfforbund placeret i et område, der dækker tre kommuner. Resultatet blev, at grænsen mellem to af kommunerne går igennem golfcentrets reception!

For at opfylde arkitekternes ønske om en topografi med et stadion-look måtte der importeres oceaner af jord – helt konkret 2,2 mio. kubikmeter – der blev hentet fra byggepladser i den vestlige del af Paris, så man bogstaveligt talt kunne bygge en golfbane med stor variation i topografien.

Efter tre år var man klar til at tage Albatros-banen i brug ved den officielle indvielse 5. oktober 1990, og året efter blev Le Golf National for første gang hjemmebane for Open de France – og har været det lige siden.

Langt de fleste spillere elsker banen, selv om sværhedsgraden er meget høj – især på de sidste fire huller, der på spektakulær vis er omgivet af vand med en masse risk and reward-spil indbygget. Det vil givet skabe ekstra spænding, når det drejer sig om en Ryder Cup-match.

Alsace-vinruten
I hjertet af Alsace-vinruten ved Colmar ligger Ammersshwihr Trois-Épis Golf Resort med en 18 hullersbane i naturskønne omgivelser kendt for at brillere inden for både gastronomi og vin. Alsace-vinruten strækker sig fra Thann i syd til Marlenheim i nord.

Banen blev grundlagt i 1990 som en fysisk krævende og teknisk udfordrende bane i smukke omgivelser med både skov, søer og bjerge. Der er mulighed for overnatning i en af de 72 lejligheder på resortet.

I det nordvestlige hjørne af Frankrig 40 kilometer fra Calais ligger Aa Saint Omer Golf & Hotel med en 18 hullers mesterskabsbane suppleret med en 9 hullersbane. Resortet byder på gourmetoplevelser og spaområde.

Mesterskabsbanen er hvert år vært for en afdeling af den europæiske Challenge Tour. Det er en kuperet park- og skovbane med panoramaudsigt over Aa-dalen.

Bourgogne-distriktet
Er man interesseret i de klassiske vindistrikter kunne Chateau de Chailly Hotel & Golf i Bourgogne-distriktet være et godt bud, placeret som det er i en historisk middelalderborg fra det 16. århundrede. Ejendommen blev renoveret i 1987, mens en 18 hullers golfbane åbnede tre år senere.

Banens design er smukt integreret i et parklignende landskab, og på resortet med 45 værelser indrettet i klassisk fransk stil er der alle muligheder for behagelig afslapning med klassisk fransk gastronomi i restaurant L’Armancon. Der er også fitnesslokale, tennisbaner og helikopterlandingsplads på resortet.

Længere mod nordvest i Bretagne ligger Saint-Malo Golf Resort nord for Ille-et-Vilaine og tæt på byen Saint-Malo. Banen blev åbnet i 1986 og er tegnet af ingen ringere end Hubert Chesneau, der også fik tildelt ansvaret for Le Golf National-banen.

Foruden en 18 hullersbane og en 9 hullersbane består resortet af 30 værelser og restaurant med panoramaudsigt over Mirloup-søen.

Kun et halvt hundrede kilometer fra Orly-lufthavnen og 40 kilometer fra Paris centrum ligger resortet Crécy la Chapelle med både en 18 hullers og en 9 hullers bane. Her har den berømte amerikaner Arnold Palmer tegnet sin eneste bane i hele Frankrig. På resortet er der også 29 lejligheder med tennisbaner og swimmingpool.

Omkring 100 kilometer fra Paris i Loire-dalen ligger Domaine et Golf De Vaugouard i et naturskønt område med en smuk parkbane. Der er også gode overnatningsmuligheder på resortet.

Barriere-hotelkæden
Blandt den franske hotelkæde Barrieres mange besiddelser er Barriere L’Hermitage La Baule i Biscayen, der råder over hele seks golfbaner at vælge imellem. Mest berømt er formentlig Golf de Bretesche anlagt på jordene til slottet af samme navn. Beliggenheden i La Baule er formidabel med udsigt over Biscayen.

Længere nord på i Normandiet ligger samme hotelkædes Le Westminster Le Touquet med firestjernede faciliteter og adgang til de store golfbaner Golf Club d’Hardelot (36 huller), Golf Club Le Touquet (45 huller), Wimeraux Golf og Belle Dune Golf. Fra hotellet med egen beachclub er der kun få minutters gang til stranden.

Lidt længere syd på i Normandiet har Barriere-kæden Hotel du Golf Deauville i byen af samme navn med den lille by Trouville på modsatte side af den lille lystbådehavn. Det smukt beliggende hotel blev oprindeligt bygget til britiske golfturister fra overklassen i forrige århundrede, men blev restaureret for et par år siden.

Deauville med det store kasino er en mondæn by i samme format som Cannes, selv om byens årlige filmfestival med fokus næsten udelukkende på amerikanske film er mindre kendt end Cannes-festivalen. Golfresortet formidler spil på ikke færre end 11 baner i nærheden.

Og selvfølgelig har Barriere-kæden også et golfresort i Cannes ved navn Le Gray d’Albion, der også er firestjernet med en beliggenhed på Croisetten direkte ned til den franske riviera. Den berømte Royal Mougins-bane kan bookes mod betaling af et tillæg.

Danske bureauer med franske baner:

Nordic Golfers:
https://www.nordicgolfers.com/destinationer/frankrig/

Chateau de Chailly Hotel & Golf
Saint-Malo Golf Resort
Ammerschwihr Trois-Épis Golf Resort
Aa Saint Omer Golf & Hotel

Golf Plaisir:
https://wwwgolfplaisir.dk

Le Golf National
Par 71, 6.245 meter (hvid) og 6.649 m. (sort). Par 72, 5.038 m. (rød), 5.246 m. (blå) og 5.854 m. (gul). Designer: Hubert Chesneau og Robert Von Hagge.
Greenfee: 130 euro.

Golf d’Augerville
Golf de Fontainebleau
Golf de Reims
Golf de Crecy
Barriere Hotel du Golf de Deauville
Golf de Saint-Julien
Golf de Saint-Gatien
Golf Saint-Germain

Green2green:
https://www.green2green.dk

Le Golf National
Barriere Hotel du Golf de Deauville
Golf de Saint-Gatien
Golf de Saint-Julien

Mulligan Rejser:
https://www.mulligan.dk

Le Golf National
Barriere Hotel du Golf de Deauville
Domaine et Golf de Vaugouard
Barriere L’Hermitage La Baule
Barriere Le Westminster Le Touguet
Barriere Le Gray d’Albion Cannes

Caddie Golfrejser:
https://www.caddiegolfrejser.dk

Domaine et Golf de Vaugouard
Crecy La Chapelle

Billedetekst: Le Golf National med vandhazarder på de sidste fire huller er den helt rigtige stadionbane til en Ryder Cup-match.

Related posts

X