GOLF I MUSLINGEBYEN

GOLF I MUSLINGEBYEN

Løgstør kaldes også for muslingebyen. Det er på mange måder en interessant by, der både byder på festival, golf og ikke mindst skaldyr. Hele herligheden kan nydes med base fra Park hotellet, som Golfavisen har besøgt.

Hvis du er til lækker mad, glimrende golf og ikke mindst hyggeligt samvær, så er fjordbyen Løgstør i Himmerland et oplagt besøgsmål for dig og dine golfvenner. Men hvis du ikke er til fisk og skaldyr, må du hellere overveje det en ekstra gang, havets frugter fylder nemlig en hel del i bevidstheden, når man kommer til Muslingebyen.

Festival og kulturarv

Hvert år er Løgstør vært for en af Danmarks største og mest velbesøgte muslingefestivaller, hvor folk fra hele landet kommer for at tage del. Det var et rent tilfælde, at Golfavisens udsendte også besøgte byen denne uge i starten af juli, men bestemt et oplevelse af de helt store. Her er der eksempelvis ”spis muslinger aften”, hvor et ton muslinger dampes og man for blot 20 kroner kan spise lige så mange, maven kan rumme.

Området er også tæt knyttet til dansk historie og kulturarv. Kun 20 kilometer syd for Løgstør, finder man byen Ertebølle, hvor fundet af en køkkenmødding, indeholdende især muslingeskaller, har været så vigtig for vores forståelse af stenalderen, at byen har lagt navn til en hel kultur. Det er altså ikke underligt hvis folkene i Løgstør har muslinger på hjernen og i hjertet.

Seaside Course

Hvis man skal til Løgstør, må man ikke snyde sig selv for en runde golf i Løgstør golfklub. Klubben har ud over deres 18-hullers bane også driving range, indspilsanlæg, putting green og en 9-hullers pay and play bane. Der er også mulighed for at afprøve talentet med en runde krolf, da Løgstør Golfklub netop har anlagt en 12 hullers krolf bane, som man kan prøve kræfter med.

Vi holdt dog fokus på klubbens 18-hullers golfbane, der er beliggende med en helt igennem fantastisk udsigt over Limfjorden. Uanset hvilket hul der spilles har man en mageløs udsigt, især på hul 2, hvor man får det første panoramiske blik ud over fjorden.

Banerekorden

Banen er dog mere end bare smukke landskaber, det er også en bane, der kræver noget af spilleren, med sin placering ud til vandet er blæsten en evig fjende, hvor også de velplacerede vandhasarder kan koste bolde.

Banen er både sjov og finurlig at spille. Der er rigtig mange spændende huller, hvor der handler om at placere bolden rigtigt for at have den bedste vinkel ind til green.

Med sine 5688 meter fra gul tee lyder længden på ingen måder skræmmende. Men med vinden i spil kan banen i Løgstør være en udfordrende oplevelse. Banen har nogle korte par 5 huller, hvor en god score bestemt er en mulighed på de mere vindstille dage. Derimod er det ganske givet svært at komme rundt når blæsten er i spil. Og det er den ret ofte ifølge de lokale.

Den 11. juni 2009 må have været en af de mere vindstille dage. Så langt skal vi nemlig tilbage for at finde banerekorden. Den deles af de professionelle golfspillere Knud Storgaard og Peter Ankersø. Denne dag kom de begge rundt i forrygende 61. slag, som er 11 under banens par. Ganske vist spillede de fra gul tee. Thomas Nørret har rekorden med 63 slag fra hvid.

Indbydende parkhotel

Hvis du har tid til et længere ophold, finder du Løgstør Parkhotel en kort gåtur fra banen. Hotellet har forskellige golfpakker og greenaftaler med banerne i Løgstør, Sebber Kloster og Aars.

Udover at have en spændende wellness afdeling skiller Løgstør Parkhotel sig særligt ud på to områder – restauranten og pubben.

I restauranten på Løgstør Parkhotel kan man både få a la carte og buffet, buffeten skifter således at der i hverdagene findes både varme og kolde retter og om lørdagen desuden er carvery. Men den første weekend i hver måned, stiller restauranten an med fiskebuffet der med sin kvalitet og sit udvalg, er i stand til at tiltrække folk fra et større opland. Det er ganske enkelt en gastronomisk oplevelse af de helt store.

The Foxy pub

Når aftensmaden er veloverstået kan man enten gå en aftentur i det spændende område, besøge byen som er et par kilometers gang fra hotellet eller lægge vejen forbi hotellets pub.  Løgstør Parkhotel har nemlig sin helt egen pub ,The Foxy Pub. Pubben er indrettet efter engelsk stil med tunge mørke møbler og ikke så lidt hygge. Udvalget i pubben dækker ikke kun øl men også drinks er på menuen, drinkskortet er ikke omfangsrigt i sig selv, men gennem en blanding af mange flasker i baren og personalets opfindsomhed, er der ikke mange grænser for hvad man kan få serveret.

Hvis man har brug for at bløde op, når man kommer tilbage fra golfbanen, eller måske dagen efter en tur på The Foxy Pub, har man muligheden for at komme en tur i hotellets spa og wellnessafdeling. Her har man ud over pool og boblebad også mulighed for at få en lang række behandlinger.

Alt i alt er der potentiale for en hyggelig weekend i Løgstør, uanset om man er en dame eller herreklub, gode venner eller et ægtepar, der har lyst til at komme på golftur.

FAKTABOKS
Løgstør Parkhotel:

Golfophold: overnatninger i delt dobbeltværelse, morgenmad, 3-retters menu eller buffet, gratis adgang til spa og wellness, 200,- for greenfee til 3 forskellige baner: Fra 699,-  pr. person. (799,- om lørdagen)

Toftebjerg Allé, 9670 Løgstør

Tlf: 98674000

Mail: info@logstorparkhotel.dk

Løgstør Golfklub:

Faciliteter: 18 hullers seasidebane par 72, 6.268 (hvid), 5.688 (gul), 4.827 (rød). 9 hullers pay & play, driving range, putting green, indspilsområde. 12 hullers Krolf bane.

Mulighed for camping med tilslutning til el og toiletfaciliteter hele døgnet.

Greenfee: Normalprisen er 450 kr. men der findes dog flere rabatordninger, hvor man kan opnå op til 50% rabat.

Se mere på http://www.logstorgolfklub.dk/

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *