Primo Tours
header abonnemnt teaser
HOLE IN ONE AF KJELDSEN

HOLE IN ONE AF KJELDSEN

Af Kim Henningsen.

Selv om Søren Kjeldsen kæmper med det yderste af neglene for at komme i top 100 på årets Race to Dubai, har han overskud til at stille op, når det gælder velgørende formål.

Således var den danske Europa Tour-stjerne mandag med ved den eftertragtede Charity Golf Cup på hans hjemmebane, The Scandinavian i Nordsjælland, hvor der indsamles penge til fordel for Ronald McDonald Hus ved Rigshospitalet.

For nogle af deltagerne blev det en helt speciel oplevelse at møde den altid sympatiske Søren Kjeldsen, og de kan i hvert fald skrive under på, at træfsikkerheden intet fejler før denne uges Nordea Masters ved Göteborg: I konkurrencen ”Beat the pro” lavede Kjeldsen nemlig hole in one fra 118 meter på hul 9 på New Course.

Ud over Søren Kjeldsen deltog flere andre golfstjerner i det udsolgte arrangement: Benjamin Poke, Jacob Pingel Lauridsen, Jeff Winther, Joachim B. Hansen, Mads Vibe-Hastrup, Nicolai Tinning og Victor Østerby var alle til stede på The Scandinavian og sammen med klubbens ansatte med til at støtte det velgørende arrangement.

-Det er virkelig rørende, at både Søren Kjeldsen og alle de unge, dygtige spillere igen møder op og hjælper os med at hjælpe. Ronald McDonald Hus modtager ikke offentlig støtte, så vi er helt afhængige af støtte udefra, siger Lene Høffner, fundraiser og eventmager for Ronald McDonald BørneFond.

Hvert år bor ca. 100 familier i Ronald McDonald Hus ved Rigshospitalet, som er et hjem uden for hjemmet, hvor familier med alvorligt syge børn indlagt på Rigshospitalet kan bo og være i nærheden af deres kære.

Relaterede artikler

X
---------------------------------------------------------------------------------------------- Tracking Code: Standard (Asynchronous) "Retargeting" ----------------------------------------------------------------------------------------------