HUSK SØSYGETABLETTER
Photo Credit To Poul Møller

HUSK SØSYGETABLETTER

Af Kim Henningsen

Har man tendens til søsyge, er det en god idé at medbringe søsygetabletter, hvis man vil spille Holbæk Golfklubs forrygende og smukke bane.

Dette er en tilståelsessag: Jeg har spillet golf i næsten 40 år, har i alle årene været bosat øst for Storebælt – og har aldrig tidligere spillet Holbæk.

Efter at den venlige redaktør sendte mig på banebesøg i det vestsjællandske står det mig krystalklart: Det er en åbenlys fejl! Bum!

Der er absolut ingen undskyldninger for ikke at have været på besøg før, for Holbæk Golfklub har rundet de 50 år og har så lavt et DGU-nummer som 13, efter at en flok driftige, lokale forretningsfolk etablerede klubben i midt-60’erne, formentlig inspireret af banen på Fanø, som de besøgte om sommeren.

Derfor giver det også god mening, at banen er omkranset af vand. Ikke en seasidebane med masser af lyng og marehalm som på Fanø, men det lugter jo altid lidt af fisk, når man er så tæt på vandet.

Reelt to baner

Holbæk Golfklub er faktisk to baner: Èn i forholds vindstille og en helt, helt anden, når vinden blæser, som den normalt gør i Danmark. Så må den være et sandt monster!

Når jeg skriver ”må den være,” er det fordi, avisens udsendte besøgte banen på en af de få vindstille solskinsdage i den tidlige sommer og slap derfra med en relativ pæn score. Men havde det blæst bare seks-syv m/s, erkender jeg blankt, at scoren ville have været væsentlig ringere.

Uanset vind og vejr venter der greenfeespillere en åben bane med smalle fairways og rigeligt med bunkers – og enkelte teesteder på pontoner ude i vandet. De ni ældste huller er designet af salig Frederik Dreyer, mens Jan Sederholm står bag de ni nyeste. Selv om de to har/havde hver deres stil, er det faktisk en bane i smuk harmoni, og man skal virkelig være golfnørd for at se en åbenlys forskel.

Holbæk er en forholdsvis kort bane, bare 5.315 meter fra gul og 4.607 fra rød, med de længste huller på for-9 – perfekt for os midaldrende mellemhandicappere, så vi kan slå igennem, mens vi stadig har kræfterne i behold. Derimod kræver bag-9 langt mere omtanke og præcision.

Åbningshullet er perfekt – masser af plads på det 360 meter lange par 4-hul, men allerede i indspillet får man en fornemmelse af, hvad der venter: Greenen er omkranset af tre bunkere, og det er mere reglen end undtagelsen i Holbæk.

Også på næste hul er der plads til at slå igennem – 466 par 5 dogleg-venstre med en drilsk green. På banens første par 3-hul skal et større våben også frem for de fleste mellemhandicappere: 174 meter med to bunkere foran og out of bounds, hvis man slår for langt. Værsgo og spis! Fjerde hul er et typisk transporthul, 375 meter par 4, og så er man klar til den første gang ”waaauuuuuw”: Et kort par 3-hul – men det er udsigten, der tager pusten fra én: Vue ud over Isefjordens smulte vande og Holbæk Marina på venstre side. Ikke at vandet på nogen måde er i spil, men skønhed kan også være overvældende.

Huller med havudsigt

Hvis man ikke er i stand til at nyde havudsigten på de resterende 12 huller, er man et skarn – også selv om vinden skulle komme pivende ind fra vest og gøre spillet noget sværere.

De to næste huller er klassiske golfhuller: Par 5 på 444 meter med en meget smal fairway og en afslutning, der gør det umuligt at spille efter mottoet ”den skal trilles ind,” for greenen er totalt omringet af bunkere, efterfulgt af et par 3-hul på blot 122 meter med en lille sø foran.

Herefter er vi på vej ud på de vilde vover med Isefjordens blå bølger enten direkte i spil eller meget, meget tæt på. Hul 8 er efter min mening banens mest udfordrende: Blot 336 meter par 4, men dogleg 90 grader venstre 150-170 meter ude – med mindre man som eliten vælger at skære ind over de høje træer og går direkte efter den smalle green ude på en tange omgivet af vand og røde pæle på to sider. Slipper man godt fra det hul, kan man passende bruge selvtilliden på hul 9 – efter at man har pustet ud efter gåturen over den ca. 400 meter lange dæmning (hvilken anden golfklub i Danmark har i øvrigt sin egen, private dæmning?)

Hul 9 er et monster på 488 meter med gult teested på en betonplatform ude i Isefjorden. Og ja, der skal slås fra måtte, men jeg har sjældent set så fremragende måtter som på dette og to andre lignende teesteder i Holbæk. Tee’en kan uden problemer presses ned lige i den højde, der nu måtte passe, og med drivet er vi nu ude på den ø, Kirsebærholmen, der lagde jord til de første ni huller. Måske ligger nogle af hullerne lige lovligt tæt på hinanden (teesteder /greens), men så gælder det bare om at være høflig og tage hensyn – selv om almindelig pli mange andre steder tilsyneladende er ved at gå af mode.

Det skal opleves

Det kan lyde lidt ynkeligt fra en udsendt reporter, men de sidste ni huller kan ikke beskrives, så det yder banen fuld retfærdighed – de skal opleves. Jeg var flere gange ved at tabe både næse og mund over den forrygende natur, og hvordan det er lykkedes Frederik Dreyer at få hullerne til at byde på den ene udfordring efter den anden uden at flytte rundt på flere hundrede tons jord, som det sker på de fleste nyanlagte baner.

Hele tiden vand (Isefjorden) på mindst én side og på flere huller direkte i spil – uden at man dog skal helt ud til Orø-færgen, som med jævne mellemrum sejler forbi øen kun et godt drive fra kysten.

Vandet er især i spil på hul 11, hvor man skal over Isefjorden det meste af strækningen fra teestedet frem til greenen på det 166 meter lange par 3-hul. ”Det er banens signaturhul,” lød det fra de lokale spillere.

For min skyld kan de vælge alle ude på øen som signaturhul, men tvinger de mig til at vælge ét, må det ubetinget blive afslutningshullet. Hul 18 er bare 272 meter langt fra gul tee, men man skal både vælge det rigtige våben og den rigtige linje til at skære Isefjordens blå bølger – ellers ender man enten i fjorden eller i en af de to søer op langs højre side og foran greenen. Jeg gik derfra med en streg, men jeg vender meget gerne tilbage til Holbæk bare for at spille dét hul igen.

Tinning-dynastiet

Når jeg vender tilbage, er jeg måske så heldig, at jeg løber ind i Svend Tinning. Tinning-dynastiets overhoved er nemlig netop vendt tilbage til Holbæk, som han satte på Danmarks-kortet sammen med ikke mindst sønnen Steen – et af Holbæks største sportsnavne gennem tiderne på niveau med den tidligere fodboldlandsholdsspiller Jørgen Jørgensen.

Møder jeg ikke Tinning senior, træffer jeg nok et af klubbens nye medlemmer. Holbæk er nemlig en af de få golfklubber i landet, der kan prale af nettofremgang i medlemstallet. Hvorfor kan formand Erik Olesen ikke give nogen entydig forklaring på.

-Vi er godt nok byens klub og mærker en kæmpe opbakning, men det kan ikke alene være svaret. Måske har det også betydning, at vi har en meget golfinteresseret skolelærer i byen, og han hiver hvert år fem-seks skoleklasser ud for at prøve golfspillet, siger Erik Olesen.

Han er formand for en medlemsejet klub med en sund økonomi, selv om kontingentet på 5.900 kr. om året er væsentligt lavere end i f.eks. hovedstadsområdet.

Banen holdes i perfekt og ensartet stand af en greenkeeperstab på kun fire mand, og lidt over 100 medlemmer er frivillige i en eller anden form, hvilket også er med til at holde udgifterne nede.

Og lad mig slutte med en kommentar til overskriften: Nej, naturligvis bliver du ikke søsyg af at spille banen, så du må under ingen omstændigheder snyde dig selv for en unik oplevelse i Holbæk Golfklub!

FAKTABOKS
Holbæk Golfklub:

Dragerupvej 50, 4300 Holbæk.

Tlf: 59 43 45 79.

E-mail: info@holbakgolfklub.dk

Hjemmeside: www.holbakgolfklub.dk

Faciliteter:

18 hullersbane:  Gul tee: 5.315 meter, rød tee: 4.607 meter og grøn tee: 4.083 meter. Banearkitekt: Frederik Dreyer (1964) og Jan Cederholm (1994). Klubhus, restaurant, driving range, puttinggreen.

Kontingent: 5.900 kr. Indskud: 5.000 kr.

Greenfee: 300 kr. (hverdage) og 350 kr. (weekend/helligdage)

 

 

 

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *