”JEG SPILLEDE BEDST, DA JEG VAR PÅ KEMO”

”JEG SPILLEDE BEDST, DA JEG VAR PÅ KEMO”

Af Kim. Henningsen.

Lis Holm fra Silkeborg er en af de kvinder, for hvem Pink Cup ikke bare er en golfturnering.

For langt hovedparten af deltagerne i Pink Cup er den landsdækkende turnering ”bare” en mulighed for at spille en runde golf i godt selskab, måske vinde en præmie og samtidig være med til at støtte et godt formål.

– Læs mere: Orgie i lyserødt

Men for en som 52-årige Lis Holm fra Silkeborg er Pink Cup også en påmindelse om det, der ramte hende en dag i maj 2012: Hun fik konstateret kræft i det ene bryst. Men det er også en påmindelse om, hvor meget golfsporten har hjulpet hende gennem den svære periode på næsten et år, inden hun var tilbage i nogenlunde den tidligere fysiske form.

En golfkasket er jo en fin måde delvist at skjule, at de fleste taber håret under kemo-behandling, men Lis Holm har hele tiden været totalt åben omkring sin sygdom og behandlingen af den.

-Knuden i brystet kunne heldigvis fjernes ved en operation, men jeg var gennem både strålebehandling og kemo for at være sikker på, at kræftcellerne ikke spredte sig til lymfekirtlerne. Især kemo-behandlingen var hård, jeg troede den ville slå mig ihjel og måtte stoppe efter fire af de planlagte seks behandlinger, fortæller Lis Holm.

Det kan lyde helt selvmodsigende, men Lis Holm kan i dag – hvor hun er helt helbredt – med et smil huske, hvordan hun blomstrede op på golfbanen:

Rigtig rigtig skidt
-De første dage efter en kemo-behandling havde jeg det rigtig, rigtig skidt, men så kom der nogle dage, hvor jeg ”kun” havde det skidt. Jeg besluttede, at den sygdom ikke skulle ødelægge min livskvalitet, så jeg tog på golfbanen. Jeg kunne dårligt kæmpe mig rundt på banen, men det lykkedes mig at spille en god gang golf. En af dagene scorede jeg 39 point og vandt over min svoger, som galgenhumoristisk efter runden sagde ”Prøv med noget kemo, hvis du ikke spiller godt”, erindrer Lis Holm i dag og slår en stor latter op.

Især omkring det sociale liv på og omkring golfbanen i Silkeborg Ry havde tiden som kræftsyg stor betydning for Lis Holm.

-Jeg er typen, som får det lidt bedre, hvis jeg har nogle at læsse mine bekymringer og dystre tanker af på. Her var mine golfveninder fantastiske til at lytte, trøste og komme med opmuntringer. Golfbanen var simpelt hen mit fristed – her var jeg tryg og i godt selskab, hvis jeg da ikke bare spillede alene og nød naturen som en form for terapi, siger Lis Holm.

Hun begyndte at spille golf i 2009. Inden da løb hun meget, lige som hun spillede squash, men da hendes mand begyndte at spille i 2008 og efter hver dag på golfbanen fortalte i timevis om sine oplevelser lod hun sig lokke med – og blev grebet af det fra første sekund. Nu er hun på golfbanen et par gange om ugen og spiller i handicap 14.

Men hun bruger også meget tid på Pink Cup, hvor hun er en af syv kvinder i Silkeborg Ry Golfklubs Pink Cup-udvalg. Her har man på få år forøget overskuddet fra 30.000 kr. til ikke mindre end 117.000 kr. i år, så Lis Holm sparrer også meget med Kræftens Bekæmpelse for at få ideerne fra Silkeborg spredt ud til resten af landet til gavn for forskning i brystkræft og patientstøtte til de kvinder, der desværre bliver ramt af sygdommen.

Gør en forskel
-Jeg ved, at pengene fra Pink Cup er med til at gøre en stor forskel. Kvinder, der i dag rammes af brystkræft, får en anden behandling, end jeg gjorde i 2012, fordi forskningsindsatsen har udmøntet sig i bedre behandlingsformer, så jeg er glad for gennem Pink Cup at yde mit lille bidrag til et bedre liv for brystkræftramte, siger Lis Holm.

Hun har et godt råd til golfspillende kvinder – og mænd for den sags skyld – der rammes af kræft:

-Fortsæt med at spille golf, hvis du overhovedet kan og brug det netværk, du har i klubben, til at lytte, støtte, trøste og opmuntre i en svær situation. Det er guld værd.

Som en lille bonusinfo: Da Lis Holm i 2014 lavede hole in one, var det – naturligvis – med en bold med Kræftens Bekæmpelses logo på. Symbolikken er til at få øje på.

Billede: Lis Holm er i dag helbredt for den brystkræft, der ramte hende i maj 2012, og hun kan nu igen i fulde drag nyde golfrunderne i Silkeborg Ry Golfklub. Her er hun også en af syv kvinder bag den lokale Pink Cup, som i år genererede et overskud på ikke mindre end 117.000 kr.

Related posts

X