JESPER BLIVER TOPCHEF I USA

JESPER BLIVER TOPCHEF I USA

Af Jens Christensen.

Thomas Bjørns gamle ven, Jesper Thuen, flytter fra Singapore til Boston og skal lede Ecco’s amerikanske golfskomarked.

For et golftalent på linie med Thomas Bjørn, da de var jævnaldrende i junior- og ungdomstiden, Jesper Thuen, har karrieren også udviklet sig til et eventyr – udenfor golfbanen. Han er netop internt headhuntet i Ecco-koncernen til stillingen som Head of Golf i USA – verdens største golfskomarked med halvdelen af alle verdens golfspillere og med udsigt til at blive Head of Global Golf i Ecco om tre år, når den nuværende globale chef, Michael Waack, går på pension.

Den 1. oktober forlader 47-årige Jesper Thuen sin nuværende stilling som Head of Golf Asia, en post, han med stor succes har bestredet i to et halvt år med base i Singapore. Herfra har han ledet og udviklet markederne i Asien, Australien og New Zealand.

Jesper Thuen og Thomas Bjørn var pot og pande i junior- og ungdomstiden. Under Made In Denmark i Silkeborg mødtes de to gamle venner (Foto: Per Pedersen).

– Vi har haft pænt fremgang på vores gamle markeder i Østen, men vi er heldigvis også kommet ind på nye markeder som f.eks. Sydkorea, Indien og Pakistan, fortalte Jesper Thuen, da han var på dansk grund under European Tour-turneringen Made In Denmark i Silkeborg og naturligvis mødte sin gamle ven og landsholdsmakker fra amatørtiden, Thomas Bjørn – én af Ecco’s 10 kontraktsponserede professionelle topspillerer. Det er faktisk Jesper Thuen, der tegner disse kontakter, og som world wide ofte spiller pro-am med disse stjerner inden store turneringer. Det gør han fra handicap 0,4 – hvilket som regel vil sige fra scratch (handicap 0).

Større konkurrence
Jesper Thuen glæder sig meget til udfordringen i USA, hvor han bosætter sig i det nordlige Boston – halvanden times kørsel syd for Eccos amerikanske hovedsæde i Londonderry i staten New Hampshire.

– Jeg bliver ansvarlig for både salg, marketing og kollektion i USA, en spændende og udfordrende opgave, fordi der er både flere og større konkurrenter indenfor golfsko på det amerikanske marked end på det asiatiske marked, lød det fra Jesper Thuen under Made In Denmark, hvor han naturligvis spillede med på et Ecco-hold i pro-am’en om onsdagen inden turneringen. Her van han dog ikke helt tilfreds med sit spil, fordi han på grund af det kommende job i og flytning til USA i længere tid ikke havde trænet dagligt. Det gjorde han i én til ham specielt indrettet træningshal i Eccos danske hovedsæde i Tønder, mens hans arbejdede dér som event- og sponsormanager i golfdivisionen, ligesom han har slået træningsbolde så tit som muligt i Singapore-tiden – på driving rangen i den berømte og eksklusive Sentosa Golf Club på Sentosa Island.

Bjørn i nyeste sko
– Men selvom jeg flytter til USA, kommer jeg fremover jævnligt til Danmark, fordi jeg i kraft af mine mange års erfaring med Eccos golfsko skal være med til at produktudvikle skoene yderligere, forklarede Jesper Thuen, inden han gik ud og kiggede på, hvordan hans gamle ven og spillekammerat, Thomas Bjørn, klarede sig i Made In Denmark.

Bortset fra sidste runde (75 slag) gik det overraskende godt for Thomas Bjørn – i den nyeste Ecco-golfsko, Biom Hybrid 3 – selvom han ikke var i topform på grund af sine travle forberedelser til hvervet som europæisk Ryder Cup-kaptajn mod USA sidst i denne måned i Paris.

Blandt andre stjerner end Thomas Bjørn, der har skrevet sponsorkontakt med Ecco – eller rettere Jesper Thuen – kan nævnes Fred Couples, Ernie Els, Vijay Singh, Stuart Appleby, Graeme McDowell, Lydia Ko,  Pernilla Lindberg og Caroline Masson.

To forsøg uden held
To gange har Jesper Thuen forsøgt sig som professionel golfspiller. Først gang var i 1990’erne, hvor han i fire år spillede med på Challenge Tour – i to af årene med Thomas Bjørn som fast rejsekammerat. I 1997 opgav han, fordi hans korte spil aldrig nåede Thomas Bjørn-højde.

Efter 16 års pause prøvede han igen, da han stillede op på Ecco Tour 2013 på fuld tid – med Ecco som sponsor i tre år. Dét forsøg måtte han desværre forholdsvis hurtigt opgive, da den intensiverede daglige træning gav ham rygproblemer.

Anderledes held har Jesper Thuen til gengæld haft med sin karriere udenfor golfbanen.

Billedetekst: Jesper Thuen viser, forståeligvis med stolthed, en Ecco-golfsko med Ryder Cup-kaptajn Thomas Bjørns autograf (Foto: Per Pedersen).

Relaterede artikler

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

X