KAN SPIETH GENFINDE FORMEN?

KAN SPIETH GENFINDE FORMEN?

Jordan Spieth er droppet ned som nummer syv på verdensranglisten, og virker lige nu langt fra tidligere tiders styrke. I denne uge skal han forsøge at genvinde Dean & Deluca Invitational.

Et herligt blandet felt med masser af kvalitet, verdensstjerner og en MEGET langtslående herre er til start i denne uge på fantastiske Colonial Country Club, som C More Golf transmitterer fra.

Dean & Deluca Invitational fungerer, som navnet antyder, som en af de seks årlige invitationsturneringer på PGA Touren. Traditionen tro spilles turneringen på Colonial, som er en af de helt gamle baner med masser af historie.

Specielt golflegenden Ben Hogan vil altid blive husket på netop Colonial. Hogan er født og opvokset i Fort Worth området, hvor banen ligger, og vandt på Colonial hele fem gange i karrieren ud af sine i alt 64 sejre på PGA Touren.

Invitationsformatet har blandt andet givet plads til canadiske Jamie Sadlowski, som indtil august 2016 havde longdriving som levevej. Tidligere vindere af Dean & Deluca Invitational har mulighed for at stemme nogle få spillere ind i turneringen, og af den vej blev den 29-årige canadier tildelt en plads i feltet.
Longdrivingen blev ikke opgivet i mangel på evner, Sadlowski blev verdensmester i disciplinen i både 2008 og 2009.
Så hvor man er vant til at Dustin Johnson, Bubba Watson og Rory Mcilroy blandt de længstslående på touren, så bringer Sadlowski i denne uge lange drives op på et helt nyt niveau.
Drives over 400 yards (364 meter) er hverdag, og når han vælger 2-jernet fra tee, ender det typisk omkring 300 (273 meter) yards, et godt stykke over driving distance gennemsnittet på PGA Touren.
Det bliver Sadlowskis første officielle PGA Tour start. Det bliver spændende at se, om canadieren formår at udnytte den vanvittige længde til egen fordel.

Et flot felt med masser af kvalitet er til start på Colonial. Jordan Spieth skal forsøge at genvinde titlen fra sidste år, hvor han via et især imponerende kort spil, tog sejren med tre slag ned til nummer to.
Det var Spieths første sejr i hjemstaten Texas. Spillet har dog haltet lidt på det seneste. Blandt andet med et skuffende mistet cut i sidste uges AT&T Byron Nelson. Spieth sætter med sikkerhed alle sejl ind på at få vendt skuden i denne uge.
Sidste uges vinder og tidligere Fedex Cup mester Billy Horschel, er også med på Colonial. Det var Horschels første sejr siden Tour Championship i 2014, hvor han ved samme lejlighed sikrede sig den samlede Fedex Cup.
Velkendte navne som Sergio Garcia, Phil Mickelson og kometen Jon Rahm er også med, når det går løs torsdag.

Tre mulige vindere:

Jon Rahm: (verdensranglisteplacering 12)
Den unge spanier havde sin første rigtige nedtur som professionel i The Players Championship, hvor han lå fint med i toppen efter to runder. Men 82 slag lørdag sendte ham uden for det andet cut, som træder i kraft, når for mange spillere klarer to-runders cuttet. Rahm måtte rejse hjem fra Sawgrass uden at spille søndagsrunden, men har helt sikkert lært meget af oplevelsen, og uanset talentets størrelse bliver det ikke den sidste nedtur i karrieren.
Udover den ene ridse i lakken har der dog ikke været nogen tegn på, at Rahm ikke fortsætter med at lege med i toppen af stort set alle turneringer fremover. Sawgrass var muligvis mere et resultat af hans unge spanske temperament på en bane, som ikke tillader at man mister hovedet.
Rahm har holdt en uge fri, og er med stor sandsynlighed helt klar på igen at bevise sig i denne uge.

Jordan Spieth: (verdensranglisteplacering 7)
Den stadigt unge texaner har ikke haft medvind på det seneste. Tre mistede cuts i de seneste fire turneringer er ikke hverdagskost for Spieth. En bane hvor han tidligere har vundet, hvor minderne er gode, og hvor tilskuerne kommer til at bære ham igennem kunne godt være det, han har brug for lige nu.
Det betyder meget for Spieth at gøre det godt i hjemstaten Texas, og når nu sidste uges AT&T Byron Nelson endte med et mistet cut, vil han om muligt gøre endnu mere for at give tilskuerne noget at klappe af.

Ryan Palmer (verdensranglisteplacering 89)
Ryan Palmer har Colonial Country Club som hjemmebane, og det afspejler sig i den grad i resultaterne de seneste år i turneringen. Tre top fem placeringer ud af de sidste fem forsøg er bevis på at Palmer i den grad føler sig hjemme på banen.
Sidste år blev finalerunden spillet med Jordan Spieth, og var ved den lejlighed vidne til puts der blev hældt i fra alle tænkelige steder, og samtidig satte en stopper for Palmers egne drømme om at vinde turneringen. Det blev dog i sidste ende til en yderst godkendt delt tredjeplads. Ryan Palmer har helt sikkert sat næsen op efter revanche i år.

C More Golf viser live alle fire dage fra Dean & Deluca Invitational. Jesper Knudsen er med ved mikrofonen alle fire dage.

Sendetider:

Featured Groups Aftensendinglive
Torsdag 14.00 – 01.00 22.00 – 01.00
Fredag 14.00 – 01.00 22.00 – 01.00
Lørdag 19.00 – 00.00
Søndag 19.00 – 00.00

Related posts

X