KUN BJERREGAARD OG BJØRN MED I NEDBANK GOLF CHALLENGE

KUN BJERREGAARD OG BJØRN MED I NEDBANK GOLF CHALLENGE

Af Mogens Nielsen

Søren Kjeldsen havde meget gerne været med i Sun City, men som tilmeldingerne kom ind, var Søren ikke blandt de 72, der efter Race to Dubai rækkefølgen var plads til. Rory McIlroy bliver feltets højest rankede spiller, da Rose og andre store navne sidder over.

Nedbank Golf Challenge hosted by Gary Player, spilles i Sun City, Sydafrika på Gary Player CC og er sidste udkald inden sæsonfinalen i Dubai.

Præmiesummen er løftet en halv million dollars i forhold til sidste uge i Tyrkiet og er dermed på 7,5 millioner dollars til fordeling til feltets kun 72 spillere. Ingen af de syv højest placerede spillere på Race to Dubai er til start, hvilket man måske kan undre sig lidt over her, hvor årets pengeliste skal afgøres.

Rory McIlroy er nummer otte på listen og som verdens nummer seks er han i begge henseender feltets højest rankede spiller og derfor også blandt de største favoritter. I øvrigt sammen med Lucas Bjerregaard, Sergio Garcia og Li fra Kina.

Mens Lucas for alvor er kommet ind i varmen på European Tour, er Thomas Bjørn med som feltets lavest rangerende, verdens nummer 929 og ranglistens nummer 179. Bjørn er med som inviteret og hans præmiecheck tæller derfor ikke til Race to Dubai – nøjagtig som i sidste uge, hvor Bjørn tjente små 13.000 euro. Sammen med Bjørn er også de store sydafrikanske navne Oosthuizen og Schwartzel inviteret.

Læs også: Lucas nomineret som månedens golfer på European Tour

Thomas Bjørn vandt turneringen i Sun City tilbage i 2014, hvor turneringen havde en anden betydning og hvor kun de allerbedste fra ranglisterne kom ind i et felt på bare 30 spillere. Dengang lød checken på lige under 800.000 euro. I år er den som en del af Rolex Series langt større.

Tidsforskellen til Sydafrika er en time. Omregnet til dansk tid går Thomas Bjørn torsdag ud klokken 09:18 sammen med Pulkkanen fra Finland og Andrew Johnston fra England. Lucas følger kort efter klokken 09:40 i selskab med Brandon Stone fra hjemlandet og Ryan Fox fra New Zealand.

Når Race to Dubai søndag ajourføres, vil de 60 bedste på listen være kvalificerede til Sæsonfinalen. Der fyldes dog op nedefter ved afbud, sådan af feltet bliver på 60 mand.

Turneringen transmitteres på Viasat Golf torsdag fra klokken 09:00 til 15:00 og på nettet kan den følges via dette link

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

X