Længe siden :)

Længe siden :)

Nyt fra Andreas Hartø
Foto Kevin Lamarque
 
Det er ved at være lidt tid siden, jeg har skrevet på min blog. Årsagen findes nok i, at der ikke rigtig har været noget at skrive om. Det er ikke voldsomt spændende at skrive det samme hver gang, og sådan har det desværre været lidt på det seneste. Der har ikke været mange prangende ting at berette om, men det ændres forhåbentlig snart 🙂

Nu er jeg så ankommet til Tjekkiet efter et par uger i Danmark, der var forholdsvis travle, men absolut dejlige. Når det dejlige danske sommervejr ellers tillod det fik jeg trænet godt igennem. Jeg prøver at finde tilbage til sidste års fornemmelse med svinget. Det betyder, at jeg svinger køllen lidt kortere tilbage og drejer kroppen igennem, hvilket gerne skulle resultere i en lille fade. Det fungerede ikke fantastisk godt på banen i dag, men efter runden synes jeg, at jeg fandt en rigtig god fornemmelse, så det skal prøves igen i morgen 🙂

Banen vi skal spille på hernede led noget i dag. Fra kl. 18 i går og lige til i morges stod det ned i stænger over Ostrava, og vi snakker altså Danmark regn, så der manglede ikke vand på banen i dag. Udover altså at være noget våd i det, så synes jeg det er en rigtig fin bane. Der er nogle huller med enorme højdeforskelle, der godt kan give anledning til lidt sved på panden, men derudover er den ret ligetil. Nogle af greens er meget kuperede og det blandet med lynhurtige greens, kan give nogle spændende returputts i ny og næ. Kan man sørge for at ligge under hullet når man putter for birdie er man godt stillet! 🙂

Vi går ind i en ret vigtig del af sæsonen nu, men jeg vælger ikke at kigge så meget på resultater og ranglister. Det allervigtigste for mig er at nyde og lære af de sidste turneringer jeg spiller. Hele året i år har været en KÆMPE øjenåbner for mig og det bliver de sidste måneder også, ligemeget om jeg spiller godt eller skidt.

Jeg ser frem til torsdag hvor jeg kl. 8.50 slår ud fra 10. tee!

Golfhilsner
Andreas

Related posts

X