LEGENDE I EGEN KATEGORI

LEGENDE I EGEN KATEGORI

Af Henrik Knudsen (kommentator Viasat Golf).

Hans far kaldte ham ’Den udvalgte’ (The Chosen One). Tiger Woods var den første med afro-amerikansk baggrund og samtidig den yngste i historien, der har vundet en major. Efter skandalerne i privatlivet og flere rygoperationer er legenden på vej tilbage på golfbanen – og stiller op i dette års US Open, som han vandt for præcis 10 år siden.

Hans far kaldte ham ’Den udvalgte’ (The Chosen One) – et udtryk, der først blev brugt om Jesus, men siden er blevet et tilnavn for både kunsterne, akademikere og sportsudøvere med et usædvanligt talent. Og Woods var noget helt særligt.

Han var den første med afro-amerikansk baggrund og samtidig den yngste i historien, der har vundet en major. Han har vundet 14 majors – kun overgået af Jack Nicklaus (18) – på sin vej til 79 PGA Tour sejre – nummer to efter Sam Snead (82) – og mere end 100 på verdensplan. Han har rekorden for flest klarede cuts i træk (142 i en periode over næsten otte år), og antal uger på førstepladsen på verdensranglisten (683).

I tilgift blev han udnævnt til ’Player of the Year’ på PGA Touren hele 11 gange (også en rekord), og vandt titlen for årets bedste score-gennemsnit på touren ni gange. Han har indtil videre vundet mere end 110 millioner dollars i præmiepenge – endnu en rekord – og i 2010 blev han den første sportsudøver i verden, der har tjent mere end 1 milliard dollars (præmiepenge og sponsorindtægter sammenlagt).

Rekordernes mand
De turneringer, han spillede i, satte publikumsrekorder over hele verden, og seertallene på tv nåede ofte også rekordhøjder, når Woods var med. Hans karismatiske tilstedeværelse og dominans gennem to årtier var baggrunden for, at pengepræmierne på PGA Touren steg med astronomisk fart. Fra 67 millioner dollars i 1996 – hans første år som pro – til 363 millioner dollars i 2017/18. Førstepræmien steg fra et tour-gennemsnit på 1,5 til 7, 4 millioner dollars i den samme periode. Undervejs fik han gjort mere end 400 andre tour-spillere til mangemillionærer. Da han var på toppen, var han ikke kun den bedste golfspiller, men blev tilmed betragtet som den største sportsstjerne i verden. Woods ændrede ganske enkelt golfsporten – ikke kun økonomisk, men også atletisk, socialt og kulturelt.

Tiger Woods med sin svenskfødte hustru Elin Nordegren, før skandalen i 2009, der førte til skilsmissen.

Tigers race kom til at spille en stor betydning – både for hans karriere og for golfsportens udbredelse. At kalde ham for ’sort’ er dog slet ikke dækkende. Eldrick ’Tiger’ Woods er søn af Earl Woods – blandet afro-amerikaner-indianer og kaukasisk – og Kultida Woods – halv thai og halv kineser. I 1970’erne og 1980’erne var der i USA stadig mange golfklubber, der var forbeholdt hvide – blandt dem Augusta National, men Tigers resultater og følgende indflydelse skulle medvirke til at bryde mange af disse barrierer.

Ambitiøs far
Faderen – Earl Woods – var efter en karriere i militæret blevet bidt af golf og havde indrettet en udslagsmåtte med net i sin garage, hvor han kunne øve sit sving. Sønnen blev placeret i en højstol ved siden af, og da han var 11 måneder gammel kunne han allerede glide ned og kopiere sin fars bevægelse.

Tigers forældre besluttede at give deres søn alt, for at han kunne udvikle sine talenter. Da Tiger var blot to år gammel, ringede faderen til en tv-station og fortalte, at ”min søn vil blive den største golfspiller verden nogensinde har set.” Nysgerrigheden var vakt hos sportsjournalisten Jim Hill, og han lavede et indslag med Tiger på golfbanen. Inden længe var ABC i røret, og et par måneder efter optrådte Tiger på The Mike Douglas Show – et af de mest sete tv-shows i USA.

Op gennem ungdomsrækkerne vandt Tiger praktisk talt alt, hvad han stillede op i. Ikke kun i det sydlige Californien, hvor han boede – og ikke kun i sin egen aldersgruppe. Forældrene – især moderen – kørte ham til turneringer i mange stater, og hjemmet blev fyldt med trofæer. Forældrene var ikke velhavende, men sponsorer og managementfirmaer stod i kø for at hjælpe, og faderen indgik nogle aftaler, som var på kant med amatørreglerne, for at finansiere sønnens mange rejser til turneringer.

Hello World
USGA’s amatørregler var dog også hæmmende for Tiger, der vandt US Junior Championship tre gange og US Amateur tre gange – begge dele en rekord. Han valgte derfor at afbryde sit studie på Stanford Universitetet og blive professionel i 1996. Allerede inden han havde slået den førte bold som pro, skrev han sponsorkontrakter for over 50 millioner dollars. Firmaet Nike introducerede Tiger med en reklamekampagne under titlen Hello World. Selve filmen var på det tidspunkt ret provokerende, men den skulle introducere en farvet atlet til en hvid verden, og den vakte opsigt og er senere blevet legendarisk i reklameverdenen.

Tiger Woods’ bil efter det skæbnesvangre uheld på Thanksgiving Day, der førte til skandalen i 2009.

Det tog ikke lang tid for Tiger at etablere sig som vinder på PGA Touren, og allerede året efter vandt han sin første major. Endda med 12 slag foran nummer to. En sort vinder på det hvide Augusta National.

Effekten var enorm. Og han var tilsyneladende ustoppelig. I 2000 vandt han US Open med 15 slag og The Open med otte – og han vandt den sommer hele otte turneringer i træk. Det havde ingen gjort siden Ben Hogan i 1948. Da han senere samme år også vandt US PGA Championship og i foråret 2001 Masters, var han på samme tid indehaver af alle fire major-trofæer. Igen noget ingen anden nogensinde havde præsteret.

Han var den yngste af kun fem spillere i historien, der har vundet alle fire på et tidspunkt i karrieren. De andre er legender som Gene Sarazen, Ben Hogan, Jack Nicklaus og Gary Player. Men ingen af dem havde haft alle fire trofæer på samme tid. Ikke alle ville acceptere det som en såkaldt Grand Slam, da de ikke var vundet i samme kalenderår, men Tiger og hans fans kaldte det så ganske enkelt en Tiger Slam i stedet.

Uhørt dominans
I perioder vandt Woods en hidtil utænkelig stor del af de turneringer, som han stillede op i. I den periode, hvor han var trænet af Butch Harmon, var det ca. 25 pct., og under Hank Haney hele 33 pct. I begge disse perioder (og begge varede i flere år) var der, hvad medierne kaldte formkriser, men som senere skulle vise sig at være perioder med svingomlægninger, hvor han ikke vandt. Derfor var der i kortere perioder en vinderprocent på næsten 50. Helt uhørt i golf.

Han er også den eneste sportsudøver, der er blevet udnævnt til Sports Illustrated Sportsman of the Year to gange, og en overgang sad han så suverænt på førstepladsen på verdensranglisten, at pointforskellen mellem nummer et og to var større, end forskellen mellem nummer to og nummer 1000.

Problemer uden for banen
Geniets forbandelse er måske, at en så høj grad af perfektion kun kan opnås med total dedikation. Tiger var opdraget til – og tænkte kun på én ting – nemlig at vinde. Allerede som barn havde forældrene indprentet ham, at kun sejren talte. Hans mor omtalte med stolthed, hvordan de havde trænet ham til i golf at være som en ’koldblodig morder’, og faderen fortalte gerne og ofte, at hans søn ville påvirke verdenen mere end Mahatma Ghandi, Martin Luther King og Nelson Mandela tilsammen. Han var ’The Chosen One’.

Men ifølge flere bøger om Tiger Woods – bl.a. The Big Miss af Hank Haney og Tiger Woods af Jeff Benedict og Armen Keteyian – lykkedes det forældrene at opdrage og udvikle en golfmaskine, men de glemte de sociale færdigheder. Da Tiger tilmed stammede som barn, blev han genert og indadvendt, og kun gennem golf fandt han glæde. En ungdomskæreste blev droppet, da der ikke var plads til hende i hans liv, trænere og andre, der havde hjulpet talentet på vej blev efterladt uden så meget som et simpelt ’thank you’. Tiger var simpelthen blevet trænet til at vinde – og at normale regler ikke gjaldt ham. Han fik mange beundrere, men ikke mange venner undervejs.

Hans status som verdens måske bedste atlet og i hvert fald den mest kendte, afstedkom også en nærmest hysterisk interesse for hans gøren og laden. Et par journalister havde allerede i Tigers unge dage svigtet hans tillid, og derfor blev praktisk talt alle medier behandlet med en meget hård skepsis. Enhver, der tillod sig at omtale ham kritisk, blev straks ’straffet’ af Tiger og hans manager. Måske var det derfor, at medierne nærmest gik i selvsving, da glansbilledet omkring den store stjerne krakelerede.

Afsløringerne
Tiger og hans management og sponsorer havde fremstillet ham som den ambitiøse og høflige sportsmand, den dedikerede mand og far, og alle, der arbejdede med ham, skulle underskrive en fortrolighedsaftale, så hans pletfri ry kunne holdes intakt. Men nogle af de journalister, som følte sig trådt på, ville bare ikke give op. Og da de fik færten af, at han var sin smukke svenske kone utro, så slog de til.

5. Efter skilsmissen fandt Tiger Woods i en periode sammen med den amerikanske skisportsstjerne Lindsey Vonn.

National Enquirer er det, som vi i Danmark populært kalder et sladderblad. De havde fået mistanke om, at Tiger havde en affære med en eksklusiv natklubværtinde, og da historien begyndte at rulle, så viste det sig, at der var flere såkaldte affærer. Mange flere. Og da hans kone fandt ud af det, førte det til, at Tiger kørte galt med bilen. Det var samtidig på Thanksgiving Day i USA med meget få nyhedshistorier, så medierne gik i selvsving. Affære efter affære blev afsløret, og til sidst måtte Tiger – i et forsøg på at redde ægteskabet – lade sig indskrive på en klinik for afvænning af sex-afhængighed. En tidligere kommunikationsrådgiver for den amerikanske præsident blev hyret til krisehåndtering, og det resulterede i, at Tiger gav en uforbeholden undskyldning til alt og alle på direkte tv i det meste af verden.

Hele den aura, der havde omkranset verdens bedste golfspiller, var delvist forsvundet. Man så pludselig på Tiger Woods med andre øjne. Men det lykkedes ham efter et par år at få gang i karrieren igen. Især i 2013 så det lovende ud. I den sæson vandt han fem turneringer, men dog ingen majors.

Fysiske problemer
De seneste år har han imidlertid været plaget af skader. I 2008, hvor han vandt sin seneste (og foreløbigt sidste) major, opstod der problemer med det ene knæ. Siden er det blevet til fire knæoperationer og tre rygoperationer. Praktisk talt hver gang han forsøgte et comeback, blev han holdt tilbage af en ny eller genopblusset skade. Nogle kritikere mener, at Tiger måske har været for hård ved sig selv i den fysiske træning. Hans fitness og vægttræningsprogram mindede i mange år mere om en NFL-spillers end en golfspillers. Desuden afslørede Hank Haney også, at Tiger Woods har været meget optaget af hård militærtræning med de såkaldte Navy Seals – en amerikansk eliteenhed, som Tiger i perioder har fået lov at træne sammen med.

Den seneste rygoperation, som var en såkaldt spondylodese – en stivgørende rygoperation, som stabiliserer en del af ryggen, virker dog lovende. Efter en pause har Woods tidligere på året gjort comeback med blandt andet en andenplads i Tampa og en femteplads i Orlando.

Så måske kan Nicklaus og Snead ikke vide sig helt sikre alligevel?

Eldrick Tont Woods:
Kælenavn: Tiger
Født: 30. december, Cypress, Californien, USA.
Bopæl: Jupiter Island, Florida, USA.
Sejre: 79 på PGA Touren, 40 på Europa-touren
(Majors og WGC’s – i alt 32 – tæller på begge tours)

Majors: 14 i alt
Masters: 1997, 2001, 2002 og 2005
US Open: 2000, 2002 og 2008
The Open: 2000, 2005 og 2006
US PGA Championship: 1999, 2000, 2006 og 2007
Indtjening I præmiepenge: Over 110 mio. dollars.

US Open, Shinnecock Hills, New York – 14.-17. juni:

Seneste 10 års vindere:
2017: Brooks Kopeka, USA. 2016: Dustin Johnson, USA. 2015: Jordan Spieth, USA. 2014: Martin Kaymer, Tyskland. 2013: Justin Rose, England. 2012: Webb Simpson, USA. 2011: Rory McIlroy, Nordirland. 2010: Graeme McDowell, Irland. 2009: Lucas Glover, USA. 2008: Tiger Woods.

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Gå ikke glip af de seneste nyheder fra golfens verden, nye konkurrencer og meget mere - og vi lover at 

Tak for din tilmelding!

X