PINGS SUPER-SERIE

PINGS SUPER-SERIE

Af Peter Nielsen

Ping er på banen med deres nye G400 serie, som består af tre forskellige typer drivere, fairway- og hybridkøller – og ikke mindst et nyt og forbedret jernsæt, som er en tourspiller værdig.

”If you can´t swing, use Ping” er efterhånden en udbredt talemåde omkring det anerkendte golfmærke.

Talemåden eller sloganet er måske mere relevant end nogensinde før. I hvert fald er Ping på markedet med deres mest tilgivende serie til dato, der består af tre forskellige typer drivere, hybrid og fairway køller, crossovers og jern. Flere af tour-spillerne er allerede hoppet på vognen, og nu har den almindelige golfspiller også chancen.

Mindre køllehoved
G400 driveren er lavet i tre forskellige udgaver. En standard model, en LST (low spin) og en SFT(Straight flight). I forhold til tidligere Ping-drivere er G400 modellen designet med et mindre køllehoved(445 cc mod tidligere 460 cc) for at forbedre aerodynamikken, fjerne vindmodstand og dermed få mere fart i køllehovedet, som skal resultere i mere længde.

Ligeledes er der arbejdet på at gøre køllehovedet tyndere, der skal gøre, at der kommer mere fart i bolden. Tanken med driveren er, at den skal være tilgivende samtidig med, at den giver masser af længde. Driveren er justerbar, som man ser det med flere og flere drivere på markedet.

Bedre lyd
Det er dog ikke kun fart, længde og tilgivelse, der er blevet arbejdet med i Pings laboratorium. Ping lover også, at der kommer en helt ny og behagelig lyd fra driveren, når man kanonerer bolden ned ad fairway. Lyden er der blevet arbejdet intens med via en computer simulator.

Tour-spillere som Lee Westwood, David Lingmerth og Tyrrell Hatton har alle skiftet til G400 driveren og kan åbenbart godt lide både lyden og dens specifikationer.

Driveren kom på markedet i den uge, der blev spillet U.S. Open. Her benyttede hele 13 tour-spillere driveren, hvilket er en rekord for Ping så hurtigt efter, at den er kommet i spil.

Fantastisk følelse
Det er ikke kun driveren, der bliver rost til skyerne i den nye serie. Også G400 jernsættet får gode ord med på vejen. Jernene skulle være yderst tilgivende samtidig med, at de giver en fantastisk følelse og er en tour-spiller værdig.

De golfspillere, der har testet jernene, øger deres længde med omkring 13 meter, mens de får en højere boldflugt, lander blødere og har mere kontrol.

I jernene er der et hulrum, der både giver mere længde og en bedre lyd end tidligere.

Fly-stål
I tilblivelsen af Pings G400 køller og hybrider har målet været at give langt mere længde end med de tidligere køller. Der er derfor blevet arbejdet med maranging stål i køllehovedet, som typisk bliver brugt i flyindustrien for fleksibilitet og styrke.

Det har gjort at køllehovedet er blevet ekstremt tyndt, som både skulle give en højere boldflugt og mere længde, hvilket ikke er en helt dårlig kombination.

Fairway-køllerne er ligesom driveren justerbare, ligesom de er lavet af letvægtsmateriale for at gøre det nemmere at få noget fart i køllehovedet.

Det nye udstyr kan testes i diverse proshops, der forhandler Ping. Her kan man blive fittet til lige netop det udstyr, der passer til den enkelte, hvilket er noget Ping går meget op i.

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *