ROSE GENVANDT BÅDE TITEL OG FØRSTEPLADSEN PÅ OWGR

ROSE GENVANDT BÅDE TITEL OG FØRSTEPLADSEN PÅ OWGR

Af Mogens Nielsen

Med et flot comeback efter en dårlig start, blev Lucas Bjerregaard overraskende bedste dansker i Tyrkiet, hvor både han og Thorbjørn Olesen sluttede i top 10! Justin Rose genvandt sin titel efter omspil, efter Haotong Li missede et kort putt i omspillet.

Det går mere end godt for dansk golf i øjeblikket. Lørdag vandt Joachim B. Hansen Challenge Tourens pengeliste, og søndag sluttede både Lucas Bjerregaard og Thorbjørn Olesen pænt inde i top ti i Turkish Airlines Open.

Det lå til, at Thorbjørn Olesen skulle blive bedste dansker i turneringen, men Thorbjørn måtte nøjes med par i sidste runde. Det var dog godt nok til en flot delt syvendeplads. Thorbjørn lavede bogey på sidste hul, der kostede en delt femteplads sammen med blandt andre Lucas Bjerregaard.

Læs også: Nanna K. Madsen klar til endnu en sæson på LPGA Tour 

Lucas startede skidt med bogies på tredje og fjerde hul. To birdies og en bogey senere var han i par efter 10 huller. Men herefter fulgte fire birdies i træk og en misser for den femte og umiddelbart letteste! Par resten af vejen, runden i fire under og totalt 14 under par, blev det en delt femteplads sammen med Martin Kaymer. Med placeringen vil Bjerregaard mandag ligge lige udenfor top 50 på verdensranglisten, nummer 51 eller 52 alt efter resultatet søndag aften i USA.

Kampen om sejren stod det meste af vejen mellem Justin Rose Og Li Haotong. Efter 17 huller lå de helt lige i 18 under par og der lurede et omspil. Begge stod med relativ korte putts for par på 18. hul – Rose med den korteste. Kineseren missede og minsandten om ikke Rose gjorde det også. Omspil! Det tiende af slagsen i år på European Tour.

Rose og Li sluttede begge i 17 under par. To slag efter delte Adrian Otaegui fra Spanien tredjepladsen med Thomas Detry fra Belgien.

Omspillet
18. hul, par 4. Begge finder green med fordel for Li lidt tættest på. Rose misser og det gør kineseren også fra tre meter, hvor han får en retur på lige under en meter. Helt utrolig misser Li den og Rose vinder turneringen for andet år i træk. Sejren bringer Justin Rose tilbage på verdensranglistens førsteplads.

De flotte resultater af de tre nævnte danskere, indikerer jo nok også et generationsskifte i dansk topgolf. Thomas Bjørn sluttede på en delt 60. plads og Søren Kjeldsen på en delt 72. plads i Tyrkiet. Ikke at de to, der har givet os så mange oplevelser, ikke har flere gode sæsoner i sig. Men de lidt yngre trækker unægtelig og vel heller ikke unaturligt fra i øjeblikket.

Turkish Airlines Open, Slutresultat og pengepræmier

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

X