SÅDAN FUNGERER RYDER CUP KVALIFIKATIONEN

SÅDAN FUNGERER RYDER CUP KVALIFIKATIONEN

Af Nicolai Jaquet
Europæerne er to turneringer inde i kvalifikationen til Ryder Cup 2018. Kaptajn Thomas Bjørn har ændret på kvalifikationen til det europæiske hold. Det kigger vi nærmere på i det følgende.

Vejen til Ryder Cuppen 2018 er lang og hård. 12 mand fra Europa skal dyste mod 12 mand fra USA, men hvem det bliver, er der ingen, der kan sige.

Kvalifikationskravene er vidt forskellige de to hold i mellem, og i denne artikel kigger vi nærmere på, hvordan man kommer med.

LÆS: Kravet til top 100 på R2D når nye højder

Stars and Stripes
Amerikanerne kunne jublende løfte Ryder Cup trofæet sidste år på hjemmebane i Hazeltine. Sejrens sødme havde været længe undervejs. Tre gange i træk havde europæerne nemlig løbet med titlen. Det bliver dermed et amerikansk hold, der skal forsvare trofæet på de franske fairways. Hvilke 12 der skal det bestemmes ud fra den amerikanske pointliste.

Den liste har været igang siden første januar 2017 og vil løbe frem til og med Northern Trust i 2018. De otte bedste på denne liste kommer med på holdet – de sidste fire pladser bestemmer kaptajn Furyk. Listen er primært gjort op efter præmiepenge:

– Et point for hver 1.000 dollars tjent i de fire majors i 2017.
– Et point for hver 2.000 dollars tjent i de fire WGC-turneringer og Players Championship 2017.
– To point for hver 1.000 dollars tjent i de fire majors i 2018.
– Et point for hver 2.000 dollars tjent i alle officielle PGA Tour turneringer i 2018 (på nær de turneringer, der eventuelt spilles samtidig med Majors og WGC-turneringer)

LÆS: Nye tider i Hvide Klit

Bjørn ændrede europæisk kvalifikation
Rimeligt lige til fra amerikanerne, og det er heldigt, for den europæiske kvalifikation er væsentligt mere nørklet. Det hænger sammen med, at Thomas Bjørn har ændret kvalifikationskravene – primært for at tilgodese, at der også er mange europæere, der til dagligt slår deres folder på PGA Touren.

Den europæiske liste gøres op i European Points List og World Points List. Her kommer fire med fra hver liste, og derudover har Bjørn så fire ‘captains picks’.

Kvalifikationen åbnede forrige uge i Tjekkiet og slutter næste år den 2. september.

European Points listen er alle penge tjent til European Tours Race to Dubai liste. En euro giver et point. Men fra den 24. maj 2018 og frem får man 1.5 point per euro tjent – på denne måde håber man, at de mest formstærke vil tjene flest point.

World Points listen er de verdensranglistepoint man tjener i ALLE turneringer – altså ikke kun på European Tour. Her tæller samme ramme som på European Points listen, at frem til 24. maj næste år er et point til verdensranglisten lig med et point til World Points listen – og fra den 24. maj 2018 og frem, er det så 1,5 point.

Man får ikke point for turneringer spillet samtidig med Rolex Series turneringerne – heller ikke på PGA Touren. Desuden skal man være medlem af European Tour for at optjene point.

LÆS: Lucas tættere på fuldt kort efter topresultat i Schweiz

Slaget i Paris
Vil man se, hvordan det står til med holdene pt., kan man følge dette link

Ryder Cup 2018 spilles fra 28.-30. september 2018 på Le Golf National i den franske hovedstad Paris. Som alle efterhånden ved er Thomas Bjørn europæisk kaptajn, mens den amerikanske ditto er Jim Furyk.

Bjørn har ændret markant på kvalifikationsprocessen, og han håber, at det vil give plads til de mest formstærke europæere. Vi håber, at der i blandt dem vil være bare en enkelt dansker, der med et godt 2018 finder vej til hold.

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *