SKANDINAVERNES TO POLSKE GOLFPERLER

SKANDINAVERNES TO POLSKE GOLFPERLER

Af Jens Christensen

Den historiske polske by Gdansk er et godt udgangspunkt for tre vidt forskellige golfoplevelser

Umiddelbart er det svært at tænke på Polen som en populær turistdestination for skandinaviske  golfspillere, men den tidligere socialistiske republik, der i dag er et parlamentarisk demokrati, har faktisk udviklet sig meget i den retning siden årtusindeskiftet.

Det skyldes ikke mindst, at tre 18 hullers-baner er åbnet med den historiske og charmerende havneby Gdansk som udgangspunkt.

Daglige fly- eller  færgeforbindelser fra Finland, Sverige, Norge og Danmark har simpelthen gjort det muligt at holde golfweekender eller ugelange golfferier i Gdansk, der blev på grundlagt helt tilbage i 997 ved floden Wislas udløb i Østersøen. Som købmands-, handels- og havneby udviklede Gdansk sig hurtigt til en magtfaktor i hele Østersøområdet, en position, som byen har generhvervet efter kommunismes fald, som Lech Walesa startede i august 1980.

Navnet Gdansk har i øvrigt ingen kendt tilknytning til dansk, selvom   en sådan forbindelse ellers er diskuteret med jævne mellemrum gennem tiderne. Ordet Gdansk stammer i stedet fra gammelslavisk og betyder i øvrigt fugtighed eller vådhed, en passende definition, fordi Østersøkysten og Wisla i høj grad dominerer Gdansk.

Krigens udbrudssted

Gennem århundreder har Gdansks centrale placering gjort byen så eftertragtet, at den – med magt – har hørt under Den Tyske Orden, Litauen, Preussen, Det Tyske Kejserrige og Folkeforbundet, indtil den efter 2. Verdenskrig blev overdraget til Polen – i sønderbombet tilstand.

Hitler-Tysklands invasion af Polen startede den 1. september 1939 med et militært angreb mod den polske garnision på halvøen Westerplatte, en enklave i Gdansk. 182 polske soldater kæmpede  tappert mod overmagtens intense bombardementer, indtil den polske kommandant overgav sig seks dage senere. Den stærke modstand blev en vigtig faktor for kampmoralen på polsk side, og i 1943 blev en polsk panserbrigade opkaldt efter heltene fra Westerplatte. De blev aldrig glemt, og derfor hyldes de også i Museum Of Second World War, der blev åbnet i Gdansk i den 1. september 2014 – på 70 års-dagen for krigens udbrud.

Beslutningen om at bygge museet blev taget i 2008 af Polens daværende statsminister Donald Tusk, som stammer fra Gdansk – ligesom historiens måske mest berømte polak, Lech Walesa, elektrikeren, der entrede hegnet til Lenin-skibsværftet i Gdansk, fik værtsarbejderne til at strejke og stiftede den frie fagforening Soldaritet, væltede kommuniststyret og blev Polens præsident. Donald Tusk blev senere formand for Det Europæiske Råd i kamp med danske statsminister Helle Thorning-Schmidt. Tusk har bevaret sin forbindelse til Gdansk-området, hvor han i mange år har ejet en sommerbolig.

Eksklusiv kyststrækning

Gdansk blev indtaget af den Den Røde Hær i 1944 og totalt ødelagt, men genopbygget i 1950’erne og 1960’erne og udgør sammen med nabobyerne mod vest, Sopot og Gdynia, Polens mest eksklusive Østersø-strækning, som primært tiltrækker den rigeste del af den polske befolkning og velbjærgede turister fra Skandinavien og Tyskland. Mange danskere, der har besøgt strækningen, vil vel nærmest betegne Sopot som Polens Skagen, fordi Sopot især overrendes af kendisser fra ind- og udland.

Eksklusivitet kendetegner også to af de tre golfbaner, som ligger i nærheden af Gdansk, Sopot og Gdynia. Det gælder Sand Valley Golf Resort ved den charmerende gamle by Elblag 45 minutters kørsel øst for Gdansk og Sierra Golf Club ved Wejherowo en halv times kørsel nordvest for Gdansk – to celebre 18 hullers-baner med tilhørende celebre indkvarteringsfaciliteter.

Specielt Sand Valley er uhyre spændende sag, idet der er tale om en  indlands-linksbane, som – med fuldt overlæg – er anlagt, som britiske,  kystnære links blev det i begyndelsen af 1900-tallet. Denne usædvanlige ide fostrede en finsk investorgruppe i midten af 1990’erne på et stykke, sandet hedeland i de 1000 søers region, Warminsko-Mazurskie – naboregionen til Pommern, som Gdansk, Sopot og Gdynia tilhører.

Sand Valley-projektet omfatter desuden en række forskellige private ferievillaer, der også anvendes til udlejning. I alt 100 sengepladser indeholder de eksklusive villaer, hvor antallet af senge varierer fra seks til 12. Dertil kommer et skandinavisk inspireret, rustikt klubhus, der perfekt matcher den rå natur på banen.

Fyring af entreprenør

Etableringen af Sand Valley-banen forløb desværre ikke uden problemer og forsinkelser, selvom den blev tegnet af den erfarne, finske banearkitekt Lassi Pekki Tilander, der designede sin første bane tilbage i år 2000. Han blev for alvor kendt, da han i 2005 slog stregerne til Sea Course i Estonian Golf & Country Club i Tallin i Estland for European Tour Properties – en bane, der i dag rangerer i Top-100 i Europa. Det samme kommer Sand Valley sandsynligvis også til at gøre på længere sigt. Den blev nemlig allerede i 2015/16 rangeret  i Top-200.

Etableringsproblemer bestod i, at den første entreprenør absolut ikke leverede et tilfredstillende anlægsarbejde og derfor blev fyret efter 10 måneder, som i realiteten var spildte, idet hele anlægget nærmest nærmest måtte genopbygges med den kendte supervisor Tony Ristola som ansvarlig og tilstedeværende i hele 18 måneder.

Dét resulterede til gengæld i et spændende og perfekt anlæg, der  blev åbnet i 2008, og som siden to gange – i 2013 og 2013 – har lagt græs til en turnering, Lotos Polish Open, på den professionelle tyske ProGolf Tour, en pendant til den skandinaviske Ecco Tour. Nutidens store tyske stjerne, Martin Kaymer, kick-startede sin karriere på denne tyske tour, hvor han vandt i 2006 pengelisten og spillede sig videre til European Tour.

Waste areas og potbunkers

Meget passende til sit navn karakteriseres Sand Valley af både store waste areas og af små pot bunkers, som tilsammen udgør masser af strategiske forhindringer rent spillemæssigt. Man må simpelthen acceptere, at ethvert besøg i en waste area eller en potbunker som regel koster et ekstra slag, medmindre man hører til dem, der kan slå både lange jernslag fra waste areas eller korte, stejle slag fra potbunkers.

Den største waste area spænder over to hele hektar, er næsten en kilometer lang og krydser ikke færre end tre fairways. Hullernes udforming varierer i øvrigt så meget, at hvert enkelt af dem nærmest fortæller sin egen historie.

Banens sværeste hul ifølge handicapnøglen er 6. hul, par 4, der måler fra 295 meter til 430 meter. Der er waste area i højre side langs første halvdel af fairway, mens andetslaget skal passere en anden waste area i venstre side. Dertil kommer en aflang, smal og kuperet green, hvor et for langt indspil sandsynligvis havner i et vandløb bag greenen. Både denne green og flere andre har form som en omvendt, dyb tallerken og kræver derfor et uhyre præcist indspil, uanset om dette er langt eller kort.

Harmonisk parkbane

Helt anderledes både rent spille- og udseendemæssigt er Sierra Golf Clubs bane, selvom denne har en skotsk arkitekt, Cameron Sinclair, som ovenikøbet er medlem af Royal & Ancient Golf Club of St. Andrews med verdens mest berømte linksbane, Old Course of St. Andrews.

Sierra-banen er nemlig ikke nogen linksbane med barsk natur, men derimod en smuk og harmonisk parkbane med omkring 11.000 plantede, farverige blomster, buske og træer – et sandt orgie af iøjnefaldende frodighed i udkanten af Tricity Landscape Park.

Det skinner heldigvis tydeligt igennem, at Cameron Sinclair har designet mange andre parkbaner gennem tiderne – f.eks. i Storbritannien og i Australien. Selv de mindste detaljer er der kælet på Sierra-banen, hvor ikke et eneste græsstrå synes at være uplejet. Derfor har banen også siden åbningen i 2002 huset en række store, internationale turneringer som f.eks. European Qualification til  World Cup på Mission Hills i Kina 2008, European Senior Men’s Championship i 2014, ProGolf-turneringen Lotos Polish Open 2015 og 2016 samt European Senior Women’s Championship 2016.

Et polsk investeringsselskab har etableret Sierra-banen, klubhuset på 1000 kvadratmeter med gamle britiske golfdekorationer samt to ferielejlighedskomplekser, som bruges til udledning, når ejerne ikke selv bruger dem.

Danske golfpakker

Golfbanens huller bølger gennem et lettere kuperet terræn, som skaber et så varieret hulforløb, at to huller ikke ligner hinanden. Fra sort tee måler banen gedigne 6420 meter, og selv fra hvid tee runder den 6000 meter – med 115 meter. Med en blød undergrund betyder det, at man skal slå lange, luftbåren drives, fordi bolden ikke løber ret langt, når den er landet. Adskillige søer i forskellige størrelser flankerer eller krydser hullerne og gør det svært at holde den samme bold i spil hele vejen rundt.

Det sværeste drive står man foran på 11. hul, par 4, fordi fairway skråner mod højre, hvor et parallelt vandløb truer. Man skal derfor slå drivet kort af den venstre fairway-bunker i dogleg-knækket. Højre om greenen findes banens dybeste bunker, som man helst ikke skal besøge.

Det er primært på de sidste ni huller, man skal kæmpe med/mod vandhazarderne, som er alvorligt i spil på fem af hullerne. Heriblandt tre af de sidste fire. Disse afslutningshuller kræver både stor omtanke og præcision.

Flere danske golfrejsebureauer har opdaget de to polske golfperler. Det gælder f.eks. green2green, der som en nyhed i denne sommer tilbyder 4-dages pakkerejser til både Sand Valley og Sierra Golf.

Polens eneste par 6-hul

Den tredje 18 hullers-bane i nærheden af Gdansk, Tokary Golf Club ved Przodkowo 20 minutters kørsel vest for Gdansk, fik først sine sidste ni huller i 2016 – 15 år efter at de første ni hullet blev taget i brug.

I et åbent, kuperet terræn byder Tokary-banen ikke på samme spændende spillemæssige udfordringer og eksklusive faciliteter udenfor banen som Sand Valley og Sierra Golf, men det betyder ikke, at man bør undlade at besøge Tokary, som fungerer som en social countryklub med tennisanlæg og en god, lokal restaurant, Roda, der serverer lokale specialiteter.

Den sjoveste udfordring på Tokary-banen består i Polens eneste par 6-hul, 7. hul, par 5, hvor man slår drivet downhill og de to – eller tre – følgende slag uphill. Hullet doglegger to gange – som et S – og sværhedsgraden ligger i at ramme den rigtige spillelinie i venstre side af fairway med andetslaget, så man kan se flaget/spilleretningen  før tredjeslaget. Længderne – 558, 540 og 523 meter – gør, at hullet rangerer som banens sværeste – med handicapnøgle 1.

Schweizisk bakkeland

Et par 5-hul, 10. hul, har handicapnøgle 2 i kraft af et svært drive med hvide pæle i højre side, røde pæle i venstre side samt en lille tværgående green med mulighed for ekstremt svære pindplaceringer.

De sidste ni – nye – huller mangler endnu lidt i at have fuldt tilgroet græsvækst, men ellers matcher de fint de første ni – gamle – huller med hensyn til f.eks. bølgende fairways og vandhazarder.

Kashubian Switzerland kalder man det bakkede område, hvor Tokary Golf Club ligger, og hvor banen fortrinsvis byder på kuperede huller med skiftevis højt- eller lavtliggende teesteder og greens. Disse højdeforskelle udgør sammen med en række småsøer, tværgående og længdegående vandløb så rigeligt med udfordringer, at banens sværhedsgrad er betydelig højere, end totallængderne på scorekortet umiddelbart indikerer.

Der er generelt tale om en hyggebane med masser af lokale medlemmer – i modsætning til de to eksklusive skandinaviske baner, Sand Valley og Sierra Golf, som først og fremmest satser på ferierende greenfeespillere fra fra Finland, Norge, Sverige og Danmark.

FAKTABOKS
Sand Valley

18 huller, par 72

Sort tee: 6529 meter

Hvid tee: 5945 meter

Gul tee: 5552 meter

Rød tee: 4742 meter

Greenfe: 360-450 kr.

Greenfee: 360 kr.

Sierra Golf

18 huller, par 72

Sort tee: 6420 meter

Hvid tee: 6115 meter

Gul tee: 5623 meter

Rød tee: 4973 meter

Greenfee: 450-540 kr.

Tokary Golf

18 huller, par 72

Hvid tee: 5365 meter

Gul tee: 5057 meter

Rød tee: 4659 meter

Greenfee: 150 kr.

 

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *