SPEEDWAYKONGE PÅ GRÆS

SPEEDWAYKONGE PÅ GRÆS

Af Peter Nielsen

Selv om Danmarks bedste speedway-kører gennem tiderne, Hans Nielsen, er nyudnævnt landstræner, får han stadig tid til at træne på golfbanen og pleje sit handicap

Golfavisens udsendte er taget til det nordlige Jylland for at mødes med en af speedwaysportens absolut største gennem tiderne.

Mødet er aftalt til at finde sted i Frederikshavn Golfklub, hvor Hans Nielsen har spillet i mange år, hvilket kan ses på mesterskabstavlen, som vi har tid til at studere, mens vi venter på den mest vindende danske speedwaykører gennem tiderne.

Ikke alene står Hans Nielsen som vinder flere gange, senest i 2015, men også børnene Daisy  og Daniel Nielsen har været klubmestre. Og selv hustruen Susanne Nielsen har været klubmester. Tilsammen har familien Nielsen 10 mesterskaber og har altså taget godt for sig af retterne i den flotte golfklub, som også har lagt græs til Lucas Bjerregaard, der er æresmedlem.

Daisy og Daniel vandt begge mesterskabet første gang som 12-årige i dame- og herrerække. Det siger en del om talentet.

Hans Nielsen har sagt ja til at spille ni hullers golf og tage en lille snak om trænerkarriere, golf og fremtiden. Den yderst sympatiske nordjyde har masser af spændende historier i ærmet. Derudover er det tid til en golflektion af de helt store, for Hans Nielsen er i handicap 5,4 og spiller ganske enkelt imponerende.

Overraskende opkald

Det er efterhånden ved at være 17 år siden, at Hans Nielsen stoppede sin aktive speedwaykarriere. I 1978 fik han sit første individuelle danske mesterskab, og herefter fulgte et hav af imponerende titler. Han er til dato den mest vindende danske speedwaykører gennem tiderne med ikke færre end 22 VM titler. Han har været professionel kører i Polen og England, hvor han høstede stor anerkendelse.

Hans Nielsen har ikke siddet på en speedwaycykel siden sit stop i 1999. Der har ikke været et behov for at køre opvisningsløb eller teste skæbnen ved den farlige sport. Dog er det nu blevet tid til at vise sig frem på diverse arenaer. Ikke som kører, men som chef.

I juni blev han nemlig ansat som landstræner for det danske speedwaylandshold, hvilket var et job, han ikke lige havde set komme. Efter et overraskende opkald og en dialog med Dansk Motorsport Union, valgte Hans Nielsen at sige ja til tilbuddet. Han overtog jobbet efter Anders Secher og ser frem til udfordringen og den første store test, VM for hold i England.

Hans Nielsen var selv kendt for de hurtige starter, som han håber, at han kan videregive til de danske landsholdskørere. Derudover vil han udvikle de unge danske kørere, så de lige kan blive en tand skarpere. Han regner på ingen måder med at revolutionere sporten, men vil arbejde med de små elementer, som han selv var så skarp i.

Selvom det er nogle år siden, han selv kørte, har han fulgt sporten tæt. Ind imellem har han været hyret ind som coach for unge kørere, ligesom han har været en del af flere træningslejre i Polen. Hans Nielsen glæder sig til udfordringen, men der er ingen nervøsitet at spore.

Det første slag

Hans Nielsen startede med at spille golf længe inden, der var tænkt på at få børn. Det var i Australien i 1987, hvor hans daværende engelske promotor lokkede ham med ud på golfbanen. Der gik ikke længe, før han var bidt, og kort tid efter meldte han sig ind i Farthingstone Golf Club i England, hvor han boede sammen med sin hustru Susanne.

I dag er ægteparret solidt placeret i Frederikshavn, hvor de ofte spiller ynglingsbanen, som Golfavisens også blev introduceret for denne smukke sommerdag. Selvom stemingen var munter, var det tydeligt, at vindermentaliteten kom op i den topprofessionelle nordjyde, da første slag skulle slåes. Hans Nielsen kanonerede bolden over træerne og sikkert på fairway. Så var vi i gang, som han sagde.  Det er ikke tilfældigt, at han spiller i handicap 5,4 og har været en del af eliteholdet i Frederikshavn, som også hans børn har været det.

Datteren Daisy spiller i dag på Ladies European Tour, mens Daniel spiller på Eliteholdet i hjemmeklubben.  Mens vi snakker med Hans Nielsen, ringer hans telefon. Det er Daniel, der spiller match i Vejle og vil fortælle sin far om runden. Det er helt tydeligt, at familien har en stor plads i hjertet på den tidligere succesfulde kører.  Hans Nielsen har fulgt børnenes golfspil tæt og været en stor del af deres golfliv. Både i forhold til Daisys professionelle karriere, men også Daniel der også stiler mod at blive pro.

Egen golfbane

I dag bor Hans Nielsen og Susanne tæt på Frederikshavn golfklub, hvor de for ganske nylig har købt et hus. Efter tiden som professionel flyttede familien til Danmark og købte et nedlagt landbrug i Strandby nord for Frederikshavn.

Her anlagde Hans Nielsen en lille golfbane med tre huller, der kunne spilles på tre forskellige måder, så det reelt set var som at spille en ni-hullers bane. Da børnene var små, blev der flittigt trænet på banen, og det er slet ikke tilfældigt, at de er blevet bidt af golf.

Hans Nielsen har også gjort en del i salg af golfbiler efter speedwaykarrieren, hvilket han stadig gør. Han importerer bilerne fra England og sælger dem videre til de danske golfklubber.

I det hele taget er det tydeligt, at tiden i England har betydet rigtig meget for familien. Ægteparret driver i dag en tøjbutik i Frederikshavn, hvor der også er tøj fra England. De besøger jævnligt deres andet hjemland, hvor golfudstyret også kommer med. Yndlingsbanen i udlandet er Wentworth nær London, men den tidligere hjemmebane bliver også spillet ind i mellem.

The Professor

Det er dog ikke kun England, der betyder meget for Hans Nielsen. Efter 10 års tro tjeneste i Polen blev han gjort til æresborger. I 1999 modtog han en orden af den daværende præsident Aleksander Kwasniewski og var i det hele taget yderst respekteret.

Hans Nielsen fik tilnavnet The Professor på grund af sin beregnende og fejlfri kørestil og sin tilknytning til universitetsbyen Oxford, hvor han kørte i 1984-1992. Han var den første udenlandske kører i den polske liga og havde stor personlig succes. Det kneb lidt med sammenholdet og teamwork på holdet. Danskeren var vant til, at man hjalp hinanden og gav hinanden gode råd om teknik og kørestil. Det var svært for de polske kørere at tage imod råd på grund af en skepsis, om det nu også kunne passe.

1986 var et særligt år for Hans Nielsen, og han lyser op, når vi taler om netop dette år. Her fik han sit første individuelle verdensmesterskab og blev individuel engelsk mester. Efter et par svære år som nummer to, slået af kollega og rival Erik Gundersen, lykkedes det endelig. Det blev den første VM titel af mange.

Udstillet i Brovst

At Hans Nielsen har betydet meget for Speedway i Danmark og for hjembyen Brovst blev i den grad understeget, da byen for nylig valgte at lave en udstilling af den levende legende. Udstillingen indeholder en række af Hans Nielsens pokaler, plakater, billeder og ikke mindst en flot speedwaycykel. Udstillingen åbnede torsdag den 7. juli og frem til den 28. juli – og herefter hver onsdag.

Det er en kæmpe ære og noget, hovedpersonen i den grad er stolt over og beæret af.

Susanne Nielsen hustru er også rigtig glad for udstillingen. Fremover bliver det nemlig lidt nemmere at tørre støv af i hjemmet, når halvdelen af pokalerne er udstillet. Resten er stadig i flyttekasser i deres nye hjem, som ikke helt er på plads endnu.

Børnene er flyttet fra reden, fremtiden tegner spændende i speedway-arenaen og mon ikke, at der også bliver tid til en runde golf eller to i Frederikshavn, når der rigtig skal kobles af.

FAKTA

Hans Hollen Nielsen:

Født: 26.12.1959 i Arentsminde ved Brovst

Gift med Susanne Nielsen. Børn: Daniel og Daisy Nielsen

Tidligere speedwaykører med 22 verdensmesterskaber

Optaget i Danmarks Idrætsforbunds Hall of Fame 2011

Startede med at spille golf i 1987 i Australien

Hjemmeklub: Frederikshavn Golfklub. Hcp: 5,4

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *