StjerneGolf flytter til Horsens

StjerneGolf flytter til Horsens

Af Pressemeddelelse.

Efter nogle succesrige år i Himmerland Golf & Spa Resort har organisationen bag KidsAid besluttet sig for at flytte 2019-udgaven af StjerneGolf til Horsens, hvor samarbejdspartnerne bliver Horsens Golfklub, Stensballegaard Golf og Forum Horsens. StjerneGolf 2018 i Himmerland gav et overskud på to mio. kr. til velgørenhedsfonden.

”Efter nogle fantastiske år i Himmerland blev vi kontaktet af de to golfklubber i Horsens samt Horsens by. Vi havde egentlig forestillet os at blive i Himmerland, hvor vi har fået en virkelig god behandling og hvert år følt os yderst velkommen,” siger Søren Bach, der er formand for og initiativtager til KidsAid.

”Vi tror, det kan være sundt at prøve noget nyt, og vi håber da også at kunne vende tilbage til Himmerland ved en senere lejlighed, måske endda snart. Vi er helt trygge ved Horsens, som har afholdt StjerneGolf tidligere – bl.a. vores 10 års-jubilæum i 2010, hvor Forum Horsens og begge golfklubber var en del af en kæmpe succes. Så det er med vemod, vi siger farvel til Himmerland, men glæder os samtidig til at arbejde sammen med de driftige mennesker i og omkring Horsens,” siger Søren Bach.

Også i Horsens er der glæde over, at StjerneGolf vender tilbage til byen i 2019.

”Både borgere og turister kan få en sjov oplevelse og deltage i anderledes aktiviteter med de kendte nede i midtbyen og se dem spille ude på golfbanerne. Samtidig er det en unik mulighed for erhvervslivet at gøre opmærksom på, hvad området også har at tilbyde, mens KidsAid og det gode budskab er i byen. Mest af alt er det vigtigt at støtte den gode sag,” siger Helle Berthold Rosenberg, der er turistchef i VisitHorsens og Kystlandet, der er turistsamarbejdet i Horsens og Odder.

Hvem er KidsAid, og det støtter de:
KidsAids primære formål er at skabe trivsel, håb og glæde for syge og udsatte børn i Danmark. Med KidsAids Unikke Oplevelser forsøger KidsAid at få syge børn til at glemme deres sygdom for en stund. Oplevelser som; musik og trylleri på hospitalernes børne- og ungeafdelinger hver eneste uge, koncerter med Lady Gaga, Justin Bieber og Gulddreng eller sportsbegivenheder med eksempelvis Serena Williams og Victor Axelsen. KidsAids Unikke Oplevelser er for alle syge børn i Danmark samt deres familier.

KidsAid donerer penge til landets hospitaler, så vi i fællesskab kan implementere forbedringer, der gør en forskel for børnenes ophold på børneafdelingerne.

www.kidsaid.dk

Billedtekster: Hul 18 i Horsens.

Relaterede artikler

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

X