PING
TØJKØBMANDEN MED TO GOLFBANER

TØJKØBMANDEN MED TO GOLFBANER

Af Jens Christensen.

Det er vist ikke sket før i den danske golfhistorie, at én privatperson har ejet to forskellige golfbaner hvert sit sted i samme by – som 48-årige Jens Poulsen i dag gør det i tekstilbyen Ikast, hvor han også driver den internationale modevirksomhed DK Company. I efteråret 2014 overtog han 9 hullers-banen og klubhusejendommen Broholmgaard i Tullamore Golf Club i Ikast-forstaden Tulstrup, og den 1. januar 2018 blev han også ejer af 27 huller og klubhuset i Ikast Golf Klub. Det betød, at klubberne blev sammenlagt og navngivet Ikast Tullamore Golf Club.

Jens Poulsen startede DK Company i 2001, og siden har han drevet firmaet med så store visioner, at det er vokset til ét af Europas største indenfor produktion af mode- og livsstilstøj til både kvinder, mænd og børn. Det sker i 17 forskellige, kendte brands: Blend, Blendshe, BON’A PARTE, b.young, Casual Friday, Creme, Culture, Denim Hunter, Dranella, Educe, fransa, Gestuz, ICHI, Inwear, Kaffe, Karen by Simonsen og Matinique. DK Company har i dag 2200 ansatte, her 900 i Danmark.

»Tøjkøbmanden» kalder man i modebranchen Jens Poulsen, som gennem årene har opkøbt en række mere eller mindre nødlidende danske og udenlandske brands og gjort dem til så gode forretninger, at DK Company på årsbasis sælger modetøj for milliarder.

Stor inspirationskilde
Det er også store visioner, der sammen med en stor kærlighed til golfspillet har ført til, at tøjkøbmanden er endt som dobbelt golfbaneejer.

– Jeg har selv spillet i både Ikast Golf Klub og Tullamore Golf Club gennem de seneste 26 år, og selvom jeg på grund af travlhed i DK Company i løbet af et år kun spiller omkring mellem10 og 15 runder i Danmark og fire runder på tre dage i Spanien sammen med vennerne, har jeg aldrig mistet interessen for spillet, som især fascinerer mig, for det påvirker den enkelte spillers psyke og skaber vindertyper. Desuden tiltaler det sociale samvær i forbindelse med en golfrunde mig så meget, at jeg ikke kunne sige nej, da jeg blev tilbudt at købe først Tullamore-banen og siden Ikast-banen.

Det sociale samvær på golfbanen betyder meget for Jens Poulsen (i røde shorts) – som her med vennerne på den årlige Spaniens-tur.

Det var den afdøde ejer af Tullamore-banen, Eskild Thygesen, som inspirerede mig til at blive golfspiller som 22-årig: – Eskild, som kendte   min far, havde en nærmest magnetisk karisma og blev derfor en stor inspirationskilde for mig. Han lagde stor sjæl i alt, hvad han foretog sig – og ikke mindst i den parkagtige golfbane, Tullamore, som han anlagde på jorden til sin private, firlængede landejendom Broholmgaard, hvor han i et hjørne indrettede unikke, hyggelige klubhusfaciliteter.

Længere Tullamore
Da Eskild Thygesen blev ramt af uhelbredelig kræft, kom han og Jens Poulsen endnu tættere på hinanden end nogensinde før, da de sammen kørte en tur i en buggy på Tullamore og snakkede om liv og død og om golfbanen, som ingen af Eskilds familiemedlemmer ønskede at føre videre: – Flere måneders efterfølgende snak om Tullamores fremtid gjorde mig klar tll at overtage Eskilds hjerteblod, så derfor købte jeg både banen og Broholmgaard – en overtagelse, der desværre fik et følelsesmæssig og tragisk efterspil, idet Eskild, efter et døgn i coma, sov stille ind to dage efter, at vi sammen havde offentliggjort ejerskiftet. Det var en tung, men god byrde jeg påtog mig, fordi jeg både kendte Eskild, hans kone Karin og deres fælles passion for Tullamore rigtigt godt.

Jens Poulsen bor også selv i Tulstrup – godt 500 meter fra Broholmgaard, hvor han har renoveret klubhushjørnet, indrettet en lejlighed til sin ældste datter og resten af gården til et kursuscenter med fem dobbeltværelser for DK Companys medarbejdere.

Dertil kommer, at han er har købt ekstra jord, så golfbanens huller kan blive både længere og bredere. Tullamore-hullerne har tidligere været korte og smalle, men det rådes der bod på i løbet af 2018, så banen fra sæsonstaten 2019, får en samlet længde, der matcher »normale« 9 hullers-sløjfer. Forlængelserne har Jens Poulsen i øvrigt selv tegnet.

Bedre med én stor klub
Det er ingen hemmelighed, at Ikast Golf Klub – der i 2016 havde 25 års-jubilæum – i årevis har kæmpet med økonomiske problemer og oparbejdet en gæld på 14 millioner kroner, incl. et lån fra Ikast-Brande kommune. Den gæld har Jens Poulsen indfriet og samtidig overtaget hele golfanlægget på Remmevej i den østlige udkant af Ikast, et anlæg, der både rummer en 18 hullers-bane og en 9 hullers-pay & play-bane. Sidstnævnte er forholdsvis ny, idet den på et tidspunkt erstattede klubbens gamle 9 hullers-bane, som måtte frasælges som eksklusive byggegrunde, fordi klubben fattedes penge.

Jens Poulsen har altid hygget sig i Tullamore Golf Club. Her er han sammen med Karin Thygesen, enke efter afdøde Eskild Thygesen.

Jens Poulsen: – Vi har stået sammen om mange ting i Ikast gennem årene og på denne måde gjort disse ting stærkere, og det var ud fra den devise, at jeg også opkøbte Ikast-banen. Klubben havde penge ikke til at udvikle banen, og så syntes jeg, at det var bedre at lave én stor klub med 1500 medlemmer fremfor, at byen havde en mindre klub med 600 medlemmer – Tullamore – og en større med 900 medlemmer – Ikast.

Det var formanden for Ikast Golf Klub, John Kristensen, og én af klubbens pionérer, Lars Søgaard, der foreslog Jens Poulsen denne sammenlægning, som faldt i så god jord hos begge klubbens medlemmer, at de på hver sin ekstraordinære generalforsamling sagde ja til Jens Poulsens overtagelse i næsten 100 procents enighed. Et enkelt medlem stemte blankt. Siden blev John Kristensen valgt som formand for Ikast Tullamore Golf Club og Lars Søgaard som direktør.

100 meter-reglen
Ligesom på Tullamore-banen med Jens Poulsen som ejer kommer der til at ske store forbedringer på Ikast-banen i løbet af 2018. Det gælder ikke mindst hulforløbet, som laves om, så der bliver under 100 meter fra klubhuset til både 1. tee og 10. tee, ligesom der anlægges en ny driving range mindre end 100 meter fra klubhuset.

-100 meter-reglen kalder jeg selv disse tiltag, som skal skabe mere liv omkring klubhuset, der også skal ombygges og udvides, så der bliver bedre trivsel og mere liv indendørs, forklarer Jens Poulsen.

Det nye logo for Ikast Tullamore Golf Club skyldes lige som navnet en sammensmeltning af de to fusionsklubbers forskellige logoer.

Straks efter han havde overtaget Ikast-banen, kørte han personligt ud til chefgreenkeeper Claus Studsgaard Nielsen og bad om at låne noget arbejdstøj af ham, så de kunne følges ad og gennemgå hele banen. Resultatet blev, at der i år skal laves tre nye huller, tre nye greens, fem nye fairways, otte nye teesteder og en ny driving range.

– Når vi er færdige med at gennemføre mine ideer i både Tullamore og Ikast, er jeg sikker på, at står vi en rigtig god 9 hullers-parkbane og en rigtig god 18 hullers skovbane, som både medlemmer og greenfeespillere vil synes om, lyder det fra Jens Poulsen, som til den tid skønsmæssigt vil have investeret mellem 30 og 40 millioner kroner i Ikast Tullamore Golf Club – fordi han gerne vil gøre noget for

både byen Ikast og for de lokale golfspillere. Han håber og tror, at det vil gå så godt, at økonomien kommer til at hænge sammen i fusionsklubben – dels fordi antallet af medlemmer og greenfeespillere stiger, og dels fordi klubben sparer driftsudgifter med fælles maskinpark, fælles administration og fælles fuldtidstræner (Dennis Willadsen). I DK Company har Jens Poulsen altid haft mottoet »Vi må aldrig blive for magelige.« Dét samme motto lever han i sandhed også op til som ejer af Ikast Tullamore Golfklub.

Fakta
www.ikasttullamoregolf.dk
Remmevej 36, Ikast
Broholmvej 14, Tulstrup

Skovbanen, Ikast
18 huller, par 72
44: 4400 meter
47: 4700 meter
52: 5200 meter
55: 5500 meter
Greenfee: 300-350 kr.

Pay & play-banen
9 huller, par 62
Greenfee: 150 kr.

Parkbanen, Tullamore
9 huller, par 35
Greenfee: 175-225 kr.

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Gå ikke glip af de seneste nyheder fra golfens verden, nye konkurrencer og meget mere - og vi lover at 

Tak for din tilmelding!

X