TRIPLE AF JEFF WINTHER GIVER NY FREMGANG PÅ RACE TO DUBAI

TRIPLE AF JEFF WINTHER GIVER NY FREMGANG PÅ RACE TO DUBAI

Af Peter Skott Carlsen

Sæsonen 2017/2018 er startet godt for Jeff Winther, der ved BMW SA Open hosted by the City of Ekurhuleni klarede det tredje cut i lige så mange starter, og han fik dermed endnu en præmiecheck til Race to Dubai Rankings.

Før jul rejste Jeff Winther til Mauritius og indledte den nye sæson med en 14. plads, hvilket blev fulgt op af en 27. plads ved Joburg Open. I sidste uge var han så tilbage i Sydafrika, hvor han som den eneste dansker klarede cuttet ved BMW SA Open hosted by the City of Ekurhuleni, og efter undervejs at have været i top-10 blev det til en 20. plads. Dermed kunne han sætte 10.605 euro ind på præmiekontoen, og han hoppede derfor frem til nummer 32 på Race to Dubai Rankings. Vinder i Sydafrika blev Chris Paisley, der takket være sin første sejr på Europa Touren og 159.669 euro hoppede helt frem til 5. pladsen på ranglisten.

– Læs mere: Engelsk sejr i Sydafrika hvor Jeff faldt ud af top 10

Fra Afrika er touren rejst videre til Mellemøsten, hvor der i denne uge bliver spillet Abu Dhabi HSBC Championship presented by EGA. Turneringen har en præmiesum på 3 mio. dollars, og grundet sin kategori er Jeff Winther ikke inde i turneringen. Det er til gengæld Søren Kjeldsen, Lasse Jensen, Lucas Bjerregaard, Thorbjørn Olesen og Thomas Bjørn.

European Tour Race to Dubai Rankings
1. Wade Ormsby: 357.710 point.
2. Dylan Frittelli: 230.846 point.
22. (18) Joachim B. Hansen: 52.866 point.
32. (36) Jeff Winther: 38.727 point.
— Top-60 = sæsonfinal i Dubai (pt. 19.670 point) —
147. (125) Anders Hanen: 3.525 point.

Related posts

X