VIKINGERNES SLAGMARK

VIKINGERNES SLAGMARK

Af Frits Christensen

Carnoustie Golf Links er med i programmet, når green2green i efteråret flyver charter fra Karup til Dundee. Den legendariske klub er igang med at bygge nyt klubhus, der skal stå klar til The Open i 2018

Blandt danske golfelskere er Carnoustie Golf Links bedst kendt fra Viasats transmissioner af British Open eller den årlige tilbagevendende Dunhill Links Championship, hvor The Championship Course er den ene af de tre værtsbaner med Old Course i St. Andrews og Kingbarns som de to andre.

Den berømte Carnoustie-bane med tilnavnet ”Carnastie” på grund af den høje sværhedsgrad – især i høj skotsk vindstyrke – er med i programmet, når green2green i september og oktober lancerer charterflyvninger fra lufthavnen i Karup direkte til den endnu mindre lufthavn i Dundee.

Carnoustie Golf Links består af de tre klassebaner, The Championship Course, The Burnside og The Buddon. Men det er førstnævnte, der hele syv gange har været vært for British Open – og skal være det igen i sommeren 2018. Banen har desuden lagt græs til Ladies British Open og to gange til Seniors British Open.

Nyt klubhusbyggeri

Her i sommeren 2017 fremstår Carnoustie som en byggeplads med midlertidig administration, proshop og klubhus i en stor barakbygning ved siden af det berømte Carnoustie Golf Hotel & Spa med den attraktive beliggenhed lige bag 18. green på The Champions Course.

Nedrivningen af det gamle klubhus startede i efteråret 2016, og forventningen er et færdigt nybyggeri i december 2017, så der skulle ikke være problemer med at få organisationen på plads, når verdens bedste professionelle ankommer for endnu engang at tage kampen op med ”Carnastie” i sommeren 2018.

Det nye klubhus med den unikke beliggenhed med udsigt over alle tre linksbaner på Carnoustie vil blive indrettet i to plan med en stor proshop, check in-faciliteter, over 500 baglockers og lokaler til administrationen i stueetagen, mens førstesalen vil være indrettet til restaurant og bar, tv-interviewrum, et minimuseum, der fortæller om klubbens lange historie og flere møderum og kontorlokaler.

Også hotel-investering

Også hotellet gennemgår en renovering, der ifølge general manager, Gordon MacKintosh, vil betyde en investering på over 20 mio. kr. Hotellet har 96 værelser, og green2green har allerede sikret sig en del af værelserne med udsigt til 18. green under næste års British Open.

Carnoustie-banerne er blandt de mest besøgte af udenlandske golfturister, hvoraf 60 pct. af greenfeespillerne er amerikanere, mens andre er skandinaver, franskmænd, hollændere og tyskere.

Der er 2.500 medlemmer på Carnoustie Golf Links (flere klubber), men kun 15 pct. af indtægterne kommer fra medlemmerne, mens resten kommer fra greenfeespillere, hvilket fortæller noget om populariteten.

Det var på The Burnside-banen, at den senere så berømte amerikaner, Ben Hogan, i 1953 med en runde i 70 slag kvalificerede sig til The Open, som han så endte med at vinde.

The Buddon er den nyeste af de tre baner, der åbnede i 1979, designet af Peter Allis og Dave Thomas. Her er der for nylig investeret godt 10 mio. kr. i to nye huller, så den nu fremstår som en krævende par 68-bane.

Vikingernes slagmark

Historien går langt tilbage i Angus-byen Carnoustie, hvor der har været spillet golf i fire århundreder. En gentleman og lodsejer ved navn Sir Robert Maule (1497-1560) regnes for Carnousties første ”gowf-player,” når han ikke gik på jagt med vennerne.

Carnoustire Golf Club blev grundlagt i 1839 som en af verdens ældste klubber med de 10 første huller layoutet af Allan Robertson, der var datidens største golfspiller og første professionelle spiller/træner i Skotland.

Banen blev senere udvidet til 18 huller i 1867 med hjælp fra Old Tom Morris, men det var først i 1926, at banen blev gjort klar til at modtage The Open Championship efter nogle ændringer foretaget af James Braid.

Vikingerne vandaliserede

Der findes flere forklaringer på stednavnet Carnoustie, og begge relaterer til tiden, da danske og norske vikinger invaderede og vandaliserede den britiske østkyst. ”Car” var datidens skandinaviske udtryk for rock/klippe, mens ”noust” blev brugt om bay/bugt.

Men der findes også en mere fantasifuld, farverig og blodig forklaring gående ud på, at byen har fået sit navn fra ”The Battle of Barry” i 1010, da den skotske konge Malcolm II vandt et slag mod danske vikinger anført af en leder ved navn Camus, der faldt for et skotsk sværd og blev begravet i Panmure Estate.

Legenden fortæller, at de nordiske guder blev så ophidsede over drabet på deres favoritkriger Camus, at de nedkaldte en forbandelse over lokaliteten Barry Sands og lod den ”besætte” af en tusindtallig skare af krager. Da antallet af krager voksede i Buddon Nees, blev stedet også kendt som Craw’s Nestie (kragereden), der senere blev til Carnoustie.

Skotske emigranter

Carnoustie er også det sted i Skotland, der har afskibet flest golfspillere til USA og andre kontinenter, hvor de var den direkte årsag til udbredelsen af golfspillet i starten af det 20. århundrede. Carnoustie-spillere har vundet store mesterskaber i USA, Canada, Sydafrika og Australien.

En af de største emigranter var Stewart Maiden, der blev instruktør for den store amerikaner Bobby Jones, amatøren der vandt datidens grand slam i 1930’erne ved at vinde både amatør- og Open Championships i USA og Storbritannien.

Carnoustie er bl.a. kendt for vandhazarden The Barry Burn, der snor sig gennem banen og er i spil på flere af hullerne – ikke mindst på hul 18 i højre side af fairway og på tværs i indspillet kort før green.

Van der Veldes sammenbrud

Det var her, franskmanden Jean van der Velde blev verdensberømt i 1999 ved ikke at vinde British Open efter en vandtur i The Burn på hul 18 på finaledagen.

Van der Veldes føring før sidste hul betød, at han kunne tåle at lave en dobbelt bogey på par 4-hullet. Det blev til en tredobbelt bogey – og et omspil, der blev vundet af skotten Paul Lawrie!

The Championship Course på Carnoustie er en typisk skotsk linksbane med forholdsvis brede fairways, hvor man dog skal manøvrere uden om de drilske potbunkers så dybe, at man risikerer at skulle slå sidelæns eller bag ud af bunkeren.

Men kan man ramme de hårde fairways og ikke har strid modvind, får man masser af gratis rul. Greens er ofte blot en forlængelse af fairways uden synlig grænse for, hvor green starter. Derfor ser man ikke så sjældent de professionelle putte fra 40-50 meters afstand.

Hullerne fra 6 til 9 er blandt de sværeste, fordi de spilles i forlængelse af hinanden langs med out of bounds hele vejen i venstre side, før banen vender, og det går ind ad fra hul 10.

De berømte gule gorsebuske, hvor man umuligt kan finde bolden, kan komme i spil især på hullerne 12-17 før den spændende afslutning på par 4-hullet 18, hvor god course management er nødvendig for at undgå ”Burnen” – og Jean van der Veldes brutale skæbne.

Panmure Golf Club

Panmure Golf Club har en central og attraktiv beliggenhed mellem Carnoustie Golf Links og Monifieth Golf Links med sidstnævnte så tæt på, at man kan se de yderste huller på Monifieth Medal Course fra Panmures 12. og 13. hul.

Panmure Golf Club er da også oprindelig startet på Monifieth Golf Links helt tilbage i 1845, men da flere klubber gjorde krav på spilletider på Monifieth, besluttede folkene bag Panmure i 1899 at rykke nogle kilometer mod øst til Barry meget tæt på Carnoustie, hvor det nuværende klubhus blev bygget med inspiration fra Royal Calcutta Golf Club grundet de tætte Dundee/Indien-forbindelser.

Greenkeeperens skræk

Oberst J. Lindsay Henderson, der var sekretær i klubben fra 1923 til 1947, beskrev klitområdet fra hul fire til hul 15 som et helt umuligt areal set fra en greenkeepers synspunkt. Men det tog arkitekten James Braid blot som en udfordring og fik skabt en bane, der på de nævnte huller tilhører de absolut sværeste linksbaner i Skotland med super smalle fairways og små greens, der er skjult af klitterne. Til gengæld ligger de første tre og de sidste tre huller på almindelig fladt landbrugsareal.

I klubhuset på Panmure Golf Club oser det af historisk golf. Klubben markedsfører sig også på, at det var Ben Hogan, der før sin sejr i British Open i 1953 trænede på Panmure og foreslog en ny greenbunker på hul 6. Den ligger der i dag og hedder naturligvis Hogans bunker.

Selv om par 70-banen ikke er særlig lang med sine beskedne 6.551 yards (5.800 meter) fra backtee, har klubben en aftale med The Open Championship om, at den skal bruges til The Open-kvalifikation i perioden fra 2016 til 2020.

Foruden hul 6 med Hogans bunker hører også par 3-hullet 9 til de mest spændende huller med en green, der for det første er svær at komme til, og for det andet faldet voldsomt fra bagkant til forkant.

Monifieth Golf Links

Det var oprindelig folkene bag Panmure Golf Club, der i 1845 sendte bud efter to af Skotlands største spillere, Allan Robertson og Alexander Pirie fra St. Andrews, og bad dem om at layoute den første bane i Monifieth, hvor Jarlen af Panmure efter sigende spillede ”Gowf on the Lords Day” helt tilbage i 1643.

Monifieth Golf Club blev grundlagt i 1858 som den ældste af de nuværende fem klubber, der har Medal Course og Ashludie Course som hjemmebane. De første ni huller blev i 1880 til 18 huller, mens Ashludie-banen fik sine første ni huller i 1912 og blev udvidet til 18 huller i 1930.

De to baner på Monifieth Golf Links er præget af det flade linksland langs med jernbanen, der blev etableret mellem Dundee og Arbroath i 1838 langs med kysten. Det betyder også, at de første seks huller på Medal Course går parallelt med jernbanen (naturligvis out of bounce, hvis man ikke er så heldig/dygtig som denne tester at ramme skinnerne og få bolden til at springe tilbage på fairway!)

Watsons træningsrunde

Medal Course på Monifieth Golf Links har meget brede fairways og giver en masse rul på vindtørre dage, hvis blot man kan undgå de typiske potbunkers. Banen er blevet brugt til mange amatørturneringer om det skotske mesterskab og har fem gange i perioden 1968 til 2007 været hjemsted for kvalifikationen til British Open.

Ved første tee på Medal Course sidder en plade til minde om, at det var her, amerikaneren Tom Watson i 1975 for første gang spillede en træningsrunde på en linksbane i ugen før, han han vandt sin første British Open-major på Carnoustie.

 

FAKTABOKS
Carnoustie Golf Links:

www.carnoustiegolflinks.co.uk

Email: golf@carnoustiegolflinks.co.uk

Tel: 44 1241 802270

The Championship Course:

18 huller par 72, 6.942 yards (hvid), 6.589 yards (gul) og 6.136 yards (rød). (Ved omregning til meter træk ca. 10 pct. fra længderne). Banearkitekt: Allan Robertson og Tom Morris Sen. Andre 18 hullersbaner på Carnoustie: The Burnside og The Buddon.

Greenfee – The Championship Course: 175 pund. Rabat i april og oktober: 480 pund for en firbold. Burnside og Buddon: 46 pund.

Vindere af The Open på Carnoustie:

1931: Tommy Armour. 1937: Henry Cotton. 1953: Ben Hogan. 1968: Gary Player. 1975: Tom Watson. 1999: Paul Lawrie. 2007: Padraig Harrington.

 Panmure Golf Club:

www.panmuregolfclub.co.uk

Email: professional@panmuregolfclub.co.uk.

Tel: 44 1241 852460

18 huller par 70, 6.551 yards (blå), 6.360 yards (hvid), 6.113 yards (gul) og 5.808 yards (grøn). Banearkitekt: James Braid.

Greenfee: Marts: 40 pund. April: 60 pund. Maj-oktober: 95 pund.

 

Monifieth Golf Links:

www.monifiethgolf.co.uk

Email: info@monifiethlinks.com

Tel: 44 1382 532945

18 huller par 71, 6.655 yards (hvid), 6.420 yards (gul) og 5.972 yards (rød). Banearkitekt: Allan Robertson og Alexander Pirie.

Greenfee: 70 pund.

Golfavisen var inviteret til Skotland af green2green.

 

 

 

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *