15 MIO. DOLLARS PÅ SPIL: JUSTIN THOMAS OG OUTSIDER FØRER

15 MIO. DOLLARS PÅ SPIL: JUSTIN THOMAS OG OUTSIDER FØRER

Af Søren Amstrup

Det er uhyrlige summer, der er på spil, når PGA Tourens slutspil afgøres. FedEx Cup er navnet på pointlisten, og slutspillet afgøres over tre turneringer. De 125 bedste på pointlisten er nu blevet til 70, og i denne uge skal de 30 deltagere til næste uges Tour Championship findes. Den samlede vinder får en bonus på 15 mio. dollars.

Patrick Reed vandt sidste uges Northern Trust, og det katapulterede amerikaneren til en andenplads på FedEx Cup’en efter Brooks Koepka. Der er 2000 point til vinderne af de tre slutspilsturneringer mod 500 i normale uger, så en sejr og en godt timet formkurve kan vise sig særligt lukrativ på denne tid af året.

BMW Championship spilles på Medinah Country Club vest for Chicago. Det er en bane, der især huskes af os europæere for “Miraklet på Medinah”. Ryder Cup 2012 afgjordes her, og miraklet bestod i, at det europæiske hold var nede med 10-6 inden søndagens singler, men anført af elektriske Ian Poulter, kom de tilbage og vandt efter en forrygende søndag. Martin Kaymer satte det afgørende putt i sin match ved den lejlighed.

Læs også: Joachim B. Hansen med forrygende start i Tjekkiet

Justin Thomas har taget føringen efter første runde med en 65’er. Thomas proklamerede efter runden, at han aldrig havde haft så dårlig en opvarmning, så han vidste ikke hvad han skulle forvente. 65 slag senere var han førende i klubhuset, og kun én spiller formåede at gøre ham kunsten efter. Den relativt upåagtede Jason Kokrak, der er nummer 60 i verden og nummer 32 på FedEx Cup-listen, noterede blot én bogey på vej mod runden i 65 slag. Kokrak har aldrig vundet på PGA Touren, men fem top 10 placeringer i indeværende sæson, har sendt den 34-årige amerikaner med ind i det fine selskab.

Tiger Woods trak sig fra sidste uges turnering, men han er tilbage denne uge. Han gik en stille runde i et slag under par, og han ligger på en delt 50. plads i det 69 mand store felt. Feltets dårligst placerede Joaquin Niemann er to slag over par, og ellers er det kun Vaughn Taylor, der er over par.

https://twitter.com/PGATOUR/status/1162197287101194240

Brooks Koepka, verdens nummer et, er fire under par. Det samme er Patrick Reed, Justin Rose og Jon Rahm blandt andre. Rory McIlroy er tre under, og han deler 25. pladsen med bl.a. landsmanden Graeme McDowell. Jordan Spieth og Dustin Johnson er to blandt mange på to under par.

Fem spillere deler tredjepladsen i seks under par. Blandt disse er feltets ældste, Jim Furyk på 49 år og Brandt Snedeker.

Du kan følge slutspillet på GolfTV, og leaderboardet kan studeres her.

Relaterede artikler