ÆRGERLIG FINALERUNDE MEN NYT TOPRESULTAT TIL HØJGAARD I ENGLAND

ÆRGERLIG FINALERUNDE MEN NYT TOPRESULTAT TIL HØJGAARD I ENGLAND

Af Nicolai Jaquet
Rasmus Højgaard gik i førerbolden søndag men kom aldrig rigtig i nærheden af sejren.

Rasmus Højgaard startede dagen et slag efter den førende englænder Sam Horsfield, men kom aldrig for alvor i gang på sidste dagen ved Hero Open på Forest of Arden Marriott Hotel and Country Club.

En dobbeltbogey på 16. hul sendte ham fire slag efter føringen, og dermed var sejren reelt uden for rækkevidde. Og desværre var det stolpe ud for danskeren, der på 17. hul tog en grov hulkant på sit indspil for eagle. En afsluttende bogey på 18. resulterede i en delt sjetteplads i 13 under par – samme score som han startede dagen i.

LÆS OGSÅ: Spændende WGC-finale i vente

Spillemakkeren i førerbolden Sam Horsfield spillede ganske stabilt hele dagen og fik hældt godt med birdies i tidligt takket være en varm putter. Og længe lignede det heller ikke, at der var nogen, der for alvor kunne true 23-årige Horsfield. Det var indtil belgieren Thomas Detry satte et angreb ind på bag ni. Og da Horsfield fik bogey på 15., og belgieren samtidig en birdie på 17., var Detry i front med et slag.

Desværre for Detry missede han et kort parputt på 18. og måtte nøjes med en bogey og en score i klubhuset på 17 under. Derfor kunne han ikke gøre andet end at sætte sig og nedstirre sin telefon i spænding og håbe på, at de 17 under ville være nok til enten sejren eller omspil.

Det var dog ikke nok. For med en birdie på 17. hul og en par på sidste sikrede Horsfield sig sejren i samlet 18 under par. Det er hans første European Tour sejr.

Joachim B. Hansen havde en skidt dag på kontoret. Tre over par endte han på runden og faldt tilbage til en delt 28. plads.

Søren Kjeldsen fik rejst sig efter en skuffende lørdagsrunde. Syv birdies og to bogeys puttede han på kortet. En runde i fem under bragte ham op på en delt 41. plads. En placering som også Benjamin Poke endte på efter en sidste runde i en enkelt under.

LÆS OGSÅ: Nordjysk succes ved DM i Slagspil

Thomas Bjørn faldt desværre tilbage efter seks over par søndag. Bjørn slutter to over par i alt som gav en 70. plads ud af 71 spillere, der klarede cuttet.

Se resultatet fra Hero Open her

UK Swing fortsætter i næste uge ved English Championship på Hanbury Manor Marriott Hotel and CC.

Relaterede artikler

X