Thorbjørn Olesen klarede akkurat cuttet ved den “lille” af ugens to turneringer på PGA Tour, og lørdagen bød ikke på megen fremgang, så danskeren var ude i den femte bold i morges ved Myrtle Beach Classic i selskab med Anders Albertson fra USA.
The Dunes Golf and Beach Club har givet en del birdies fra sig, men Olesen havde kun formået at lave ti birdies de første dage, og var samlet to under par inden finalerunden. Den lidt magre birdie-total fik han lavet om på i dag. Efter pars på hul et og to lavede han seks birdies på de næste syv huller, og turnede seks slag under par.
– Jeg har ikke rigtig været i stand til at sætte en god runde sammen herovre, så det var rart endelig at at få gang i noget godt, og så holde sammen på det hele vejen ind, så det var rart at spille 18 gode huller, sagde Olesen til PGA Tour efter runden.
Danskeren holdt nemlig sammen på scoren, og fik lavet flere birdies på de sidste ni huller. Først blev de til tre pars inden han med tre birdies i træk begyndte at drømme om en 59’er.
– Efter hul 15 troede jeg oprigtigt på at der var en chance for en 59’er. Hul 16 er en god birdie-mulighed, 17. er svært, men der er en chance, så det var rart at slutte med en birdie på 18. (når de to foregående huller blev spillet i par red), sagde han.
Danskeren puttede fantastisk, statistikken siger, at han rullede 100 fods putt i, altså 30 meter, og han hentede altså klart flest af sine slap på green. Facit blev en runde i 61 slag, ti under par, og det var Olesens laveste runde på PGA Tour. Han har for år tilbage to gange noteret runder i 64 slag. Udover den personlige rekord, så er 61’eren ny banerekord på The Dunes Golf and Beach Club. Den tidligere rekord var 63 slag, så den ekstra bonus tager Thorbjørn Olesen med til næste uges major, PGA Championship.
Da Olesen var færdig med runden var rykket helt frem på en femteplads, men nu hvor de sidste spillere er halvvejs gennem runden er han ude af top-10, og det ender nok med en placering mellem nummer 15-20.