Lucas Bjerregaard har virkelig fundet formen her midt på sommeren. De seneste uger er nordjyden sluttet på syvende- og ottendepladsen og efter dagens runde i Skotland fører han.
Fredag spillede Lucas Bjerregaard en fejlfri runde golf, der indeholdt syv birdies og 11 pars. 64 stod der på scorekortet, og da alle var færdige med anden runde var det dagens klart bedste score. 32-årige Bjerregaard var to slag bedre end næstbedste score, og efter en første runde i 69 slag er han på en delt førsteplads ni slag under par. Dermed skal han ud i førerbold lørdag.
Lucas Bjerregaard har en dårlig kategori på Challenge Tour i denne sæson, men de seneste ugers resultater giver han mulighed for flere starter, og det udnytter han altså nu. Han har spillet sig op i top-45, og skulle det ende med en sejr vil han formentlig komme i top.10 på ranglisten, og dermed øjne en returbillet til DP World Tour.
Han er ikke den eneste dansker, der gør det godt i Farmfoods Scottish Challenge. Hamish Brown, der med sine skotske rødder, er halvt på hjemmebane, er på tredjepladsen bare et slag efter landsmanden, mens John Axelsen er nummer seks yderligere et slag efter. Peter Launer Bæk er den fjerde dansker i top-10. Fynboen førte efter første runde, og var tre over par efter ni huller fredag, inden han fik runden tilbage i par, og nu er nummer ni, fire slag efter Lucas Bjerregaard.