Santander
BJØRNEJAGT I ESBJERG

BJØRNEJAGT I ESBJERG

Af Peter Nielsen

Esbjerg Golfklub er i dagene fra 18. til 20. august 2017 vært for de danske mesterskaber i slagspil (DM i Slagspil). Det sker i tæt samarbejde med Dansk Golf Union og EnergiMetropol Esbjerg.

Her mødes hele den danske amatørelite med et udpluk af de professionelle for at afgøre fordelingen af Danmarks Idrætsforbunds individuelle mesterskabsmedaljer.

72 herrer og 24 damer har kvalificeret sig til mesterskaberne som spilles i Esbjerg Golfklub. Turneringen spilles over 3 dage med 18 huller hver af dagene.

-Allerede her fra begyndelsen af august er arrangementet blevet synligt på vores mesterskabsbane i Marbæk, fortæller Golfmanager HC Warrer. – Dels har forberedelserne hos greenkeeperne været i gang længe, så banen – og især greens – kommer i perfekt stand og dels er deltagerne, i takt med at startlisten er faldet på plads, begyndt at spille prøverunder, uddyber Warrer.

Mesterskabsbane

Marbækbanen er en international anerkendt mesterskabsbane med store udfordringer. Der er meget lidt vand i spil, men lyng og vind er fuldgyldige erstatninger herfor. At skulle slå fra den saftige og nu blomstrende lyng er ikke let.

De stive stængler stritter imod og forhindrer et rent træf. Derfor koster det slag at komme på afveje og med vinden så meget i spil, er der mange vil gøre netop det.

Da Bjørnen vandt

At vinden kan spille med, fik vi et bevis på, da Thomas Bjørn i 1995 satte banerekord. Han forstod at udnytte denne mulighed bedst muligt og kom rundt i 64 slag. Da Marbækbanen blot er en par 71 bane, lyder det ikke som en urimelig lav score. Men rekorden står stadig”. Spørgsmålet er bare hvor længe?

 

Jagten på Bjørnen

Esbjerg Golfklub og EnergiMetropol Esbjerg udlover en flot præmie til den herrespiller og den damespiller, der skyder den laveste runde i løbet af de 3 dage mesterskabet bliver afviklet.

Præmien består af et Golfophold for 2 personer i Esbjerg med hotelovernatning inkl. morgenmad, 2 x 2 stk. greenfee til Marbækbanen samt efterfølgende frokost i restauranten.

Banerekorden på Marbækbanen indehaves af Thomas Bjørn (DK) fra Tee 64 med 64 slag, og af Caroline Masson (GER) fra Tee 52 med 67 slag.

Vinderne af konkurrencen er den dame- og den herrespiller, der skyder den laveste runde. Er der flere spillere, der efterfølgende måtte tangere runden, vil det være den første spiller i klubhuset med laveste score.

Præmien overrækkes af formand for Esbjerg Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg – Jakob Lose, som repræsentant for EnergiMetropol Esbjerg.

FAKTA

Esbjerg Golfklub har gennem årene lagt bane til flere store turneringer.

Her kan bl.a. nævnes Challenge Tour i 2004 og 2005 samt flere Europæiske Mesterskaber.

Om Esbjerg Golfklub:

Klubben blev stiftet i 1921 som nr. 3 i Danmark og var med til at stifte Dansk Golf Union.

Esbjerg Golfklub har +1.600 medlemmer.

Anlægget i Marbæk ligger i Nationalpark Vadehavet.

Der er 2 fulde 18 hullers baner; Mesterskabsbanen Marbæk fra 1975 og den nye bane Myrtue fra henholdsvis 1993/2007.

Marbækbanen er nomineret som nr. 61 i det kontinentale Europa, nr. 9 i Norden og nr. 2 i Danmark (ifølge Top100 EuropeanGolfCourses og Golf Digest).

 

Relaterede artikler

X
---------------------------------------------------------------------------------------------- Tracking Code: Standard (Asynchronous) "Retargeting" ----------------------------------------------------------------------------------------------