Bjørnen er tilbage: Tager tidlig føring i Irland

Bjørnen er tilbage: Tager tidlig føring i Irland

Golfikonet Thomas Bjørn har ikke spillet en officiel turnering siden juni måned, hvor han fik en delt syvendeplads ved sin egen turnering på Ecco Tour, Thomas Bjørn Samsø Classic. Men i denne uge er den 52-årige dansker tilbage på DP World Tour, hvor Irish Open afvikles – og første runde viste en Thomas Bjørn i absolut storform.

Med syv birdies og en bogey på The K Club skød Bjørn sig nemlig i toppen af leaderboardet med en runde i 66 slag. Her indtog han en tidlig føring over for en lang række yngre navne i den stjerneprægede turnering, som fortsat var godt undervejs på førstedagen, mens Bjørn kunne nyde sin placering som delt etter på leaderboardet. Danskeren er altså for alvor tilbage efter en skadespræget sommer, der blandt andet har holdt ham ude af Made in Himmerland. Hans seneste optræden på DP World Tour var ved Soudal Open i midten af maj.

Nok fik han en topplacering på Samsø i juni, men på DP World Tour er det et godt stykke tid siden, at Thomas Bjørn har blandet sig i toppen. I fjor var hans bedste placering på touren i Italien, hvor han fik en delt 25. plads ved Italian Open. Det var hans bedste placering på det niveau siden sommeren 2019, hvor han fik en delt ottendeplads ved Andalucia Masters. Fortsætter Thomas Bjørn niveauet fra sin første runde i Irland, er der dog udsigt til første topplacering i omtrent fire år for det europæiske ikon med masser af sejre og meritter bag sig.

Bjørn spiller de første to runder af Irish Open med landsmanden Rasmus Højgaard og svenske Alexander Björk. Højgaard kom rundt i par i ugens første runde.

Related posts

X