BROCH ESTRUP SIKRER BILLET TIL MAJOR

BROCH ESTRUP SIKRER BILLET TIL MAJOR

Mandag blev der spillet kvalifikation til AIG Women’s Open, og her sikrede Danmark en tredje deltager til majorturneringen på skotske Muirfield i denne uge.

Nicole Broch Estrup kom nemlig sikkert i mål i kampen om de sidste pladser, da hun kom rundt i 67 slag ved kvalifikationen på North Berwick. Det sikrede en tredjeplads i feltet, hvor der var 12 pladser til Women’s Open på højkant. Engelske Liz Young vandt kvalifikationen med 65 slag, som er syv slag under par.

Amatøren Amalie Leth-Nissen fra Smørum var ligeledes med i kvalifikationen. Den talentfulde landsholdsspiller kom dog til kort med en runde i 76 slag – fire slag over par. Dermed endte hun på en delt 62. plads i feltet med 108 deltagere.

Nanna Koerstz Madsen og Emily Pedersen var i forvejen kvalificeret til Women’s Open på Muirfield. Dermed er der en danskertrio klar til denne uges majorturnering.

Related posts

X