BRYGGEREN OG KROEJERNE

BRYGGEREN OG KROEJERNE

Af Frits Christensen.

Kimen til en golfklub i Silkeborg blev lagt med et møde i den lokale Rotary-afdeling. I dag er det en af landets største klubber med over 1700 medlemmer og 54 golfhuller på de to anlæg i Silkeborg og Ry. Silkeborg-banen er for første gang vært for Made in Denmark.

Selv om den officielle dato for starten på den nuværende Silkeborg Ry Golfklub opgives som 1966, så forekom de første sonderinger helt tilbage i 1962 mellem initiativrige lokale borgere.

Ufestligt har det næppe været et par år senere, da en brygger og to kroejere i 1964 satte handling bag mange indledende ord med oprettelsen af ”Aktieselskabet Silkeborg Golf under organisation.”

De initiativrige borgere var ejeren af Silkeborg Bryghus og Neptun A/S, Rud Schouenborg Nissen, kroejer Hans Andersen, Kongensbro Kro, og hotelejer Eduard Jørgensen, Hotel Dania i Silkeborg.

Hvis Made in Denmark vælger at spille fra det bagerste af de to backtee-steder langt oppe i skoven, får spillerne denne smukke, men også skræmmende udsigt til par 5-hullet 8. Foto: foto8600/Per Pedersen

Alle tre fik plads i den første bestyrelse suppleret med Poul Gram-Hansen og Ib Wøhliche, da Silkeborg Golf Club og Silkeborg Golf A/S blev stiftet i 1965 med det klare opdrag at anlægge en golfbane i en del af Trolddal Plantage i Resenbro, der blev købt af musiklærerinde Olga Houmøller.

Banearkitekterne
Faktisk havde brygger Rud Schouenborg Nissen allerede i 1962 købt plantagearealet og betalt 100.000 kr. af egen lomme. Med Dansk Golf Unions formand, Mogens Bredfeldt, som mellemled blev der skabt kontakt til den kendte engelske banearkitekt, John D. Harris, der mente, at det var muligt at skabe et af Nordeuropas bedste golfanlæg i plantagen.

Det blev dog ikke englænderen, men Dansk Golf Unions daværende baneudvalgsformand, Frederik Dreyer, der kom til at føre planen ud i livet, men dog på baggrund af en skitse til de første 18 huller skitseret af englænderen formedelst en overnatning på Hotel Dania og en flaske whisky.

Efter etableringen af driving range og de første seks par 3-huller i 1966 blev de første ni regulære huller taget i brug i 1967 og udvidet til 18 huller i 1968. Allerede året efter byggede klubben Danmarks på det tidspunkt dyreste klubhus (600.000 kr.), der dog led en krank skæbne i 1973. Huset brændte ned til grunden natten efter, at klubben havde været vært for EM for herrejunior.

Allerede året efter blev et nyt klubhus taget i brug. Det er senere blevet udvidet til det nuværende udseende i forbindelse med bygningen af et fritliggende indendørs træningscenter med tilhørende pro-shop.

I starten af det nye århundrede gav Thomas Bjørn sin barndomsklub en hjælpende hånd med nydesign af mesterskabsbanens hul 15 og redesign af hul 16. Efter flere år med en meget lang venteliste kunne man så åbne for 200 nye medlemmer på de ni nye huller på østsløjfen tegnet af Henrik Jakobsen.

Tradition for eliten
Silkeborg Golf Club (som den hed frem til fusionen med Ry i 2013) udviklede sig forholdsvis hurtigt til en klub med tradition for at skabe gode elitespillere. I 1971 blev Jens Gram-Hansen (nuværende bestyrelsesmedlem) klubbens første danske mester som junior, og i klubbens 52 års levetid er det hos amatørerne blevet til 16 danske mesterskaber, tre nordiske mesterskaber og et europamesterskab til den nuværende direktør i Dansk Golf Union, Morten Backhausen.

Blandt de store mesterskabsslugere er naturligvis den nuværende Ryder Cup-kaptajn, Thomas Bjørn, der blev professionel i 1995 og samme år vandt Challenge Tour (fire sejre) efterfulgt i 1996 af den første af 15 sejre på European Tour. Klubbens næste Europatour-vinder (2013) blev Morten Ørum Madsen, der som amatør vandt sølv ved VM for hold i 2010.

De flotte resultater til Thomas Bjørn og co. i 1990’erne fik i 2000 klubbens ledelse til at arrangere Skandinaviens største turnering for amatører, Danish International Amateur Championship (DIAC) og Danish International Ladies Amateur Championship (DILAC), der har været afviklet hvert år siden – og vist sig at være en rugekasse for mange internationale spillere, der senere er slået igennem på Europa-touren.

Fusionen med Ry
Da Proark-koncernen kollapsede i 2012 ramte det hårdt i den nystiftede Ry Golfklub på den nyanlagte Kildebjerg Ry-bane, der var designet af Line Mortensen med assistance fra Søren Kjeldsen.

Et af Silkeborg-banens smukkeste huller er det Thomas Bjørn-designede par 3-hul 15 – populært også kaldet The Bear Trap! Til Made in Denmark bliver det et godt publikumshul, hvor spillerne slår ud fra et sponsortelt hen over hovedet på tilskuerne. Foto: foto8600/Per Pedersen.

Det førte i 2013 til fusionen Silkeborg Ry Golfklub, der kom til at råde over 54 ratede huller med tre 9 hullers-sløjfer i Silkeborg og 18 huller plus 9 hullers pay and play i Ry.

Den vellykkede fusion åbnede også mulighed for endnu flere og større turneringer, så i 2014 åbnede klubben dørene for den første professionelle turnering og samtidig den første af foreløbig fem Ecco Tour-turneringer, hvor der blev spillet i både Silkeborg og Ry. I 2016 blev Ry-banen stedet for den første afdeling af Long Drivers European Tour på dansk grund. Golfsportens stærkmands-konkurrence blandt longhittere vendte tilbage i 2017.

Eksplosiv udvikling
Den eksplosive udvikling i det seneste ti-år med udbygning af klubhus og restaurant og etablering af et indendørs træningscenter med proshop førte også til etableringen af et DGU-center, Golfklinik Danmark med de fysiske landstrænere Jakob Nees og Martin Lauridsen.

Førstesalen på klubhuset blev hovedkvarter for Backtee, der også driver klubbens proshop, mens restauranten er forpagtet af Ferdinand hotel, bar og restaurant. Nævnes bør også, at Silkeborg-klubben har et af landets største og mest aktive erhvervs- og business-netværk.

Mads Rugholm har siden 2010 været engageret i Silkeborg Ry Golfklub på flere niveauer og er i dag direktør i Silkeborg Golf A/S, der står som ejer af Silkeborg-banen. I perioden 2010 til 2016 var han også det administrative omdrejningspunkt i kluben som golfmanager og havde fingeren på pulsen i de seneste års udvikling.

En klub på to ben
-Når Silkeborg Ry Golfklub har mulighed for at lægge bane til Made in Denmark 2018, skyldes det, at klubben igennem de seneste 15-20 år har haft to parallelle udviklingsforløb – en konstant fokus på den sportslige indsats i tæt kombination med en visionær forretningsmæssig udvikling af klubben.

På den sportslige front banede Silkeborg Open i 2000 en årlig tradition for store professionelt tilrettelagte eliteturneringer. Turneringen skiftede allerede i 2001 navn til DIAC – Danish International Amateur Championships – og DILAC for kvinderne. Turneringen er i dag den højst rangerende amatørturnering i Norden. Afholdelsen af DIAC skabte grobund for afholdelse af yderligere mesterskaber med Europamesterskaberne for hold i 2013, ECCO Touren fra 2014 og Long Drivers European Tour fra 2016. Sideløbende hermed har klubbens elitearbejde forsøgt at leve op til Thomas Bjørns internationale succes som European Tour-spiller og senere Morten Ørum Madsens gennembrud som professionel golfspiller, og ambitionen er fortsat at skabe en sund og tryg ramme for nye golf-talenter, siger Mads Rugholm, der også har oplevet en klub, der har været igennem store organisatoriske strukturændringer.

-Forretningsmæssigt tog udviklingen fart ved udvidelsen af banen til 27 huller i 2007 og udbygningen af klubhusfaciliteterne med proshop og indendørs træningscenter i 2010. Samme år blev også klubbens organisatoriske struktur ændret, således at bestyrelsen skiftede fokus fra klubdrift til primært at arbejde med strategisk udvikling, sideløbende med at den daglige drift blev professionaliseret. Den nye platform udgjorde grundlaget for indgåelsen af samarbejdet med Kildebjerg Ry A/S i 2013 og navneforandringen til Silkeborg Ry Golfklub, der med 54 huller og en stærk organisation har skabt den klub, som vi kender i dag, siger Mads Rugholm.

Formandsskifte
-Kurt Schuster, der har været medlem af bestyrelsen igennem hele perioden, og som var formand fra 2007 til 2017, har været en nøglefigur i denne udvikling. (Han er i dag afløst som formand af Poul Hansen, red.) Samtidig med, at hans hjerte bankede for klubbens sportslige indsats, var han både yderst visionær og havde en stærk forretningsmæssig forståelse for klubbens økonomi og mangeartede forretningsområder, hvilket har været afgørende for realiseringen af den udvikling, som klubben har gennemløbet de seneste mange år.

Uden den løbende opbakning fra medlemmerne til at fastholde klubbens sportslige traditioner og uden udvidelsen af klubben til 54 huller i 2013, ville det sandsynligvis ikke have været muligt at lægge græs til Made in Denmark i dag, siger Mads Rugholm.

Silkeborg Ry Golfklub:
Sommervej 50, 8600 Silkeborg:

27 hullersbane par 72, driving range, indspils- og puttinggreen. Syd-sløjfen: 3.203 meter (hvid), 2.888 m. (gul), 2.782 m. (blå) og 2.533 m. (rød). Vest-sløjfen: 3.212 meter (hvid), 2.933 m. (gul), 2.731 (blå) og 2.506 (rød). Øst-sløjfen: 3.203 meter (hvid), 2.880 m. (gul), 2.820 (blå) og 2.446 (rød).

Banedesigner: Frederik Dreyer, Henrik Jacobsen og Thomas Bjørn.

Greenfee: 340-580 kr. (hverdage) og 390-680 kr. (weekend).

Kildebjerg Ry-banen:
18 hullersbane, driving range, indspils- og puttinggreen. 6.340 meter (64), 5.853 m. (59), 5.496 m. (56) og 5.191 m. (52). 9 hulsbane (pay & play) par 31 (1.865 meter).

Banedesigner: Line Mortensen (Søren Kjeldsen, konsulent).

Greenfee: 250-350 kr. (hverdage) og 270-450 kr. (weekend).

Skovagervej 200, 8680 Ry
Tel: 86 85 33 99
welcome@srg.dk

Kontingent: 7.980 kr. (fuldtid senior 54 huller). Ry Plus-medlemskab: 5.980 kr.

Ferdinand Café, Bar og Restaurant, Silkeborg
Tel: 86 85 32 11

Café Greenhouse Ry
Tel: 86 85 33 99

Billedtekst: Silkeborg Ry Golfklubs anlæg i Resenbro med greens på hullerne 9 (tv) og 18 foran klubhuset og det nye procenter med pro-shop og træningsfaciliteter til højre i billedet. Foto: Jens-Anker Tvedebrink.

Related posts

X