Campos glemmer aldrig uge 46

Campos glemmer aldrig uge 46

Rafael Campos kommer aldrig til at glemme sidste uge. Den 36-årige Puertoricaner blev mandag far for første gang, men han havde ikke tid til at holde barselsorlov længe. Onsdag satte han kursen mod Bermuda og Butterfield Bermuda Championship på PGA Tour.

Campos var nummer 147 på FedEx Cup-ranglisten, og i fare for at miste sit kort, så han skulle spille med i turneringen på Bermuda. Det var sæsonens næstsidste turnering, så torsdag morgen, godt halvanden time før sin starttid, mødte han op på banen i Port Royal. Uden prøverunder kom han rundt i 70 slag torsdag, og var placeret lige omkring cutgrænsen. Fredag spillede han sig frem i feltet med en runde i 65 slag, inden han spillede sig ind i førerbolden med lørdagens bedste runde i 62 slag.

Søndag jagtede han sin første PGA Tour sejr, og sit arbejde det kommende år, men selv om presset var enormt på Campos, så havde han en afslappet, men dog følelsesmæssig tilgang til den sidste runde.

– Min kone er ligeglad med hvordan jeg spiller i morgen, og min datter aner jo slet ikke hvad jeg laver, så det betyder ikke noget i det store billede, sagde han med våde øjne lørdag aften. Det var dog tydeligt at se, hvor meget et topresultat ville betyde for Campos.

Søndag gik det hele op i en større enhed. I blæsende forhold, som han er vant til hjemme fra Puerto Rico, spillede han solidt, og da han på hul 7 slog bolden op til en næsten givet eagle, lagde han pres på sine spillepartnere i førerbolden. Justin Lower fire-puttede hul 8, og spillede sig ud af kampen, mens Andrew Novak med en bogey på hul 11 kom tre slag efter Campos. Campos lavede selv birdie på både hul 10 og 11, og de sidste syv huller blev spillet fornuftigt i den kraftige vind.

På hul 18 endte Campos med et kort putt, som han kunne tillade sig at misse. Det gjorde han ikke, og da bolden rullede i hul fik følelserne frit løb.

Med sejren er han nu kvalificeret til Masters i 2025. Har fuldt kort til PGA Tour i to år, og rejste hjem til sin nyfødte datter med et trofæ og knap ni millioner kroner i præmiepenge.

Related posts

X