CAPPELEN HENTER KARRIERENS BEDSTE RESULTAT PÅ PGA TOUR

CAPPELEN HENTER KARRIERENS BEDSTE RESULTAT PÅ PGA TOUR

Af Nicolai Jaquet
Sebastian Cappelen hentede søndag karrierens bedste resultat på PGA Touren, da han spillede sig til en sjetteplads ved The American Express i Californien.

En finalerunde i fire under par var nok til at sikre Sebastian Cappelen en flot delt sjetteplads ved The American Express i Californien.

Danskeren lavede fem birdies i træk fra syvende til tiende hul, og det sendte han kortvarigt op bare et slag fra andenpladsen.

En bogey på trettende og efterfølgende pars resten af runden resulterede i, at det dog endte med en runde i fire under. Samlet var Cappelen 19 under par for turneringen. Den 29-årige fynbo har to gange vundet på Korn Ferry Touren, men søndagens sjetteplads er hans bedste resultat på PGA Touren.

LÆS OGSÅ: Stabile Westwood vinder for 25 gang på European Tour

Sjettepladsen kommer på et godt tidspunkt i kraft af, at danskeren i sine syv foregående starter som PGA Tour spiller denne sæson havde en delt 35. plads på Bermuda som bedste resultat.

Cappelen rykker op som nummer 101 på FedEx Cup ranglisten, hvor top 125 efter sæsonen er sikret tourkortet til næste sæson. Desuden er Cappelen mandag nummer 341 på verdensranglisten.

Spænding om sejren

Andrew Landry stod på bag ni med en seks slags føring, og det lignede unægteligt, at turneringen på det tidspunkt var færdigspillet. Men tre bogeys i træk koblet med en ekstremt velspillende Abraham Ancer, der kom fra baghjul, skabte lidt spænding igen.

Ancer bragte sig selv på 24 under par i klubhuset efter en forrygende runde i ni under par. Og faktisk var det nok til, at Landrys føring pludselig var pist væk, og Ancer og Landry var således lige, da amerikaneren puttede ud på 16. Landry fik dog ro på nerverne med to fremragende jernslag på både 17. og 18., der begge resulterede i birdies, hvilket sikrede ham en to slags sejr.

Mexicanske Ancer sluttede alene på andenpladsen et slag foran Scottie Scheffler, der sikrede en tredjeplads i 23 under samlet med en flot eagle på 16. hul.

Det er Andrew Landrys anden sejr på PGA Touren i karrieren. Sejren sender ham op som nummer 107 i verden.

Se den endelige stilling her

Både Sebastian Cappelen og Lucas Bjerregaard er til start ved Farmers Insurance Open på Torrey Pines denne uge, hvor de får selskab af store navne som Tiger Woods, Rory McIlroy og Justin Rose, der vandt turneringen sidste år.

Relaterede artikler

X