Sportspark Blaavandshuk
Santander
Bolig udland
Primo Tours
Nordic Golfers
Golfhæftet
header abonnemnt teaser
DALY – THE WILD THING

DALY – THE WILD THING

Af Henrik Knudsen, Kommentator Viasat Golf

Når den dobbelte major-vinder John Daly gæster Himmerland og Made In Denmark, så er det ikke kun et usædvanligt golftalent, som vi får mulighed for at se. Det er også en usædvanlig person – med en endnu mere usædvanlig historie.

John Patrick Daly blev født i Californien i 1966, og da han var fire år, flyttede han med sine forældre til Dardanelle i Arkansas. Her begyndte han året efter at spille golf, og talentet rakte til en plads på skoleholdet og senere et scholarship til University of Arkansas, hvor han dog opgav studierne inden eksamen.

Daly valgte i stedet at blive professionel golfspiller, vandt nogle lokale turneringer og kom endda ind i US Open, hvor han dog sluttede langt tilbage i feltet. Men han sluttede på en 12. plads på PGA Tourens tour school i 1990 og vandt desuden to turneringer på den sydafrikanske Sunshine Tour.

Eventyrlig start

Så langt – lovende, men sådan set ikke noget specielt usædvanligt. Men i august 1991 tager tingene en uventet drejning. Daly er 9. reserve til US PGA Championship. Det er det samme som sidste mand, for der er kun 9 reserver, og derfor ikke noget, man lige regner med, vil give en plads i feltet. Men da Nick Price dagen inden det store mesterskab får en opringning hjemme fra med besked om, at hans kone Sue har fået lidt tidlige veer og meget vel kan føde i løbet af en dag eller to, melder han fra og tager hjem.

Arrangørerne ringer til de første reserver, men ingen af dem kan nå til Crooked Stick i Indiana til tiden. Heller ikke de næste. Og først da de får fat i 9. reserve, er der bid.

-Hvor langt er der? spørger Daly, og han får at vide, at der er ca. 1000 km, og at hvis han skynder sig, så kan han lige netop nå det til den følgende morgen. -Men hvor finder jeg en caddy? Han får at vide, at Nick Price’s caddie Jeff ’Squeeky’ Medlin stadig er til stede – og ikke har noget andet for. -Bed ham holde sig klar siger Daly, smider bag’en bag i bilen, og begiver sig ud på den 10 timer lange køretur.

Han er forståeligt nok lidt udmattet, da han ankommer næste morgen, men ’Squeeky’ har gjort forarbejdet, og uden en træningsrunde kommer reserven rundt i 69 slag i første runde. Medierne begynder at lugte en god historie, for ikke kun er Daly sidste mand inde i turneringen, han er også den længstslående, de nogensinde har set. Og så går han aggressivt efter det hele på den notorisk svære bane.

Long John som idol

Reserven med den lidt usædvanlige frisure og de endnu mere usædvanlige lange drives fortsætter i de følgende runder. 67 om fredagen og historien bliver bare bedre og bedre. Efter en 69’er i 3. runde er mediemaskinen ved at gå i selvsving. Alle forhåndsfavoritterne har måttet bukke under for den svære bane, men ’Long John’ bliver ved. En finalerunde i 71 slag sikrer ham en komfortabel sejr med tre slag ned til Lietzke, og eventyret var blevet til virkelighed – og så oven i købet direkte på tv.

Den absolut ikke velhavende Daly donerer efter sejren 30.000 dollars til de efterladte til en mand, der var omkommet under turneringen på grund af et lynnedslag. Familien brugte pengene til at finansiere mandens to døtres college-uddannelse.

Daly bliver kåret som Rookie of the Year på PGA Touren. Sponsorerne stod i kø, og golfverdenen lå for John Daly’s fødder. Den overraskende sejr, hans kraftfulde sving og afslappede attitude gjorde ham umådelig populær på rekordtid. Han var alt det, som de mange college- og universitetsuddannede spillere ikke var. Han var ’anti Country Club’. Han var en type, som den almindelige øldrikkende sportsfan kunne forholde sig til. Og ’Long John’ gav dem noget for pengene. Han tee-ede bolden på ølflaske, havde tid til at joke med publikum og slog længere end nogen anden nogensinde havde gjort.

Alkohol og kvinder

I 1992 rider han på bølgen. Vinder BC Open med seks slag og opnår adskillige top-10 placeringer. I 1993 starter han med en delt 3. plads i Masters, men derefter begynder det at gå ned ad bakke. Han er ganske vist på det vindende amerikanske hold (sammen med Fred Couples og Payne Stewart) ved Dunhill Cup i Skotland, men historierne om Daly’s eskapader tager til. Der er store mængder alkohol involveret, muligvis også narkotika (ifølge anklagen, men i de første år benægtet af John Daly), og desuden en anklage for hustruvold.

Daly havde mødt Bettey Fulford i 1990, og de havde fået en datter Shynah Hale. Ifølge Dalys selvbiografi ’My Life in and out of the Rough’ havde Bettey fortalt ham, at hun var 29 år og fraskilt. Senere – efter sejren i US PGA Championship – fortæller nogle venner ham, at hun 39 år, stadig gift og har en 13-årig datter.  De går fra hinanden, men kort efter oplyser hun, at hun er gravid. Og på trods af, at Daly i mellemtiden havde indledt et forhold til en 20-årige model Paulette Dean, så finder han og Bettey sammen igen. Daly bliver dog af politiet anklaget for at have kastet hustruen mod en væg i deres hjem nær Denver – og sådan fortsætter sagaen i et stykke tid. Ifølge Daly’s selvbiografi gjorde han det ikke, og han fastholder, at han aldrig har slået eller på anden måde gjort en kvinde fysisk fortræd.

Men John Daly bliver suspenderet fra PGA Touren på grund af flere forskellige episoder med dårlig opførsel. Blandt andet udvandrede han fra en turnering midt i en runde (Kapalua International), og ved en anden (Kemper Open) kastede han sit scorekort mod teltet, hvor han skulle aflevere det og blev diskvalificeret. Han kommer også op at slås med en af de andre spilleres far. Daly havde drivet greenen på et par-4 hul, mens den pågældende spiller stadig puttede. En konsekvens er også at Reebok opsiger og Wilson indstiller deres sponsorater, og Daly lader sig derfor – på PGA Tourens opfordring – indskrive på et alkohol rehabiliteringscenter mod slutningen af 1993/starten af 1994.

Succes som ædru

Opholdet får meget hurtigt den ønskede effekt. Da Daly i 1994 vinder BellSouth Classic fortæller han bramfrit, at det er den første turnering, som han har vundet i ædru tilstand. Han bliver i den følgende periode ganske vist afhængig af andre, men formentlig mindre skadelige ting. F.eks. indtager han i en periode mellem 15 og 20 Coca Cola Light om dagen, og han har stadig svært ved at styre sit liv udenfor banen. Men på golfbanen får vi smagsprøver på hans fantastiske evner.

Da The Open i 1995 kom til The Old Course i St Andrews, er det en Daly på Cola Light og Big Mac/Pizza og med sin nye kone Paulette Dean ved sin side, som vi får lov at opleve. Parret har måneden forinden fået deres første barn, og Daly taler åbenhjertigt til pressen om, hvor svær en tid, han har haft, men også om, hvor godt livet er for dem. I selve mesterskabet udfolder han sit golftalent – ikke kun med lange drives, men især med sublim puttning på de meget store greens. Det hele ender i et omspil med Costantino Rocca, som Daly vinder overbevisende. Hans anden major-titel er hjemme.

Turbulensen fortsætter

Men desværre kommer John Daly igen til at kæmpe med sit alkohol-forbrug/misbrug. I starten a 1997 kommer han igen i politiets søgelys, da han efter en lang og meget våd nat i Jacksonville kommer i skænderi med Paulette og ødelægger for mere end 1000 dollars værdi i deres hotelsuite. Paulette begærer skilsmisse, og selv Wilson (der ellers havde været tålmodige) opgiver nu John Daly.

Den gamle Eli Callaway har imidlertid (som mange andre) et svagt punkt for ’JD’, og han træder til med en betinget sponsorkontrakt. 3 millioner dollars – på betingelse af, at John kan holde sig fra at drikke alkohol og spille om penge. En livline. Det rygtes endog, at han begynder at gå til møder hos Alcoholics Anonymous, og der kommer enkelte tegn på, at spillet er på vej igen.

Men John Daly er et kompliceret menneske. Han taler dejligt åbent om sine problemer, men han kæmper med sig selv og sine laster. Det er et skridt frem og to tilbage – igen og igen.

Kompliceret person

Han blev gift igen. denne gang med Sherrie Miller, men de kom op at slås på en restaurant i Memphis under St Jude-turneringen. Daly fortalte senere, at hun havde angrebet ham med en steak-kniv, og han stillede da også op næste dag med tydelige ar på begge kinder. Da politiet ville følge op på sagen, var hun imidlertid rejst.

Efter at have opbrugt det meste af sin goodwill i USA, vendte han sig i starten af det nye årtusinde mod Europa-touren. Her var han stadig velkommen, og hans The Open-sejr i 1995 gav ham 10 års medlemskab. Og da han vinder BMW International Open i 2001 foran Padraig Harrington, er der igen håb. Han vinder et par turneringer mere – udenfor de store tours – i de efterfølgende år, og da han i 2004 vinder Buick Invitational på PGA Touren, bliver han endda kåret til ’Comeback Player of the Year’ i USA.

Men det skulle desværre ikke vise sig at være det store vendepunkt. I 1995 ender han i omspil med Tiger Woods i World Golf Championships – American Express Championship. Men på det andet omspilshul misser Daly et kort putt for par og taber til Woods. Havde han vundet, ville han have fået tre års medlemskab af PGA Touren. I stedet tager han direkte på casino, og ifølge ham selv spiller han dobbelt så meget, som han vandt ved andenpladsen, op på spillemaskinerne.

I sin selvbiografi, som udkom i 2006, anslår han, at han gennem årene har spillet mellem 50 og 60 millioner dollars op. Ved denne ene lejlighed blev det til ca. 1,5 millioner dollars. Og året efter bliver han igen suspenderet af PGA Touren. Igen er alkohol problemet. I et interview på amerikansk tv (Dan Patrick Show) erkender Daly, at en stor del af grunden til hans kamp med alkohol skyldes, at han er vokset op med en alkoholisk og voldelig far.

Made in Denmark

Men at der stadig også er opture viste han for nylig, da han i maj i år vandt på Champions Tour i USA. Insperity Invitational blev hans første sejr siden 2004.

Men også udenfor banen har Daly sat sine spor på flere måder. Han samarbejder med Loudmouth Golf om en meget farverig tøjkollektion, og så har han et firma, der designer golfbaner. Alene på banernes navne kan man tydeligt se John Daly’s specielle stil. De har nemlig navne som f.eks. Wicked Stick Golf Links og Murder Rock Golf Club. Og så selvfølgelig The Lions Den hjemme i Dardanelle.

Og så er der jo den musikalske side, som vi også får mulighed for at opleve i Himmerland på scenen med hans største danske fan Johnny Madsen. Daly spiller nemlig også guitar og ynder at skrive og synge sine egne sange. Hans første album ’My life’ udkom i 2002 og indeholdt sange som ’I’m Drunk, Danm Broke’ og ’All My Exes Wear Rolexes.’ Det mest kendte nummer blev dog nok hans egen version af Bob Dylans ’Knockin’ on Heaven’s Door.’ Daly sang også med på Kid Rocks ’Half Your Age,’ og i 2010 fulgte han det så op med albummet ’I Only Know One Way,’ hvor han har skrevet otte af numrene.

Historiens største talent

Mange eksperter anser John Daly som det største naturtalent, golfsporten måske nogensinde har set. Han er selvlært og har en vidunderlig instinktiv fornemmelse for både køller og bold. Han har ikke altid vundet respekt for sin opførsel, men selv de bedste har kun beundring for hans talent. Dette er måske bedst illustreret med en historie, som er blevet en klassiker på PGA Touren.

Daly sidder på klubhusterrassen ved en turnering og nyder en øl, da Tiger kommer forbi. Han er på vej til drivingrangen for at træne. ’Tiger! slap nu lidt af kom og sæt dig og få en øl’ Tiger stopper, tænker sig om et øjeblik og svarer så: ’John! Hvis jeg havde dit talent, så kunne jeg tillade mig at slappe af. Men som det er, så må jeg hellere gå over og træne.´

FAKTABOKS
John Patrick Daly:

Født: 28. april 1966 i Carmichael, Californien, USA

Bopæl: Dardanelle, Arkansas, USA

Majorsejre: US PGA Championship 1991 og The Open Championship 1995

Andre sejre: PGA Tour 5, Europatour 3, Sunshine Tour 2 – andre 10

 

 

 

Relaterede artikler

2 Comments

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

X