DANSK EKSPERTICE PÅ ÅLANDSØERNE

DANSK EKSPERTICE PÅ ÅLANDSØERNE

Af Jens Christensen.

Golfbanearkitekten Philip Spogárd og golfgræseksperten Per Gundtoft arbejder på at forny en finsk golfbane i det nordlige af Østersøen.

To danske eksperter indenfor anlæggelse af golfbaner, Philip Spogárd og Per Gundtoft, har efterhånden skabt sig et så godt ry, at det udmønter sig i store opgaver også udenfor Danmarks grænser.

Den ene halvdel af hullerne på Castle Course spilles i tæt skov, den i anden halvdel i tæt skov.

I øjeblikket arbejder de således på et omfattende redesign af en særdeles populær sommerferiebane så langt væk som på den selvstyrende finske øgruppe Åland ved indgangen til Den Botniske Bugt – 40 kilometer fra den svenske kyst og 100 kilometer fra den finske kyst.

Der er tale om Castle Course i Åland Golfklub, som vil være lukket hele 2019, og som først vil åbne igen i maj 2020, fordi golfbanearkitekten Philip Spogárd har skabt en ny, moderne og holdbar bane, hvor græsset på de nye greens kræver tid til at vokse til, ligesom kuperingerne på samme greens skal have tid til at sætte sig.

Tidligere var der rough eller træer mellem fairways og sundet, der adskiller Castle Course fra den velbevarede slotsruin Kastelholm, et slot, som blev bygget af den svenske kong Gustav Vasa i middelalderen (1388). Det blev i 1507 erobret af den danske flåde, men leveret tilbage til Sverige, da unionskongen Hans for både Danmark, Norge og Sverige blev afsat i 1513.

På Castle Course 2.0 kommer man til at spille seks huller langs med, direkte mod eller over vandkanten, ligesom man vil møde to nye par 3-huller og flere nye teesteder.

I samarbejde med golfgræseksperten Per Gundtoft har Philip Spogárd desuden omkring de nye greens udtænkt nogle strategiske placerede run off-områder, som gør den nye The Castle Course betydelig sværere end den gamle.

Lignende projekt
Det var stort set et lignende projekt, Spogárd og Gundtoft blev engageret til, da sværhedsgraden og standarden på Backtee Course i Himmerland Golf & Spa Resort skulle højnes inden den første udgave af European Tour-turneringen Made in Denmark i 2014. I den forbindelse arbejdede Spogárd og Gundtoft sammen med det anerkendte, britiske shaperfirma Nelson & Vecchio om jordflytningen, og da det også er tilfældet i Åland-projektet, skal opgaven nok blive løst tilfredsstillende – som den blev det i Himmerland. Pudsigt nok blev den oprindelige Backtee Course tegnet af den samme svenske arkitekt, som også tegnede den oprindelige Castle Course, Jan Sederholm. 

Allerede i 2016 blev Philip Spogárd kontaktet af Åland Golfklubb med hensyn til at foreslå et redesign af The Castle Course, og hans ideer med hensyn til at åbne parkbanen og udtænke nye huller og løsninger faldt hurtigt i god jord. Det var dog først i sommeren 2017, at projektet til næsten 20 millioner kroner blev vedtaget på et ekstra årsmøde.

I 2019 blev Per Gundtoft indrulleret i projektet, fordi klubben ønskede at tilknytte en ekspert med hensyn til såningen af nye, slidstærke græstyper og ikke mindst pasningen af disse i tilvækstfasen.

Lang ventetid
En 18 hullers golfbane på Åland blev faktisk allerede diskuteret i slutningen af 1960’erne, men først i 1975 blev Åland Golfklubb stiftet. Den bad samme år byrådet om lov til at disponere over en mark ved Kastelholm nordøst for hovedstaden Mariehamn til golfbane.  Denne tilladelse lod af forskellige årsager vente så længe på sig, at de første ni huller først kunne åbnes i 1983. Fem år senere blev banen udvidet til 18 huller.

Golfbanearkitekt Philip Spogárd.

I 1993 anlagde klubben endnu en 9 hullers-sløjfe, der i 1997 blev udvidet til 18 hullers-banen, der fik navnet King’s Course, mens de gamle 18 huller kom til at hedde Castle Course.

For fem år siden blev en seks hullers par 3-bane indviet med navnet Princess Course. Den blev nødvendig, fordi de to 18 hullers-baner årligt tilsammen tiltrækker omkring 8.000 gæster, der spiller 18.000 greenfeerunder. Dertil kommer runder af 1.000 klubmedlemmer, som enten bor på Åland eller i Sverige. 70 procent af greenfeerunder spilles i øvrigt af svenskere, der har en meget kortere færgetur til Åland end finner. Den hurtigste færge til Åland fra Sverige tager kun en time og 45 minutter, mens den hurtigste færge fra Finland varer tre timer og 35 minutter. Man kan fra begge lande flyve til Mariehamn Lufthavn.

To designede baner
Philip Spogárd har foreløbig designet et par gode golfbaner. Det gælder først og fremmest Carya-banen i Belek i Tyrkiet, som han slog stregerne til, mens hans arbejdede for golfarkitektfirmaet Thomson, Perret & Lobb. Banen var i 2018 vært for European Tour-turneringen Turkish Open, der blev vundet af den engelske stjernespiller Justin Rose.

I dag ejer Spogárd golfbanearkitektfirmaet Spogard & Vandervaart sammen med en hollandsk kollega, Michael van der Vaart, har designet en hollandsk bane, Stippelberg, og renoveret flere af Danmarks bedste baner, heriblandt Esbjerg, Holstebro, Nordvestjysk og Søllerød. Stippelberg-banen rummer masser af strafområder (vandhazarder), og det samme gør The Castle Course, fordi den udover seks vandkanthuller også har to store søer, som kommer i spil på tilsammen tre huller.

Golfgræsekspert Per Gundtoft.

Større kapacitet end Per Gundtoft findes ikke i Danmark med hensyn til viden om golfbanegræs. Han er f.eks. den eneste dansker, der har taget den amerikanske universitetsuddanelse som greenkeeping superintendant, som bl.a. har betydet, at han flere gange har arbejdet som greenkeeper under major-turneringen US Masters i Georgia, USA, ligesom han har været fastansat i greenkeeperstaben på en af Europas bedste baner, Valderrama i Spanien. Senest har han været chefgreenkeeper i Juelsminde Golfklub, inden han valgte at blive selvstændig konsulent.

Svensk hovedsprog
Som sådan arbejder Per Gundtoft helst sammen med Philip Spogárd – som han gjorde i Himmerland med succes, og som han i øjeblikket gør det på Åland – hovedøen i øgruppen, der i den nordlige del af Østersøen består af 6.500 øer og skær.

I 1921 blev øgruppen erklæret for demilitariseret zone og underlagt Finland, men med internt selvstyre. Siden har indbyggerne mærkeligt nok haft et så reserveret forhold til det finske hovedland, at svensk altid har været øernes officielle sprog. Kun fem procent af befolkningen har i dag finsk som modersmål.

Der bor i dag 26.000 mennesker på de 60 beboede øer, heraf 10.000 i øgruppens største by, Mariehamn, som blev grundlagt i 1861, da Åland og Finland var under russisk herredømme og derfor blev opkaldt efter tsar Alexander 2. af Ruslands hustru, Maria Alexandrovna.

Det opvarmede vand omkring Ålandsøerne betyder i øvrigt, at der kan spilles golf på Åland til udgangen af oktober – i modsætning til alle andre golfbaner på samme breddegrader i både Finland og Sverige.

Åland Golfklubb
www.agk.ax

Castle Course, par 71. Gul tee: 5.585 meter. Rød tee: 4.810 meter.
Greenfee: 55-75 euro

King’s Course, par 72. Gul tee: 5.565 meter. Rød tee: 4.840 meter.
Greenfee: 55-75 euro

www.sporgardvandervaart.com

Billedetekst: De to danske eksperter er i gang med at forny Castle Course, hvor seks af hullerne får den velbevarede slotsruin Kastelholm som malerisk baggrundskulisse.

Sådan ser den masterplan ud, som Philip Spogárd har udarbejdet til fornyelsen af Castle Course.

Relaterede artikler

X
---------------------------------------------------------------------------------------------- Tracking Code: Standard (Asynchronous) "Retargeting" ----------------------------------------------------------------------------------------------