I denne uge spilles den årlige makker-turnering på LPGA, og Nanna Koerstz Madsen har inviteret sin gode veninde Nicole Broch Estrup med til DOW Championship i Michigan.
Lørdag spillede parrene bestball, og danskerne, der kalder sig Team Hygge, fik sat dagens bedste runde sammen blandt alle par. Ni birdies og en enkelt eagle overskyggede den ene bogey som de danske kvinder også fik på kortet.
60 slag, ti under par sendte danskerne helt i front halvvejs gennem turneringen. Fem par deler førstepladsen i 12 under par, og danskerne skal ud i sidste bold sammen med to gange Kim, australske Grace og amerikanske Auston.
– Det var sjovt. ja det var bare sjovt derude, sagde Nanna Koerstz Madsen efter runden, og fortsatte, det er jo en individuel sport, så det sjovt at have en makker, og sammen med vores caddies er vi bare en rigtig god gruppe.
– Vi har kendt hindanden siden vi var 13-14 år gamle, så at får lov til at spille sammen her, gør det bare endnu bedre og sjovere, sagde Nicole Broch Estrup om deres makkerskab.
I dag spilles foursomes, og alle 35 par, der klarede cuttet har mulighed for at vinde turneringen. Der er blot fem slag mellem de fem i front, og de sidste hold.
Emily Pedersen spillede sammen med Gaby Lopez fra Mexico, men de klarede ikke cuttet. Fredag leverede de den næstbedste score, 61 slag, hvor Pedersen på de sidste ni huller bidrog med fem birdies, men de sluttede et slag fra cuttet. Deres første runde i 73 slag kostede deltagelse i weekenden.