Dansk stortalent fører tourskolen inden sidste runde

Dansk stortalent fører tourskolen inden sidste runde

I 2019 vandt Benjamin Poke som den første dansker nogensinde den europæiske Q-School, i daglig tale tourskolen. Det sikrede ham en plads på DP World Tour og gav ham flere gode forudsætninger for de følgende år. Den præstation kan en anden dansker nu gentage.

21-årige Sebastian Friedrichsen fører nemlig Final Stage på Q-School efter fem runder, og dermed er han kun én runde fra at præstere det samme som Benjamin Poke. Tirsdag kom Scandinavian-spilleren rundt i fem slag under par og overhalede italienske Filippo Cello, som blev henvist til andenpladsen. Friedrichsen er 23 slag under par og har ét slag ned til nærmeste forfølger.

Føringen betyder også, at Sebastian Friedrichsen med stor sandsynlighed er at finde på DP World Tour i den kommende sæson. De bedste 25 spillere og dem, der er lige med nummer 25, får nemlig et fuldt medlemskab af den europæiske tour. Inden finaledagen har danskeren i front 11 slag at gøre med i jagten på det mål.

Nordic League-spilleren Jonathan Gøth-Rasmussen ligger ligeledes lunt i svinget mod DP World Tour og står dermed til at springe over Challenge Tour og direkte ind på højeste hylde i Europa. Han er 17 slag under par og indtager en delt syvendeplads inden finalerunden. Kollegaen fra Nordic League, Søren Broholt Lind, ligger også inden for top-25, da han ligger på en delt 24. plads inden onsdagens afgørelse.

Ryger de til gengæld ud af top-25, så har de sikret et fuldt Challenge Tour-kort med det klarede cut, og begge rykker altså uanset op fra Nordic League.

Jeppe Kristian Andersen er to slag fra top-25 og er ligeledes i spil til en oprykning til DP World Tour. Han har i forvejen et stærkt kort til Challenge Tour efter 2023-sæsonen, hvor han var med i tourfinalen på Mallorca. Oliver Hundebøll og Rasmus Neergaard er fire slag fra kortene til DP World Tour, mens Martin Leth Simonsen og Hamish Brown skal strikke en stærk finalerunde sammen for at tage springet op gennem leaderboardet og rykke ind på DP World Tour i 2024.

I fjor vandt svenske Simon Forsström tourskolen, hvilket sikrede ham en præmiecheck på knap 150.000 kroner. Går Sebastian Friedrichsen hele vejen, så bliver det hans største præmiecheck hidtil i karrieren.

Related posts

X