Dansk stortalent skal spille LIV Golf

Dansk stortalent skal spille LIV Golf

I det amerikanske gav det genlyd, da et dansk talent forlod universitetet og vandt tre turneringer på ganske kort tid, efter han turnede professionel.

Her er tale om Frederik Kjettrup fra Brønderslev Golfklub. Danskeren indtog i år touren PGA Tour Americas, som ligger under Korn Ferry Tour, og spillede sig til en sikker oprykning. Men nu har den 24-årige nordjyde fundet en ny arbejdsplads for 2025.

Han skal nemlig spille LIV Golf i den nye sæson. Det skriver den saudi-støttede udbrydertour i en pressemeddelelse.

Her er danskeren tilknyttet holdet Cleeks GC, som tyske Martin Kaymer står i spidsen for. Dertil spiller Richard Bland og Adrian Meronk også på holdet.

– Frederik er en af de største, unge talenter i golfsporten. Hans imponerende resultater og frygtløse tilgang gør ham til en perfekt spiller til vores hold. Jeg ser frem til at se ham trives i den konkurrenceprægede atmosfære i LIV Golf, udtaler Martin Kaymer.

Frederik Kjettrup spillede på Florida State University, inden han turnede professionel.

LIV Golf tager hul på 2025-sæsonen ved LIV Golf Riyadh, som spilles 6. til 8. februar i Saudi-Arabien.

Related posts

X