Detry vandt da Rasmus Højgaard faldt tilbage

Detry vandt da Rasmus Højgaard faldt tilbage

Det lignede en europæisk duel om sejren i WM Phoenix Open da søndagens finalerunde begyndte på TPC Scottsdale. Thomas Detry fra Belgien førte med fem slag foran en kvartet af spillere hvor Rasmus Højgaard var den ene. Detry viste fra start, at han ikke havde tænkt sig at forære sejren væk. Birdie på hul 1 gav ham yderligere afstand til forfølgerne.

Han fulgte op med en bogey og yderligere en birdie, men samtidig fik Rasmus Højgaard gang i sin runde. Danskeren fik birdies på hul 3, 5 og 6. Birdien på hul 5 var et putt på godt 20 meter, og dermed fik han mindsket afstanden til tre slag, og jagten på Detry var sat ind.

Desværre blev det ikke Højgaards dag. På de sidste fire huller på for-9 blev det til tre danske bogies, og pludselig var sejren meget langt væk. Samtidig holdt Detry sig på par-sporet og med en birdie på hul 11, holdt han sig fem slag foran de nærmeste forfølgere. Højgaard fik en pligt birdie på hul 13, men på det næste par-5 hul fik danskere bogey efter et 3-putt. Det berømte hul 16 kostede en dobbeltbogey, så trods to afsluttende birdies endte Højgaard med en runde i par og en samlet 12. plads, mens Detry vandt i helt suveræn stil.

Belgieren sluttede med fire birdies og vandt til sidst med syv slag foran Daniel Berger og Michael Kim. Det er den første belgiske sejr på PGA Tour, og Detry rykker op på andenpladsen på FedEx Cup.

Nicolai Højgaard sluttede ligesom sin bror med en runde i par og en delt 39. plads. Hør fra Nicolai Højgaard her:

video: PGA Tour

Rasmus Højgaard spiller med i næste uges Signature Event, Genesis Invitational, men Nicolai Højgaard ikke er kvalificeret til turneringen.

Related posts

X