FINAU TOG SIN ANDEN TITEL PÅ OTTE DAGE

FINAU TOG SIN ANDEN TITEL PÅ OTTE DAGE

Af Mogens Nielsen

Tony Finau var for anden uge i træk ganske overbevisende, da han sejrede i Rocket Mortgage Classic på PGA Tour. 

Tony Finau gik ud til finalerunden i førerbolden med den canadiske rookie Taylor Pendrith. Begge 21 under par og fire slag foran de nærmeste.

Stille og roligt forbedrede Tony Finau sin score, og efter Pendrith fik bogey allerede på andet hul, var Finau alene i spidsen resten af runden. Finau sluttede sin runde i fem under par og en total i 26 under par, der også med et slag færre er ny turneringsrekord. På 11. hul noterede han sin sin første, eneste og sidste bogey i turneringen. Med sejren i sidste uges 3M Open, præsterede han det de i USA kalder en back-to-back sejr, og samtidig fordoblede han på bare otte dage sit antal sejre på touren til fire.

Pendrith fik aldrig rigtig gang i spillet og måtte nøjes med en runde i par. Det var godt nok til andenpladsen, som han dog måtte dele med Cameron Young og Patrick Cantlay. Sidstnævnte lå til at få andenpladsen alene, da han syv under par for runden, missede et relativt kort putt for par på sidste hul. De tre var fem slag efter den suveræne vinder.

Rocket Mortgage Classic, Resultat

Related posts

X