FORBEDREDE TRÆNINGSFACILITETER I DRONNINGLUND

FORBEDREDE TRÆNINGSFACILITETER I DRONNINGLUND

Af Pressemeddelelse

Dronninglund Golfklub har netop forbedret deres træningsfaciliteter. Klubbens driving range, som bruges til opvarmning og træning, er blevet udstyret med fem nye “greens” af sand i forskellige størrelse og i forskellige afstande fra udslagsstedet.

Formålet med disse greens er at skabe nogle mål at sigte efter for dermed at gøre træningen mere fokuseret. Til forskel fra selve spillet på banen, gælder det for spilleren om at ramme sandet på disse træningsgreens for bedre at kunne sætte fokus på slagets præcision.

En af klubbens spillere tog i samarbejde med klubbens træner Casper Bruun initiativ til projektet efter en træningslejr for klubbens elitespillere:

“På træningslejren arbejdede vi med præcision og fokuseret træning, hvor det ikke kun handler om at slå bolde ud, men om hele tiden at sigte efter et mål. Såvel elitespillere, handicapspillere og begyndere får en mere effektiv træning, når der er et bestemt mål at sigte efter. Det manglede vi mulighed for i klubben, så jeg foreslog at vi etablerede nogle “greens” på driving range”, siger Casper Bruun.

 Frivillig indsats med stor effekt

Det kræver ikke altid den store planlægning og investering at udføre forbedringer. Med en rendegraver, og udstyret med skovle og river, anlagde 15 elitespillere fra klubben de nye sandgreens i løbet af et par timer. Græstørv blev fjernet og erstattet med sand. I centrum af hver green er der placeret en murerspand med et flag i, så man har mulighed for at lave “hole-in-one”, når man træner.

“Det er dejligt at det kan lade sig gøre at samle en flok frivillige i et par timer og med en fælles indsats skabe meget bedre forhold for træningen, som alle klubbens medlemmer kan få glæde af i mange år frem”, siger Casper Bruun.

 Dronninglund Golfklub er for alle

Golfbanen i Dronninglund hører til en af Nordjyllands mest varierede baner og til daglig har de omkring 700 medlemmer af klubben adgang til faciliteterne. Alle kan spille golf – og klubben tager gerne imod nye medlemmer. Hvis man har lyst til at prøve golfspillet, kan man henvende sig til klubbens sekretær, som kan oplyse om kommende begynderhold, hvor man kan erhverve sig et “golfkørekort”.

Relaterede artikler

X
---------------------------------------------------------------------------------------------- Tracking Code: Standard (Asynchronous) "Retargeting" ----------------------------------------------------------------------------------------------