FORMSTÆRKE CATLIN SEJRER IGEN

FORMSTÆRKE CATLIN SEJRER IGEN

Af Nicolai Jaquet
Det blev til sekundære placeringer til de tre danskere i Irland. Til gengæld var der masser af spænding om sejren.

Dubai Duty Free Irish Open endte ikke med nogle store danske resultater, da feltet lidt forsinket startede fjerde runde på Galgorm-banen, der havde fået en solid omgang nattefrost op til runden.

Bedste dansker på dagen var Martin Simonsen, der kunne glæde sig over en finalerunde i tre under par, der bragte ham op på en delt 35. plads. Simonsen har været rigtig fint spillende siden genopstarten. Denne uge var hans fjerde klarede cut i træk.

Simonsen sluttede samlet fire over par. Bedste dansker for turneringen var dog Joachim B. Hansen, der efter en sidste runde i par sluttede to over par på en delt 28. plads. Hansen startede dagen side om side med Lucas Bjerregaard, der desværre var rigtig skidt spillende søndag. Sidste runde gik han i fem over par og sluttede syv over på en delt 51. plads.

Inden finalerunden var der optræk til spænding om sejren med en del spillere indenfor få slag. Den førende Aaron Rai startede med en bogey, og englænderen steg aldrig rigtig på birdietoget. Det medførte, at den formstærke amerikaner John Catlin, der vandt på Valderramma for et par uger siden, kunne spille sig op i stillingen.

Med en sidste runde i seks under par spillede Catlin sig til føringen i klubhuset i 10 under par. Ret hurtigt efterfølgende stod det klart, at Aaron Rai, der førte inden runden gik i gang, var den eneste, der kunne indhente amerikaneren. Op ad 18. skulle Rai bruge en birdie for at fremtvinge et omspil, men englænderen lavede bogey og endte to slag efter Catlin.

John Catlin vinder dermed for anden gang på European Tour og for anden gang her i september måned. Dermed kan amerikaneren glæde sig over, at han mandag vil være at finde i verdens top 100 for første gang i karrieren, ligesom han nu er nummer 14 på Race to Dubai.

Thailænderen Jazz Janewattananond sluttede i syv under på tredjepladsen.

Se den endelige stilling her

Related posts

X