FRA VENTEPOSITION TIL BOGEYFRI RUNDE PÅ EUROPA TOUREN

FRA VENTEPOSITION TIL BOGEYFRI RUNDE PÅ EUROPA TOUREN

Af Peter Skott Carlsen.

Som førstereserve skulle Martin Simonsen være klar, da de første spillere slog ud ved Celtic Classic torsdag morgen, men der skulle ikke gå lang tid før, at han fik en plads i feltet. Chancen blev udnyttet til en bogeyfri runde, og han var bedste dansker på en dag, hvor de seks danskere var spredt på leaderboardet.

Martin Simonsen har ikke en kategori god nok til at være inde i mange af turneringerne på Europa Touren, og derfor er han nød til at rejse til turneringer velvidende, at han måske ikke kommer til start. Men ved Celtic Classic blev Alexander Levy torsdag taget ud af turneringen, og derfor blev der plads til aalborgenseren. De første 14 huller bød alle på par, men så blev der lukket af med birdies på hul 15, 16 og 18 for en runde i 68 slag (-3) og en 22. plads.

– Læs mere: Fra kilo til cash

Også for Nicolai Højgaard var det mod slutningen, at tingene gik op i en højere enhed. En flot afslutning med birdie og eagle bragt runden til -1, hvilket var en score, der blev matchet af Søren Kjeldsen. -1 er den øjeblikkelige cutgrænse.

– Læs mere: Danmark rammer 150.000 golfspillere

Thorbjørn Olesen startede skidt men fik kæmpet sig tilbage til en runde i par, mens Benjamin Poke og Lucas Bjerregaard blot havde en enkelt birdie på scorekortet, og de måtte derfor skuffe med +3 og +7.

Som nummer 77 på verdensranglisten er Thomas Pieters den højst rangerede spiller på Celtic Manor Resort i Wales, og han er også den førende efter de første 18 huller med en runde i -7.

Anden runde kan følges live på V Sport Golf og Viaplay.dk fredag  kl. 13:00 – 15:00 og kl. 16:00 – 19:00.

Celtic Classic, leaderboard.

Relaterede artikler

X