Fuldt hus: Alle danskere videre i The Open

Fuldt hus: Alle danskere videre i The Open

I de 72 huller som de fire danskere spillede på Royal Troon fredag formåede de kun at score fire birdies. Til gengæld holdt de de rigtig høje scores væk fra kortet, og derfor er alle fire danskere videre til weekendens to finalerunder. Nicolai Højgaard er trods en anden runde i fire slag over par stadig den bedst placerede dansker. Han er nummer 18 i to slag over par, men nu hele ni slag fra den førende irer, Shane Lowry.

Spillerne blev igen i dag testet af især vinden og de udfordrende bane, og dagens bedste score var tre under par. Derfor er amatøren Jacob Skov Olesens runde i par, 18 pars, ganske bemærkelsesværdig. Ikke nok med at han er den første danske amatør, der klarer cuttet ved en major, men han rykkede mere end 40 pladser frem efter sin runde og er nu nummer 53, og spiller i weekenden med om The Silver Medal. The Silver Medal gives til den bedste amatør, og Olesen kæmper med tre andre om den prestigefyldte titel.

Thorbjørn Olesen er nummer 28 efter en runde to slag over par, mens Rasmus Højgaard leverede dagens mest farverige danske scorekort. Tre birdies, to bogies og en dobbeltbogie gav en samlet score en over par og fire over par for turneringen.

Shane Lowry fører to slag foran overraskelsen Dan Brown og Justin Rose. Rose vandt The Silver Medal i 1998, og nu 26 år senere spiller med om The Claret Jug.

Related posts

X