GOLF FOR HJERNESKADEDE

GOLF FOR HJERNESKADEDE

Af Kim Henningsen.

”Årets ildsjæl 2019”, Hans Møllegaard, er selv hjerneskadet men har i 22 år ydet en stor indsats for ligesindede i Roskilde Golf Klub.

I alle landets 189 golfklubber findes der mindst en ildsjæl, som gør et kæmpe stykke frivilligt arbejde til gavn for klubbens medlemmer, men modtageren af Golfavisen og Golfmagasinets pris ”Årets Ildsjæl 2019” findes der kun en slags af.

Hans Møllegaard er nemlig hjerneskadet, men det har ikke forhindret ham i at være initiativtager til og drivkraften bag Rehab Golf, en underklub for folk med hjerneskader i Roskilde Golf Klub.

Fra en beskeden start i 1997 er der nu ikke færre end 28 medlemmer af Rehab Golf, og i alle årene har Hans Møllegaard været den drivende kraft. Men han er hurtig til at give roserne videre:

-Det var aldrig lykkes, hvis der ikke havde været så mange raske frivillige i klubben, som altid er parat til at hjælpe, når vi mødes, og samtidig får vi al mulig hjælp af klubben, fortæller Hans Møllegaard.

Han havde spillet golf i en snes år og var nået ned i handicap otte, da han blev ramt af et slagtilfælde med efterfølgende lammelser for 23 år siden. I forbindelse med genoptræningen faldt han over Rehab Golf på tyske hjemmesider, og efter at have læst artiklerne tænkte han ”So ein Ding müssen wir auch haben” og fik sin søn til at køre sig ud i golfklubben.

De første træningstimer foregik siddende i en kørestol, men det gik hurtigt fremad, og Hans Møllegaard mente, at andre hjerneskadede også skulle have gavn af de tyske genoptræningsprincipper og etablerede Rehab Golf i Roskilde Golf Klub.

Ud i andre klubber
Nu er de 28, der kommer fra det meste af Sjælland, og mødes fredag formiddag til en runde på par 3-banen og efterfølgende socialt samvær i klubbens restaurant. Nogle kan ikke gå, andre kan ikke tale, halvdelen har aldrig spillet golf som raske, men næsten alle oplever fremgang ved at deltage i det, Hans Møllegaard skabte for over 20 år siden.

Selv er han ikke meget for at tage æren for den succes, han har skabt, men understreger igen og igen, at det primært skyldes, at så mange raske medlemmer af klubben og selve klubben bakker op om Rehab Golf. Og så er han optændt af at få bredt initiativet ud til andre klubber til gavn og glæde for andre med samme handicap.

Hans Møllegaard blev for to år siden udnævnt til ”Årets Ildsjæl” i Roskilde Golf Klub, for han er meget aktiv i frivillighedsarbejdet i klubben også ud over Rehab Golf. Roskilde Kommune tildelte sidste år Rehab-gruppen årets idrætspris.

“Årets ildsjæl”

Uddeles af Golfavisen/Golfmagasinet til en frivillig, der ulønnet gør en ekstraordinær indsats for andre i en dansk golfklub.

Dommerkomiteen består af chefredaktør Kim Henningsen, seniorreporter Frits Christensen, journalist Jens Christensen, TV-kommentator Henrik Knudsen og formanden for PGA-trænerne i Danmark, Steffen Jacobsen.

Tidligere modtagere: 2018: Johannes Kristensen, Hjarbæk Fjord Golfklub, 2017: Camilla Sindalsen, Nivå Golf Klub.

Billedetekst: Hans Møllegaard (tv) modtager prisen som ”Årets Ildsjæl” af chefredaktør Kim Henningsen (foto: Anders Schnack).

Relaterede artikler

X