Golfklub lukker ned efter 30 år

Golfklub lukker ned efter 30 år

På den nordvestjyske kyst har Blokhus Golfklub sat dato på sin nedlukning. Det blev besluttet på en ekstraordinær generalforsamling, at 30. juni bliver sidste aktive dag for klubben i det populære turistområde.

Beslutningen sker, efter Blokhus Golfklub og Blokhus Golfcenter ikke kunne blive enige om en ny aftale om leje af banen. Det forklarer formand Peter Høy til TV2 Nord. Forslaget til en ny aftale vendte medlemmerne tommelfingeren ned til.

– Her ville golfcenteret have, at medlemmer først kunne spille på banerne efter klokken 13, medmindre man betalte et ekstra gebyr. Og på vores ekstraordinære generalforsamling 8. maj sagde medlemmerne nej til det, og derfor lukker vi, siger formanden til regionalstationen.

Enderne kunne blandt andet ikke mødes, da Skattestyrelsen kræver, at prisen for leje af banen som minimum skal dække de reelle omkostninger, som baneejeren har. Derudover kræver Dansk Idrætsforbund og Dansk Golf Union, at en golfklub har eksklusiv råderet over den pågældende bane.

Dertil har momsreglerne været en stor udfordring for en ny aftale. Det fremgår af breve, som undervejs er sendt ud til medlemmerne af Blokhus Golfklub fra Blokhus Golfcenter. I sidste ende havde klubben altså ikke økonomien til at indgå en ny aftale.

I stedet vil Blokhus Golfcenter etablere en selskabsklub, og dermed varetager baneejeren selv klubaktiviteterne på banen. Fra 1. juni åbnes der for indmeldelse i den nye selskabsklub, som råder over banen fra 1. juli.

Blokhus Golfklub kunne fejre 30-års jubilæum i 2023.

Related posts

X