HIMMERLAND OPRUSTER MED STÆRK KOKKEPROFIL

HIMMERLAND OPRUSTER MED STÆRK KOKKEPROFIL

Af Pressemeddelelse.

Det sidste halvandet år har været præget af en ambitiøs udvikling i HimmerLand. Nu styrker man stedets populære restauranter med den prisvindende kok Daniel Ditman, som tiltræder stillingen som assisterende køkkenchef den 1. august. 

I 2019 igangsatte HimmerLand en ambitiøs udviklingsplan, som blandt andet har resulteret i en ny identitet samt en omfattende renovering af både hotelværelser og spa- og wellnessområde. Nu er tiden imidlertid kommet til resortets restauranter, hvor køkkenteamet til august oprustes med Daniel Ditman, der tiltræder som assisterende køkkenchef.

– Jeg er både glad og stolt over, at det er lykkes os at trække Daniel og hans stærke kompetencer til HimmerLand. Med Daniel på holdet kan vi præsentere et af de allerstærkeste køkkenteams i Nordjylland, og det kommer vores gæster til gode, forklarer direktør for HimmerLand, Mark Bering.

HimmerLand råder over Restauranten, Brasseriet og Backstage at Bobby’s, som tilbyder et omfattende udvalg af spisemuligheder inden for det franske-nordiske køkken, klassisk danske bistroretter samt amerikanske og engelske favoritter.

Stærkt samarbejde
Daniel Ditman har mange års erfaring i branchen, men har de seneste seks år arbejdet som køkkenchef i Musikkens Spisehus. Han glæder sig blandt andet til at blive en del de store ambitioner, som bestyrelse og direktion hos HimmerLand arbejder målrettet mod at indfri:

– Jeg har store forventninger til at blive en del af et ambitiøst sted i stærk fremdrift. Mine år hos en række af regionens bedste restauranter har givet mig masser af erfaring med i bagagen, som jeg håber, kan dryppe af på HimmerLand. Samtidig ser jeg også meget frem at samarbejde med Peter i hans rolle som køkkenchef, lyder det fra Daniel Ditman.

Peter Frydkjær, der har været ansat som køkkenchef hos HimmerLand siden april, har også høje forventninger til samarbejdet med Daniel Ditman:

– Jeg glæder mig meget til, at Daniel bliver en del af holdet. Daniel og jeg er uddannet samtidig og vi har fulgt hinandens karrierer løbende siden da. Jeg ved derfor også, at Daniel – foruden sine færdigheder inden for gastronomiens verden – har nogle imponerende styrker inden for struktur, som gør ham til min perfekte sparringspartner, slutter Peter Frydkjær.

Daniel Ditman tiltræder som assisterende køkkenchef den 1. august.

 

Relaterede artikler

X