Højgaard stadig fint med i PGA Championship

Højgaard stadig fint med i PGA Championship

Nicolai Højgaard er i denne uge verdens nummer 109. Foran sig på listen har han 99 af spillerne i top-100 og i alt 107 spillere i feltet i US PGA Championship. Set i den sammenhæng er flot, at Nicolai Højgaard før finalerunden er placeret på en delt 42. plads i stillingen blandt de 76 finalister.

Højgaard lagde ud med tre bogies og en birdie på de første ni huller, to slag over par som også i anden runde, hvor han så gik fem under par på hjemturen. Lørdag hentede han birdies på tiende og 15. hul og kom dermed i par. Men desværre kom der så en dobbeltbogey på 16. hul og en bogey mere på 18. hul. 73 slag, tre over banens par og en samlet score på seks over par betød et tab på syv placeringer. Når det ikke blev værre skyldes det, at forholdene var noget sværere end fredag i de første timer med regnvejr.

Der blev ikke leveret mange runder under par lørdag, og kun syv spillere er nu under par for turneringen. Brooks Koepka gik klart bedste runde af alle i 66 slag, nøjagtig som fredag, hvor han også var rundens bedste. Det bragte vinderen af turneringen fra både 2018 og 2019 alene i spidsen i seks under par og måske på vej mod at vinde sin femte major.

Corey Conners og Viktor Hovland, gik begge gik i par og er derfor fortsat fem under par totalt og deler andenpladsen. De to førte sammen med Scottie Scheffler efter anden runde. Først to slag efter de to, har Bryson DeChambeau fjerdepladsen alene.

Scottie Scheffler der er verdens nummer to efter Jon Rahm, kan som den eneste overhale Rahm og genvinde æren. Men det kræver som minimum, at Scheffler ikke slutter dårligere end delt end en delt tredjeplads med højst to øvrige spillere. Skulle Jon Rahm avancere fra sin nuværende placering som delt nummer 42. plads, vil det kræve lidt mere  af Scheffler for at nå førstepladsen mandag. Scheffler der inden runden var en del af det førende trekløver gik dog i to over par og faldt ned på en delt femteplads, som han deler med Justin Rose.

Related posts

X